2 Krønikebok 7:3
Der alle Israels Børn saae Ilden nedfalde og Herrens Herlighed over Huset, da bøiede de sig ned med Ansigterne til Jorden mod Gulvet, og tilbade og takkede Herren, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig.
Der alle Israels Børn saae Ilden nedfalde og Herrens Herlighed over Huset, da bøiede de sig ned med Ansigterne til Jorden mod Gulvet, og tilbade og takkede Herren, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
11 Og de sang (mod hverandre), idet de lovede og takkede Herren, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig over Israel; og alt Folket raabte med et stort Frydeskrig, idet de lovede Herren, fordi Grundvolden til Herrens Huus var lagt.
1 Og der Salomo havde fuldendt at bede, da faldt Ild ned af Himmelen og fortærede Brændofferne og Slagtofferne, og Herrens Herlighed fyldte Huset.
2 Og Præsterne kunde ikke gaae ind i Herrens Huus; thi Herrens Herlighed fyldte Herrens Huus.
13 ja det skede, at de, som sang og basunede, vare som Een med at lade sig høre med een Røst til at love og takke, Herren, og da de opløftede Røsten med Basuner og med Cymbler og med (andre) Sanginstrumenter, og da de lovede Herren, at han er god, at hans Miskundhed er evindelig, da blev Huset fyldt med en Sky, (som var) i Herrens Huus.
14 Og Præsterne kunde ikke staae at tjene for den Sky; thi Herrens Herlighed fyldte Guds Huus.
23 Og Mose og Aron gik til Forsamlingens Paulun, og de gik ud og velsignede Folket, og Herrens Herlighed saaes af alt Folket.
24 Og Ild udkom fra Herrens Ansigt og fortærede paa Alteret Brændofferet og det Fede; og alt Folket saae det, og de frydede sig, og de faldt ned paa deres Ansigter.
4 Og Kongen og alt Folket, de offrede Slagtoffer for Herrens Ansigt.
38 Da faldt Herrens Ild ned og fortærede Brændofferet og Veden og Stenene og Støvet, og slikkede Vandet op, som var i Graven.
39 Og alt Folket saae det, og de faldt ned paa deres Ansigter og sagde: Herren, han er Gud, Herren, han er Gud.
1 Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed er evindelig.
3 Og Kongen vendte sit Ansigt og velsignede al Israels Menighed, og al Israels Menighed stod.
17 Og Synet af Herrens Herlighed var som en fortærende Ild, øverst paa Bjerget, for Israels Børns Øine.
1 Halleluja! Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed (varer) evindelig.
34 Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed (varer) evindelig;
29 Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed er evindelig.
31 Og Folket troede; og der de hørte, at Herren besøgte Israels Børn, og at han havde seet deres Elendighed, da bøiede de sig og tilbade.
10 Og det skede, der Præsterne udgik af Helligdommen, da fyldte en Sky Herrens Huus,
11 saa at Præsterne ikke kunde staae at tjene for Skyen; thi Herrens Herlighed fyldte Herrens Huus.
6 Men Præsterne stode i deres Varetægter, og Leviterne med Herrens Sanginstrumenter, som Kong David havde ladet gjøre til at takke Herren med, at hans Miskundhed er evindelig, der David lovede (Gud) formedelst dem; og Præsterne blæste (i Basunerne) tvært over for dem, og ganske Israel stod.
7 Jeg vil ihukomme Herrens Miskundheder, Herrens Priis, efter alt det, som Herren haver gjort imod os, og den megen Godhed imod Israels Huus, som han gjorde imod dem efter sin megen Barmhjertighed og efter sine Miskundheders Mangfoldighed.
29 Og der de havde fuldendt at offre, knælede de, Kongen og alle de, som fandtes hos ham, og nedbøiede sig.
30 Siden sagde Kong Ezechias og de Øverste til Leviterne, at man skulde love Herren med Davids og Asaphs, den Seers, Ord; og de lovede (Gud), indtil (de bleve meget) glade, og neiede og nedbøiede sig.
1 Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed er evindelig.
18 Da bøiede Josaphat sig med Ansigtet ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for Herrens Ansigt at nedbøie sig for Herren.
6 Himlene kundgjøre hans Retfærdighed, og alle Folk see hans Ære.
1 Takker Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed er evindelig.
2 Israel sige nu: Hans Miskundhed er evindelig.
3 De, (som ere) Arons Huus, sige nu: Hans Miskundhed er evindelig.
3 Og den (ene) raabte til den (anden) og sagde: Hellig, hellig, hellig er den Herre Zebaoth; al Jorden er fuld af hans Ære.
6 Og Esra lovede Herren, den store Gud, og alt Folket svarede: Amen! Amen! med deres Hænder oprakte, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren med Ansigtet til Jorden.
3 Lover Herren, thi Herren er god; synger hans Navn Psalmer, thi det er lifligt.
14 Og Kongen vendte sit Ansigt omkring og velsignede al Israels Forsamling, og al Israels Forsamling stod.
2 Thi hans Miskundhed er mægtig over os, og Herrens Sandhed er evindelig. Halleluja!
36 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed til Evighed! og alt Folket sagde Amen og lovede Herren.
6 Og Mose og Aron kom fra Menighedens Ansigt til Forsamlingens Pauluns Dør, og faldt ned paa deres Ansigter; og Herrens Herlighed blev seet for dem.
10 Da sagde den ganske Menighed, at man skulde stene dem med Stene; da blev Herrens Herlighed seet i Forsamlingens Paulun for alle Israels Børn
11 og udførte Israel midt ud fra dem, thi hans Miskundhed er evindelig,
14 Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen eller paa Jorden, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt i deres ganske Hjerte,
10 Og alt Folket saae Skystøtten staae i Paulunets Dør, og alt Folket stod op, og de bøiede sig, hver i sit Pauluns Dør.
27 Ære og Hæder er for hans Ansigt, Styrke og Glæde er i hans Sted.
2 Lovet være Herrens Navn fra nu og indtil evig (Tid)!
3 Fra Solens Opgang indtil dens Nedgang være Herrens Navn lovet!
27 Da stode Præsterne og Leviterne op og velsignede Folket, og deres Røst blev hørt; thi deres Bøn kom for hans hellige Bolig i Himmelen.
8 Og Mose skyndte sig, og bukkede sig til Jorden og tilbad.
5 Og de Leviter, Jesua og Kadmiel, Bani, Hasabneja, Serebja, Hodija, Sebanja, Pethahja, sagde: Staaer op, lover Herren eders Gud fra evig (Tid) indtil evig (Tid), og man skal love din Herligheds Navn, som er ophøiet over al Velsignelse og Lov.
27 Lovet være Herren, vore Fædres Gud, som haver givet Saadant i Kongens Hjerte til at pryde Herrens Huus, som er i Jerusalem,
20 Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen.
3 Hans Gjerninger ere Majestæt og Herlighed, og hans Retfærdighed bestaaer altid.
10 Og de saae Israels Gud; og det var under hans Fødder som et Arbeide af Saphirsteen og som Himmelen selv, naar den er klar.