2 Krønikebok 6:12
Og han stod foran Herrens Alter for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder.
Og han stod foran Herrens Alter for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
21 Og jeg har beskikket der et Sted til Arken, der hvor Herrens Pagt er udi, som han gjorde med vore Fædre, der han førte dem ud af Ægypti Land.
22 Og Salomo stod foran Herrens Alter for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder mod Himmelen.
23 Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen oventil eller paa Jorden nedentil, du, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt i deres ganske Hjerte,
13 Men Salomo havde gjort en Kobberkjedel og sat den midt i Gaarden; fem Alen var dens Længde, og fem Alen var dens Bredde, og tre Alen var dens Høide; og han stod ved den og knælede paa sine Knæ for al Israels Forsamling, og udbredte sine Hænder mod Himmelen.
14 Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen eller paa Jorden, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt i deres ganske Hjerte,
54 Og det skede, der Salomo havde fuldendt at bede til Herren al denne Bøn og ydmyge Begjæring, da stod han op fra (at ligge) for Herrens Alter, fra at knæle paa sine Knæ, og hans Hænder vare udbredte imod Himmelen.
55 Og han stod og velsignede al Israels Forsamling med høi Røst og sagde:
3 Og Kongen vendte sit Ansigt og velsignede al Israels Menighed, og al Israels Menighed stod.
4 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
14 Og Kongen vendte sit Ansigt omkring og velsignede al Israels Forsamling, og al Israels Forsamling stod.
15 Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:
2 Opløfter eders Hænder til Helligdommen, og lover Herren!
6 Og Salomo offrede paa Kobberalteret for Herrens Ansigt, som var for Forsamlingens Paulun, ja han offrede paa det tusinde Brændoffere.
12 Da offrede Salomo Herren Brændoffere paa Herrens Alter, som han havde bygget for Forhuset,
29 al Bøn, al ydmyg Begjæring, som skeer af hvert Menneske eller af alt dit Folk Israel, som kjender hver sin Plage og sin Smerte og udbreder sine Hænder til dette Huus,
18 Thi mon Gud skulde sandeligen boe hos Menneskene paa Jorden? see, Himlene og Himlenes Himle kunne ikke omfatte dig, hvor langt mindre dette Huus, som jeg haver bygget!
19 Men vend dit Ansigt til din Tjeners Bøn og til hans ydmyge Begjæring, Herre, min Gud! at høre paa det Raab og paa den Bøn, som din Tjener beder for dit Ansigt,
20 at dine Øine maae være aabnede over dette Huus Dag og Nat, over det Sted, hvorom du haver sagt, at du vilde sætte dit Navn der, at høre den Bøn, som din Tjener beder paa dette Sted,
38 al Bøn, al ydmyg Begjæring, som skeer af hvert Menneske eller af alt dit Folk Israel, som kjender hver sit Hjertes Plage og udbreder sine Hænder til dette Huus,
62 Og Kongen og al Israel med ham, de offrede Offer for Herrens Ansigt.
11 Og jeg haver sat Arken der, hvorudi Herrens Pagt er, som han gjorde med Israels Børn.
7 Og Salomo helligede den mellemste (Part) af Forgaarden, som var for Herrens Huus, thi han lavede der Brændofferne og Takoffernes Fedme, fordi det Kobberalter, som Salomo lod gjøre, kunde ikke tage imod Brændofferet og Madofferet og det Fede.
40 Nu, min Gud! Kjære, lad dine Øine være aabnede, og lad dine Øren give Agt paa den Bøn, (som skeer) paa dette Sted.
4 Og Kongen gik til Gibeon for at offre der, thi det var den store Høi; og Salomo offrede tusinde Brændoffere paa det samme Alter.
4 Og Kongen og alt Folket, de offrede Slagtoffer for Herrens Ansigt.
2 Lad min Bøn bestaae (som) et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse (som) et Aftens Madoffer.
20 Siden sagde David til den ganske Forsamling: Kjære, lover Herren eders Gud! og al Forsamlingen lovede Herren, deres Fædres Gud, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren og for Kongen.
