2 Krønikebok 6:4
Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Og Kongen vendte sit Ansigt omkring og velsignede al Israels Forsamling, og al Israels Forsamling stod.
15Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:
16Fra den Dag, da jeg udførte mit Folk Israel af Ægypten, har jeg ikke udvalgt en Stad af alle Israels Stammer, at man skulde bygge et Huus, at mit Navn skulde der være; men jeg udvalgte David, at han skulde være over mit Folk Israel.
17Og det var i min Faders Davids Hjerte at bygge Herrens, Israels Guds, Navn et Huus.
3Og Kongen vendte sit Ansigt og velsignede al Israels Menighed, og al Israels Menighed stod.
10Og David lovede Herren for den ganske Forsamlings Øine, og David sagde: Lovet være du, Herre, Israels, vor Faders, Gud, fra Evighed og til Evighed!
14Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen eller paa Jorden, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt i deres ganske Hjerte,
15du, som haver holdt din Tjener David, min Fader, det, du talede til ham; thi du haver talet med din Mund og fuldkommet med din Haand, som (det sees) paa denne Dag.
16Og nu, Herre, Israels Gud! hold din Tjener David, min Fader, det, som du haver tilsagt ham og sagt: Dig skal ikke fattes en Mand for mit Ansigt, som skal sidde paa Israels Throne; dog saa, at dine Børn bevare deres Vei, at vandre i min Lov, saasom du haver vandret for mit Ansigt.
17Og nu, Herre, Israels Gud! lad dit Ord være sandt, som du talede til din Tjener, til David.
10Og Herren haver stadfæstet sit Ord, som han talede; thi jeg er opstanden i Davids, min Faders, Sted og sidder paa Israels Throne, saasom Herren talede, og haver bygget Herrens, Israels Guds, Navn det Huus.
26Og nu, Israels Gud! Kjære, lad dit Ord være sandt, som du talede til din Tjener David, min Fader.
24du, som haver holdt din Tjener David, min Fader, det, som du haver tilsagt ham; du haver talet det med din Mund og opfyldt det med din Haand, som (det sees) paa denne Dag.
55Og han stod og velsignede al Israels Forsamling med høi Røst og sagde:
56Lovet være Herren, som haver givet sit Folk Israel Rolighed efter alt det, som han haver talet; der faldt ikke eet Ord af alt hans det gode Ord, som han talede formedelst Mose, sin Tjener.
47Og Kongens Tjenere kom ogsaa for at velsigne vor Herre, Kong David, og sagde: Din Gud gjøre Salomos Navn bedre end dit Navn, og gjøre hans Throne større end din Throne! og Kongen nedbøiede sig paa Sengen.
48Ja Kongen sagde ogsaa saaledes: Lovet være Herren, Israels Gud, som haver givet idag den, som sidder paa min Throne, saa mine Øine see (det)!
20Og Herren har stadfæstet sit Ord, som han talede; thi jeg er opstanden i Davids, min Faders, Sted, og sidder paa Israels Throne, saasom Herren talede, og haver bygget Herrens, Israels Guds, Navn det Huus.
20Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen.
10Han, han skal bygge mit Navn et Huus, og han, han skal være mig en Søn, og jeg vil være ham en Fader, og jeg vil stadfæste hans Riges Throne over Israel til evig Tid.
11Nu, min Søn, Herren skal være med dig, og du skal blive lyksalig og bygge Herren din Gud et Huus, saasom han talede om dig.
25Og nu, Herre Gud! det Ord, som du talede over din Tjener og over hans Huus, det stadfæst evindeligen, og gjør, ligesom du har talet.
26Saa bliver dit Navn stort til evig (Tid), at man skal sige: Herren Zebaoth er Gud over Israel, og Davids, din Tjeners, Huus skal blive fast for dit Ansigt.
27Thi du, Herre Zebaoth, Israels Gud! du haver aabenbaret for din Tjeners Øre og sagt: Jeg vil bygge dig et Huus; derfor har din Tjener fundet sit Hjerte til at bede denne Bøn til dig.
