1 Kongebok 18:38
Da faldt Herrens Ild ned og fortærede Brændofferet og Veden og Stenene og Støvet, og slikkede Vandet op, som var i Graven.
Da faldt Herrens Ild ned og fortærede Brændofferet og Veden og Stenene og Støvet, og slikkede Vandet op, som var i Graven.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 Og Ild udkom fra Herrens Ansigt og fortærede paa Alteret Brændofferet og det Fede; og alt Folket saae det, og de frydede sig, og de faldt ned paa deres Ansigter.
39 Og alt Folket saae det, og de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Herren, han er Gud, Herren, han er Gud.
1 Og der Salomo havde fuldendt at bede, da faldt Ild ned af Himmelen og fortærede Brændofferne og Slagtofferne, og Herrens Herlighed fyldte Huset.
32 Og han byggede af de Stene et Alter i Herrens Navn, og han gjorde en Grav, saa rum, som to Maader Sæd (kunde saaes udi), omkring Alteret.
33 Og han lagde Veden ordentligen, og hug Studen i Stykker og lagde paa Veden.
34 Og han sagde: Fylder fire Krukker med Vand, og øser paa Brændofferet og paa Veden; og han sagde: Gjører det anden Gang, og de gjorde det anden Gang; og han sagde: Gjører det tredie Gang, og de gjorde det tredie Gang.
35 Og Vandet løb trindt omkring Alteret, og han opfyldte ogsaa Graven med Vand.
36 Og det skede, der man offrede Madofferet, da traadte Elias, Propheten, frem og sagde: Herre! Abrahams, Isaks og Israels Gud! lad det kjendes idag, at du er Gud i Israel, og at jeg er din Tjener, og at jeg har gjort alle disse Gjerninger efter dit Ord!
37 Bønhør mig, Herre! bønhør mig, at dette Folk maa vide, at du, Herre, du er Gud, og at du har vendt deres Hjerte tilbage!
34 Og al Israel, som var trindt omkring dem, flyede for deres Røst; thi de sagde: Paa det at Jorden ikke opsluger os.
35 Og en Ild foer ud fra Herren og fortærede de to hundrede og halvtredsindstyve Mænd, som offrede Røgelse.
2 Da foer en Ild ud fra Herrens Ansigt og fortærede dem; og de døde for Herrens Ansigt.
23 Saa lader dem give os to Stude, og de maae udvælge sig den ene Stud og hugge den i Stykker, og lægge den paa Veden og lægge ingen Ild dertil; saa vil jeg lave den anden Stud og lægge paa Veden og ikke lægge Ild dertil.
24 Saa kalder paa eders Guds Navn, og jeg, jeg vil kalde paa Herrens Navn, og det skal skee, den Gud, som svarer ved Ilden, han er Gud; og alt Folket svarede og sagde: Det Ord er godt.
25 Og Elias sagde til Baals Propheter: Udvælger eder den ene Stud og laver først til, thi I ere mange, og kalder paa eders Guds Navn og lægger ingen Ild dertil.
12 Og Elias svarede og sagde til ham: Dersom jeg er en Guds Mand, da falde Ild ned af Himmelen og fortære dig og dine Halvtredsindstyve! og Guds Ild faldt ned af Himmelen og fortærede ham og hans Halvtredsindstyve.
3 Der alle Israels Børn saae Ilden nedfalde og Herrens Herlighed over Huset, da bøiede de sig ned med Ansigterne til Jorden mod Gulvet, og tilbade og takkede Herren, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig.
7 Herrens Røst udhugger Ildsluer.
8 Og Jorden bævede og rystede, og Bjergenes Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
29 Thi og vor Gud er en fortærende Ild.
18 Og der blev en Ild optændt iblandt deres Hob, en Lue stak Ild paa de Ugudelige.
4 Saa lod den Herre Herre mig see, og see, den Herre Herre kaldte, at gaae irette (med dem) ved Ilden; og den fortærede en stor Afgrund, og den fortærede et Stykke Land.
