1 Kongebok 8:55
Og han stod og velsignede al Israels Forsamling med høi Røst og sagde:
Og han stod og velsignede al Israels Forsamling med høi Røst og sagde:
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14Og Kongen vendte sit Ansigt omkring og velsignede al Israels Forsamling, og al Israels Forsamling stod.
15Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:
3Og Kongen vendte sit Ansigt og velsignede al Israels Menighed, og al Israels Menighed stod.
4Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
54Og det skede, der Salomo havde fuldendt at bede til Herren al denne Bøn og ydmyge Begjæring, da stod han op fra (at ligge) for Herrens Alter, fra at knæle paa sine Knæ, og hans Hænder vare udbredte imod Himmelen.
22Og Salomo stod foran Herrens Alter for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder mod Himmelen.
23Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen oventil eller paa Jorden nedentil, du, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt i deres ganske Hjerte,
12Og han stod foran Herrens Alter for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder.
13Men Salomo havde gjort en Kobberkjedel og sat den midt i Gaarden; fem Alen var dens Længde, og fem Alen var dens Bredde, og tre Alen var dens Høide; og han stod ved den og knælede paa sine Knæ for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder mod Himmelen.
14Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen eller paa Jorden, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt i deres ganske Hjerte,
56Lovet være Herren, som haver givet sit Folk Israel Rolighed efter alt det, som han haver talet; der faldt ikke eet Ord af alt hans det gode Ord, som han talede formedelst Mose, sin Tjener.
36Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed til Evighed! og alt Folket sagde Amen og lovede Herren.
27Da stode Præsterne og Leviterne op og velsignede Folket, og deres Røst blev hørt; thi deres Bøn kom for hans hellige Bolig i Himmelen.
14Og Leviterne skulle svare og sige til hver Mand af Israel med høi Røst:
20Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen.
10Og David lovede Herren for den ganske Forsamlings Øine, og David sagde: Lovet være du, Herre, Israels, vor Faders, Gud, fra Evighed og til Evighed!
19Og Leviterne af de Kahathiters Børn og af de Korhiters Børn stode op at love Herren, Israels Gud, med stor Røst, høiligen.
48Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed! og alt Folket sige: Amen. Halleluja!
5Og de Leviter, Jesua og Kadmiel, Bani, Hasabneja, Serebja, Hodija, Sebanja, Pethahja, sagde: Staaer op, lover Herren eders Gud fra evig (Tid) indtil evig (Tid), og man skal love din Herligheds Navn, som er ophøiet over al Velsignelse og Lov.
47Og Kongens Tjenere kom ogsaa for at velsigne vor Herre, Kong David, og sagde: Din Gud gjøre Salomos Navn bedre end dit Navn, og gjøre hans Throne større end din Throne! og Kongen nedbøiede sig paa Sengen.
48Ja Kongen sagde ogsaa saaledes: Lovet være Herren, Israels Gud, som haver givet idag den, som sidder paa min Throne, saa mine Øine see (det)!
2Og der David havde fuldendt at offre Brændofferet og Takofferet, da velsignede han Folket i Herrens Navn.
6Og Esra lovede Herren, den store Gud, og alt Folket svarede: Amen! Amen! med deres Hænder oprakte, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren med Ansigtet til Jorden.
62Og Kongen og al Israel med ham, de offrede Offer for Herrens Ansigt.
2Opløfter eders Hænder til Helligdommen, og lover Herren!
3Herren velsigne dig af Zion, han, som gjorde Himmel og Jord!
65Og Salomo holdt paa den samme Tid Høitiden, og al Israel med ham, en stor Forsamling, fra der, hvor man kommer fra Hemath, indtil Ægypti Bæk, for Herrens vor Guds Ansigt i syv Dage, og (atter) i syv Dage, (det var) fjorten Dage.
66Paa den ottende Dag lod han Folket fare, og de velsignede Kongen, og de gik glade til deres Pauluner og vel (tilmode) i Hjertet over alt det Gode, som Herren havde gjort David, sin Tjener, og Israel, sit Folk.
25Og Herren gjorde Salomo overmaade stor for al Israels Øine og gav ham kongelig Ære, som ingen Konge over Israel havde havt før ham.
18Der David havde fuldendt at offre Brændofferet og Takofferne, da velsignede han Folket i Herrens Zebaoths Navn.
8I Folk! lover vor Gud, og lader hans Lovs Røst høres,
1Og Salomo, Davids Søn, bekræftede sig i sit Rige, og Herren, hans Gud, var med ham og gjorde ham overmaade stor.
2Og Salomo gav Befaling til al Israel, til Fyrsterne over Tusinde og Hundrede og til Dommerne og til alle Fyrsterne for al Israel, de øverste Fædre.
19Og lovet være hans Æres Navn evindelig, og al Jorden skal fyldes med hans Ære. Amen, ja, Amen.
9Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa Israels Throne; fordi Herren elsker Israel evindeligen, derfor satte han dig til Konge til at gjøre Ret og Retfærdighed.
21Lovet være Herren af Zion, han, som boer i Jerusalem! Halleluja!
26Sangerne gik foran, de som legede (paa Strængeleg, gik) bag; midt imellem (gik) Pigerne, som sloge paa Tromme.
23Saa sad Salomo paa Herrens Throne til at være Konge i sin Faders Davids Sted, og blev lykkelig, og al Israel var ham lydig.
8Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa sin Throne til Konge for Herren din Gud! fordi din Gud elsker Israel, at befæste ham evindelig, derfor satte han dig til Konge over dem til at gjøre Ret og Retfærdighed.
19Israels Huus, lover Herren! Arons Huus, lover Herren!
6Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
1Og der Salomo havde fuldendt at bede, da faldt Ild ned af Himmelen og fortærede Brændofferne og Slagtofferne, og Herrens Herlighed fyldte Huset.
23Tal til Aron og til hans Sønner, og siig: Saaledes skulle I velsigne Israels Børn og sige til dem:
17Og David bød alle Israels Fyrster at hjælpe Salomo, hans Søn, (sigende:)
7Og det skede, der Hiram hørte Salomos Ord, da blev han saare glad, og han sagde: Lovet være Herren idag, som har givet David en viis Søn over dette meget Folk!
1Og denne er den Velsignelse, med hvilken Mose, den Guds Mand, velsignede Israels Børn, førend han døde.
40Og alt Folket drog op efter ham, og Folket pibede med Piber og glædede sig med en stor Glæde, saa at Jorden revnede af deres Skrig.
33Og al Israel og hans Ældste og Fogeder og Dommere stode paa begge Sider ved Arken, tvært over for Præsterne, Leviterne, som bare Herrens Pagtes Ark, saavel den Fremmede, som den Indfødte, Halvdelen deraf henimod Grissims Bjerg, og Halvdelen deraf henimod Ebals Bjerg, saasom Mose, Herrens Tjener, forhen havde budet at velsigne Israels Folk.
15See ned af din Helligheds Bolig, af Himmelen, og velsign dit Folk Israel og det Land, som du haver givet os, ligesom du haver svoret vore Fædre, et Land, som flyder med Melk og Honning.
6Da kaldte han ad Salomo, sin Søn, og bød ham at bygge Herrens, Israels Guds, Huus.