32 Ja ogsaa anlangende den Fremmede, som ikke er af dit Folk Israel, men kommer fra et langt fraliggende Land for dit det store Navns og din stærke Haands og din udrakte Arms Skyld, og de komme og bede (vendte) mod dette Huus,
2 Hør mine (ydmyge) Begjæringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Hænder til dit hellige Chor.
1 Og der Salomo havde fuldendt at bede, da faldt Ild ned af Himmelen og fortærede Brændofferne og Slagtofferne, og Herrens Herlighed fyldte Huset.
26 Og David byggede Herren der et Alter, og offrede Brændoffere og Takoffere; og der han kaldte paa Herren, da bønhørte han ham ved Ilden af Himmelen paa Brændofferets Alter.
15 Og Ezechias bad til Herren og sagde:
12 Og der Kongen kom fra Damascus, da saae Kongen Alteret, og Kongen nærmede sig til Alteret og offrede paa det.
13 Og han gjorde Røgoffer af sit Brændoffer og sit Madoffer, og udøste sit Drikoffer, og han stænkede Takoffernes Blod, som han havde, paa Alteret.
13 Dersom du, du bereder dit Hjerte og udbreder dine Hænder til ham,
6 Jeg toer mine Hænder i Uskyldighed, og gaaer omkring dit Alter, Herre!
42 — thi de skulle høre om dit store Navn og din den stærke Haand og din udrakte Arm — og (Nogen) kommer og beder (vendt) imod dette Huus,
5 Og Esra oplod Bogen for alt Folkets Øine, thi han var over alt Folket; og der han oplod den, stod alt Folket.
6 Og Esra lovede Herren, den store Gud, og alt Folket svarede: Amen! Amen! med deres Hænder oprakte, og neiede sig og bøiede sig ned for Herren med Ansigtet til Jorden.
5 Og om Aftens Madoffers (Tid) stod jeg op af min Elendighed, efterat jeg havde sønderrevet mit Klædebon og min Kappe, og jeg knælede paa mine Knæ og udbredte mine Hænder til Herren min Gud.
29 Og der de havde fuldendt at offre, knælede de, Kongen og alle de, som fandtes hos ham, og nedbøiede sig.
10 Derfor lod Kong Darius forfatte den Skrift og det Forbud.
11 Og der Daniel fik at vide, at det var skriftlig forfattet, gik han op i sit Huus, — men han havde aabne Vinduer paa sin Sal imod Jerusalem — og han knælede tre Gange hver Dag paa sine Knæ og bad og bekjendte for Gud, aldeles som han gjorde tilforn.
18 Da bøiede Josaphat sig med Ansigtet ned til Jorden, og al Juda og Indbyggerne i Jerusalem faldt ned for Herrens Ansigt at nedbøie sig for Herren.
28 Men vend dit Ansigt til din Tjeners Bøn og til hans ydmyge Begjæring, Herre, min Gud! at høre paa det Raab og paa den Bøn, som din Tjener beder for dit Ansigt idag,
1 Og David sagde: Her skal den Herre Guds Huus være, og her skal Israels Brændoffers Alter være.
34 Naar dit Folk drager ud til Krigen imod sine Fjender, paa Veien, som du sender dem hen, og de bede til dig mod Veien til denne Stad, som du udvalgte, og til det Huus, som jeg haver bygget til dit Navn,
5 Og Kong Salomo og al Israels Menighed, de, som vare forsamlede til ham, vare med ham foran Arken; de offrede smaat Qvæg og stort Qvæg, som ikke kunde tælles og ikke regnes for Mangfoldighed.
47 Og Kongens Tjenere kom ogsaa for at velsigne vor Herre, Kong David, og sagde: Din Gud gjøre Salomos Navn bedre end dit Navn, og gjøre hans Throne større end din Throne! og Kongen nedbøiede sig paa Sengen.
27 Og det altsammen gav han i Arons Hænder og i hans Sønners Hænder, og han bevægede disse Ting med en Bevægelse for Herrens Ansigt.