26 Og David byggede Herren der et Alter, og offrede Brændoffere og Takoffere; og der han kaldte paa Herren, da bønhørte han ham ved Ilden af Himmelen paa Brændofferets Alter.
19 Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
20 Ogsaa Dyrene paa Marken skrige til dig; thi Vandstrømmene ere fortørrede, og en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken.
48 Og alt Kjød, de skulle see, at jeg, Herren, jeg haver optændt den; den skal ei udslukkes.
1 Og det skede, der Folket murrede, da var det mishageligt for Herrens Øren; og Herren hørte det, og hans Vrede optændtes, og Herrens Ild brændte iblandt dem og fortærede (en Deel) af det Yderste i Leiren.
2 Da raabte Folket til Mose; og Mose bad til Herren, saa blev Ilden dæmpet.
3 Og han kaldte det samme Steds Navn Tabeera; thi Herrens Ild brændte iblandt dem.
9 Der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; der bleve Kul optændte af ham.
14 Min Gud! sæt dem som et Hjul, som Avner for Veiret.
10 Men Elias svarede og sagde til den Høvedsmand over Halvtredsindstyve: Dersom jeg er en Guds Mand, da nedfalde Ild af Himmelen og fortære dig og dine Halvtredsindstyve! og Ild faldt ned af Himmelen og fortærede ham og hans Halvtredsindstyve.
12 Han satte Mørkhed til sit Skjul, hans Paulun var trindt omkring ham; (der vare) mørke Vande (og) tykke Skyer.
13 Af Skinnet, (som var) for ham, fore hans Skyer frem, (ja) Hagel og gloende Kul.
14 See, der faldt Ild ned af Himmelen og fortærede de to første Høvedsmænd over Halvtredsindstyve og deres Halvtredsindstyve; men nu, lad min Sjæl være dyrebar for dine Øine.
13 Af Skinnet, som var for ham, bleve gloende Kul optændte.
21 Da udrakte Herrens Engel det Yderste af den Kjep, som han havde i sin Haand, og rørte ved Kjødet og ved de usyrede (Kager), og der udfoer Ild af Klippen og fortærede Kjødet og de usyrede (Kager); og Herrens Engel foer bort fra hans Øine.
17 Og Synet af Herrens Herlighed var som en fortærende Ild, øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øine.
24 Og Herren lod regne over Sodoma og over Gomorra Svovel og Ild fra Herren af Himmelen.
18 Thi Ugudelighed brænder som en Ild, der fortærer Torne og Riis, og sætter Ild paa de forviklede (Qviste) i Skoven, og de fare op med en høi Røg.
30 Og Herren skal lade høre sin majestætiske Røst, og lade see, (at han) nedlader sin Arm i (sin) Vredes Grumhed og med en fortærende Ildslue, med Adspredelse og Vandskyl og Hagelstene.
18 Og Sinai Bjerg røg ganske for Herrens Ansigt, som foer ned over det i Ilden; og der opgik en Røg af det, som Røg af en Ovn, og alt Bjerget bævede saare.
12 Og efter det Jordskjælv (kom) en Ild, Herren var ikke i Ilden; men efter Ilden (kom der) en stille sagte Lyd.
18 og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de vare ikke Guder, men Menneskens Hænders Gjerning, Træ og Steen, og de fordærvede dem.
4 Og du skal tage ydermere af dem, og kaste dem midt i Ilden, og opbrænde dem i Ilden; deraf skal udkomme en Ild til alt Israels Huus.
12 Og de forlode deres Guder der, og David bød det, og de bleve opbrændte med Ild.
5 Og Alteret revnede, og Asken blev adspredt fra Alteret efter det underlige Tegn, som den Guds Mand havde givet ved Herrens Ord.
19 Og de have overgivet deres Guder til Ilden, fordi de vare ikke Guder, men Menneskens Hænders Gjerning, Træ og Steen, og de fordærvede dem.
24 Thi Herren din Gud, han er en fortærende Ild, en nidkjær Gud.
30 Da sagde Elias til alt Folket: Kommer frem til mig, og alt Folket kom frem til ham; og han helede Herrens Alter, som var nedbrudt.