Salmenes bok 78:37
Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
36Og de vilde bedrage ham med deres Mund, og løi for ham med deres Tunge.
10De holdt ikke Guds Pagt, og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
11Og de glemte hans Gjerninger og hans underlige Ting, som han havde ladet dem see.
8og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og gjenstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke var trofast med Gud.
9ikke efter den Pagt, som jeg gjorde med deres Fædre paa den Dag, der jeg tog dem ved Haanden, for at udføre dem af Ægypti Land; thi de bleve ikke i min Pagt, derfor agtede jeg ikke paa dem, siger Herren.
38Dog han, (som er) barmhjertig, forsonede Misgjerning og fordærvede ikke, men vendte sin Vrede mangfoldige Gange af fra dem, og vilde ikke opvække al sin Hastighed.
56Men de fristede og forbittrede den høieste Gud, og holdt ikke hans Vidnesbyrd.
57Og de vendte tilbage og vare troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.
58Og de opirrede ham med deres Høie, og gjorde ham nidkjær med deres udskaarne Billeder.
32Med alt dette syndede de endnu, og troede ikke paa hans underlige Gjerninger.
7Men de, de overtraadte Pagten, som Adam; der bleve de troløse imod mig.
30De havde ikke endnu styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund,
8Men de adløde ikke, og bøiede ikke heller deres Øre, men gik, hver i deres onde Hjertes Stivhed; og jeg lod komme over dem alle denne Pagtes Ord, som jeg havde befalet at gjøre, og de gjorde (dog) ikke.
14Men de havde ikke været lydige; men de havde forhærdet deres Nakke, som deres Fædres Nakke, hvilke ikke troede paa Herren deres Gud.
15Tilmed havde de forkastet hans Skikke og hans Pagt, som han havde gjort med deres Fædre, og hans Vidnesbyrd, som han havde vidnet for dem, og havde vandret efter Forfængelighed og vare blevne forfængelige, og efter Hedningerne, der vare trindt omkring dem, om hvilke Herren havde budet dem ikke at gjøre som de.
22fordi de ikke troede paa Gud, og forlode sig ikke paa hans Frelse,
27fordi de vege bort bag fra ham, og de forstode ikke (nogen) af alle hans Veie,
10De have vendt om til deres de første Fædres Misgjerninger, som vægrede sig for at adlyde mine Ord, og de gik efter andre Guder for at tjene dem; Israels Huus og Judæ Huus have gjort min Pagt til Intet, som jeg gjorde med deres Fædre.
35Thi de tjente dig ikke i deres Rige og i dit det meget Gode, som du gav dem, og i det vide og fede Land, som du gav for deres Ansigt, og de omvendte sig ikke fra deres onde Gjerninger.
12fordi de havde ikke hørt Herrens deres Guds Røst, men havde overtraadt hans Pagt, nemlig alt det, som Mose, Herrens Tjener, havde budet; og de havde ikke hørt, ei heller gjort det.
16Men de og vore Fædre handlede hovmodeligen, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.
17Ja de vægrede sig for at høre dem og kom ikke dine underlige Ting ihu, som du gjorde med dem, men forhærdede deres Nakke og satte en Høvedsmand for at vende tilbage til deres Trældomstjeneste i deres Gjenstridighed; men du er Forladelsers Gud, naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed, og forlod dem ikke;
20Og Herrens Vrede optændtes over Israel, og han sagde: Efterdi dette Folk har overtraadt min Pagt, som jeg har budet deres Fædre, og de løde ikke min Røst,
10Derfor harmedes jeg paa hiin Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet, og selv kjende de ikke mine Veie.
11Saa svoer jeg i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke indgaae til min Hvile.
32ikke efter den Pagt, som jeg gjorde med deres Fædre, der jeg tog dem ved Haanden for at udføre dem af Ægypti Land, thi de ryggede min Pagt, endskjøndt jeg, jeg var deres Ægtemand, siger Herren;
40Hvor tidt forbittrede de ham i Ørken, de bedrøvede ham i de øde Stæder.
40Dog de hørte ikke, men de gjorde efter deres første Viis.
5Det haver fordærvet sig for ham, (de vare) ikke hans Børn, (hvilket var) deres Lyde; det er en forvendt og forvirret Slægt.
13Dog glemte de hans Gjerninger snart, de biede ikke efter hans Raad.
42De kom ikke hans Haand ihu paa den Dag, da han forløste dem af Nød,
9Herre! led mig i din Retfærdighed for mine Fjenders Skyld, skik din Vei for mit Ansigt.
24De foragtede og det ønskelige Land, de troede ikke paa hans Ord.
25Men de murrede i deres Pauluner, de hørte ikke paa Herrens Røst.
17for den Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den Hevngjerriges Skyld.
24Men de hørte ikke, bøiede ei heller deres Øre, men vandrede (i deres egne) Raad, i deres onde Hjertes Stivhed, og de holdt sig bag (mig) og ikke for (mit) Ansigt.
17Jeg var vred for hans Gjerrigheds Ondskab og slog ham, idet jeg skjulte mig, og jeg var vred; og han gik forvendt paa sit Hjertes Vei.
20Gud skal høre og ydmyge dem, han, der bliver evindelig, Sela— fordi aldeles ingen Forandring er hos dem, og de frygte ikke Gud.
17Men de vare heller ikke deres Dommere lydige, thi de bedreve Hor efter andre Guder og tilbade for dem; de vege snart af fra den Vei, som deres Fædre havde vandret paa, at lyde Herrens Bud; de gjorde ikke saaledes.
25Da skal man sige: Fordi at de have forladt Herrens, deres Fædres Guds, Pagt, som han gjorde med dem, der han udførte dem af Ægypti Land,
33da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riis, og deres Misgjerning med Plager;
17Men paa hvilke harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis Legemer faldt i Ørkenen?
18Og om hvilke svoer han, at de ikke skulde indgaae til hans Hvile, uden om dem, som vare blevne vantroe?
16fordi de forkastede mine Rette, og vandrede ikke efter mine Skikke, og vanhelligede mine Sabbater; thi deres Hjerte vandrede efter deres (stygge) Afguder.
2Og de sige ikke i deres Hjerte, at jeg haver ihukommet al deres Ondskab; nu have deres Idrætter omringet dem, de ere for mit Ansigt.
14at Riget skulde blive fornedret, at det ikke skulde hæve sig, paa det de skulde holde hans Pagt, at det (saa maatte) bestaae.
10Og end i alt dette omvendte hendes troløse Søster Juda sig ikke til mig i sit ganske Hjerte, men med Falskhed, siger Herren.
45Og han kom sin Pagt ihu, dem (til Bedste), og det angrede ham efter hans store Miskundhed.
26Men de bleve gjenstridige og vare opsætsige imod dig, og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Propheter, som vidnede for dem for at omvende dem til dig, og de gjorde store Bespottelser.
32De fortørnede ham ogsaa ved Trættevandet, og det gik Mose ilde for deres Skyld.