27Lovet være Herren, vore Fædres Gud, som haver givet Saadant i Kongens Hjerte til at pryde Herrens Huus, som er i Jerusalem,
36Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed til Evighed! og alt Folket sagde Amen og lovede Herren.
4paa det Herren skal stadfæste sit Ord, som han talede over mig og sagde: Dersom dine Børn bevare deres Veie, at vandre for mit Ansigt i Sandhed af deres ganske Hjerte og af deres ganske Sjæl, da skal, sagde han, dig ikke fattes en Mand paa Israels Stol.
9Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa Israels Throne; fordi Herren elsker Israel evindeligen, derfor satte han dig til Konge til at gjøre Ret og Retfærdighed.
5Og see, jeg tænker at bygge Herrens min Guds Navn et Huus, saasom Herren talede til min Fader David og sagde: Din Søn, som jeg vil sætte i dit Sted paa, din Throne, han, han skal bygge mit Navn Huset.
7Og det var i min Faders Davids Hjerte at bygge Herrens, Israels Guds, Navn et Huus.
8Men Herren sagde til David, min Fader: Fordi det haver været i dit Hjerte at bygge mit Navn et Huus, da gjorde du vel (deri), at det var i dit Hjerte.
4Nu haver Herren, Israels Gud, udvalgt mig af min Faders ganske Huus at være Konge over Israel evindeligen, thi han udvalgte Juda til en Fyrste, og i Judæ Huus min Faders Huus, og iblandt min Faders Sønner havde han Behagelighed, til mig, at gjøre (mig) til Konge over al Israel.
23Og nu, Herre! det Ord, som du talede over din Tjener og over hans Huus, blive bestandigt evindeligen, og gjør, saasom du haver talet.
24Ja, det blive bestandigt, og dit Navn blive stort til evig (Tid), at man skal sige: Herren Zebaoth, Israels Gud, er Gud over Israel, og Davids, din Tjeners, Huus skal blive fast for dit Ansigt.
25Thi du, min Gud! du haver aabenbaret for din Tjeners Øre, at du vil bygge ham et Huus; derfor haver din Tjener fundet (sit Hjerte) til at bede for dit Ansigt.
26Og nu, Herre! du er Gud, og du haver talet dette Gode til din Tjener.
12Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel, og at han havde ophøiet hans Rige for hans Folks Israels Skyld.
6Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
8Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa sin Throne til Konge for Herren din Gud! fordi din Gud elsker Israel, at befæste ham evindelig, derfor satte han dig til Konge over dem til at gjøre Ret og Retfærdighed.
6Da kaldte han ad Salomo, sin Søn, og bød ham at bygge Herrens, Israels Guds, Huus.
9Lad nu, Herre Gud! dit Ord til min Fader David blive sandt; thi du, du haver gjort mig til Konge over et Folk, (som er saa) talrigt som Støv paa Jorden.
48Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed! og alt Folket sige: Amen. Halleluja!
16Da kom Kong David og blev for Herrens Ansigt og sagde: Hvo er jeg, Herre Gud, og hvad er mit Huus, at du haver ført mig hidindtil?
32Da sagde David til Abigail: Lovet være Herren, Israels Gud, som sendte dig paa denne Dag imod mig!
29Saa begynd nu og velsign din Tjeners Huus, at det maa blive evindeligen for dit Ansigt; thi du, Herre, Herre! du har talet det, og med din Velsignelse skal din Tjeners Huus velsignes i Evighed.
1Og David sagde: Her skal den Herre Guds Huus være, og her skal Israels Brændoffers Alter være.
12Fremdeles sagde Huram: Lovet være Herren Israels Gud, som haver gjort Himmelen og Jorden, at han gav Kong David en viis Søn, som kjender Forstand og Klogskab, som skal bygge Herren et Huus og sit Rige et Huus!
2Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel; thi hans Rige blev overmaade ophøiet for hans Folks Israels Skyld.
7Og det skede, der Hiram hørte Salomos Ord, da blev han saare glad, og han sagde: Lovet være Herren idag, som har givet David en viis Søn over dette meget Folk!
36Da svarede Benaja, Jojadas Søn, Kongen og sagde: Amen! saa sige Herren, min Herre Kongens Gud!