Salmenes bok 132:2
som svoer Herren, som lovede Jakobs Mægtige, (sigende:)
som svoer Herren, som lovede Jakobs Mægtige, (sigende:)
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 En Sang paa Trapperne. Herre! kom David ihu og alle hans Elendigheder,
3 Jeg vil ikke gaae ind i mit Huses Paulun, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leie,
4 jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,
5 indtil jeg finder et Sted for Herren, Boliger for Jakobs Mægtige.
35 Jeg vil ikke vanhellige min Pagt, og ikke forandre det, som gik ud af mine Læber.
29 Da svoer Kongen og sagde: (Saa vist som) Herren lever, som har forløst min Sjæl af al Angest,
30 ligesom jeg har svoret dig ved Herren, Israels Gud, og sagt, at Salomo, din Søn, skal være Konge efter mig, og han skal sidde paa min Throne i mit Sted, saaledes vil jeg gjøre i denne Dag.
11 Herren svoer David Sandhed, hvorfra han ikke skal vende sig, (sigende:) Af dit Livs Frugt vil jeg sætte paa din Throne.
1 Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
8 Thi din Tjener lovede et Løfte, der jeg boede i Gesur i Syrien, og sagde: Dersom Herren fører mig tilbage til Jerusalem, da vil jeg tjene Herren.
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
3 Thi jeg sagde: Miskundhed skal bygges evindelig, du skal stadfæste din Sandhed i Himmelen selv,
4 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
22 Saa sværg mig nu ved Herren, at du ikke vil udrydde min Sæd efter mig, og at du ikke vil ødelægge mit Navn af min Faders Huus.
12 Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gjøre mig?
7 Herren haver svoret ved Jakobs Ypperlighed: Jeg vil ikke glemme alle deres Gjerninger evindelig.
16 hvilken han gjorde med Abraham, og hans Ed til Isak.
17 Og han stadfæstede den for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
8 Han kommer evindelig sin Pagt ihu, — det Ord, som han haver befalet til tusinde Slægter —
9 som han gjorde med Abraham, og sin Ed til Isak.
10 Og han stillede den for Jakob til en Skik, for Israel til evig Pagt,
20 Og Jakob gjorde et Løfte og sagde: Dersom Gud vil være med mig og beskjærme mig paa denne Vei, som jeg reiser, og give mig Brød at æde og Klæder at iføre mig,
18 Jeg vil betale Herren mine Løfter, ja for alt hans Folks Aasyn,
2 Og Mose talede til Høvedsmændene for Israels Børns Stammer, og sagde: Dette er det Ord, som Herren haver befalet.
8 De skulle gaae fra Kraft til Kraft, (hver af dem) skal sees hos Gud i Zion.
14 Jeg vil betale Herren mine Løfter, ja for alt hans Folks Aasyn.
26 Og nu, Israels Gud! Kjære, lad dit Ord være sandt, som du talede til din Tjener David, min Fader.
15 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:
1 Og David sagde: Her skal den Herre Guds Huus være, og her skal Israels Brændoffers Alter være.
16 Da kom Kong David og blev for Herrens Ansigt og sagde: Hvo er jeg, Herre Gud, og hvad er mit Huus, at du haver ført mig hidindtil?
16 Og han sagde: Jeg haver svoret ved mig, siger Herren, at fordi du gjorde dette Stykke og ikke sparede din Søn, din eneste,
13 at han maa opreise dig idag, sig til et Folk, og han maa være dig til en Gud, saasom han haver tilsagt dig, og saasom han haver svoret dine Fædre, Abraham, Isak og Jakob.
9 Thi der er et Bæger i Herrens Haand, og Vinen er rørt, det er fuldt af blandet (Viin), og han skjænker deraf; men Bærmen deraf, som man skal udkryste, skulle alle Ugudelige paa Jorden drikke.
20 Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen.
23 Og Kong Salomo svoer ved Herren og sagde: Gud gjøre mig saa og lægge saa dertil! Adonja skal have talet det Ord imod sit Liv.
106 Jeg haver svoret og vil holde det, at jeg vil bevare din Retfærdigheds Domme.
25 Thi han haver ikke foragtet og ei havt en Vederstyggelighed til den Elendiges Elendighed, og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.
31 Men han sagde: Sværg mig, og han svoer ham; og Israel bøiede sig over Knappen i Sengen.
15 Da sagde David til ham: Vil du føre mig ned til denne Trop? og han sagde: Sværg mig ved Gud, at du vil ikke slaae mig ihjel eller overantvorde mig i min Herres Haand, saa vil jeg føre dig ned til denne Trop.
8 Og see, du har hos dig Simei, Geras Søn, den Benjaminit, af Bahurim, som bandede mig med en gruelig Forbandelse paa den Dag, jeg gik til Mahanaim; men han, han kom ned mod mig til Jordanen, og jeg svoer ham ved Herren og sagde: Jeg vil ikke slaae dig ihjel med Sværdet.
17 Og nu, Herre, Israels Gud! lad dit Ord være sandt, som du talede til din Tjener, til David.
15 du, som haver holdt din Tjener David, min Fader, det, du talede til ham; thi du haver talet med din Mund og fuldkommet med din Haand, som (det sees) paa denne Dag.
24 du, som haver holdt din Tjener David, min Fader, det, som du haver tilsagt ham; du haver talet det med din Mund og opfyldt det med din Haand, som (det sees) paa denne Dag.
1 Til Sangmesteren paa Githith; Asaphs (Psalme).
16 Og Jakob vaagnede af sin Søvn og sagde: Sandeligen, Herren er paa dette Sted, og jeg vidste det ikke.
51 som beviser sin Konge store Saligheder og gjør Miskundhed imod sin Salvede, mod David og mod hans Sæd evindeligen.
18 Da kom Kong David og blev for Herrens Ansigt, og han sagde: Hvo er jeg, Herre, Herre, og hvad er mit Huus, at du haver ført mig hidindtil?
17 Og hun sagde til ham: Min Herre! du, du har svoret din Tjenesteqvinde ved Herren din Gud, (sigende:) Din Søn Salomo skal blive Konge efter mig, og han skal sidde paa min Throne.