Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa sin Throne til Konge for Herren din Gud! fordi din Gud elsker Israel, at befæste ham evindelig, derfor satte han dig til Konge over dem til at gjøre Ret og Retfærdighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Salige er dine Mænd, salige ere disse dine Tjenere, som stedse staae for dit Ansigt, som høre din Viisdom.
9Lovet være Herren din Gud, som havde Lyst til dig, at sætte dig paa Israels Throne; fordi Herren elsker Israel evindeligen, derfor satte han dig til Konge til at gjøre Ret og Retfærdighed.
7Salige ere dine Mænd, og salige ere disse dine Tjenere, som stedse staae for dit Ansigt, og som høre din Viisdom.
8Og Salomo sagde til Gud: Du, du haver gjort stor Miskundhed imod David, min Fader, og gjort mig til Konge i hans Sted.
9Lad nu, Herre Gud! dit Ord til min Fader David blive sandt; thi du, du haver gjort mig til Konge over et Folk, (som er saa) talrigt som Støv paa Jorden.
10Giv mig nu Viisdom og Kundskab, at jeg kan gaae ud og gaae ind for dette Folk; thi hvo kan (ellers) dømme dette dit store Folk?
11Da sagde Gud til Salomo: Efterdi at dette var i dit Hjerte, og du haver ikke begjæret Rigdom, Gods og Ære, eller deres Liv, som hade dig, og haver end ikke begjæret et langt Liv, men begjæret dig Viisdom og Kundskab, at du kan dømme mit Folk, over hvilket jeg haver gjort dig til Konge,
12saa være Viisdom og Kundskab givet dig; tilmed vil jeg give dig Rigdom og Gods og Ære, saadan som de Konger, der have været før dig, ikke have havt, og efter dig skal saadan ikke være.
46Dertilmed sidder og Salomo paa den kongelige Throne.
47Og Kongens Tjenere kom ogsaa for at velsigne vor Herre, Kong David, og sagde: Din Gud gjøre Salomos Navn bedre end dit Navn, og gjøre hans Throne større end din Throne! og Kongen nedbøiede sig paa Sengen.
48Ja Kongen sagde ogsaa saaledes: Lovet være Herren, Israels Gud, som haver givet idag den, som sidder paa min Throne, saa mine Øine see (det)!
4Nu haver Herren, Israels Gud, udvalgt mig af min Faders ganske Huus at være Konge over Israel evindeligen, thi han udvalgte Juda til en Fyrste, og i Judæ Huus min Faders Huus, og iblandt min Faders Sønner havde han Behagelighed, til mig, at gjøre (mig) til Konge over al Israel.
5Og af alle, mine Sønner, — thi Herren haver givet mig mange Sønner — haver han udvalgt Salomo, min Søn, til at sidde paa Herrens Riges Throne over Israel.
23Saa sad Salomo paa Herrens Throne til at være Konge i sin Faders Davids Sted, og blev lykkelig, og al Israel var ham lydig.
45Men Kong Salomo er velsignet, og Davids Throne skal være stadfæstet for Herrens Ansigt indtil evig (Tid).
6Og Salomo sagde: Du, du haver gjort stor Miskundhed imod din Tjener David, min Fader, ligesom han vandrede for dit Ansigt i Sandhed og i Retfærdighed og i Hjertets Oprigtighed mod dig, og du har holdt ham denne store Miskundhed, og har givet ham en Søn, som sidder paa hans Throne, som (det sees) paa denne Dag.
3Og Kongen vendte sit Ansigt og velsignede al Israels Menighed, og al Israels Menighed stod.
4Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sine Hænder og sagde:
14Og Kongen vendte sit Ansigt omkring og velsignede al Israels Forsamling, og al Israels Forsamling stod.
15Og han sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, som talede med sin Mund til David, min Fader, og opfyldte det med sin Haand og sagde:
25Og Herren gjorde Salomo overmaade stor for al Israels Øine og gav ham kongelig Ære, som ingen Konge over Israel havde havt før ham.
11Da lod Huram, Kongen af Tyrus, sige ved Skrift og sendte til Salomo: Fordi Herren elsker sit Folk, haver han sat dig til Konge over dem.
35Og drager op efter ham, saa skal han komme og sidde paa min Throne, og han skal være Konge i mit Sted; thi jeg haver budet ham at være en Fyrste over Israel og over Juda.
12see, saa haver jeg gjort efter dit Ord, see, jeg haver givet dig et viist og forstandigt Hjerte, at der ikke haver været (Nogen) som du før dig, ei heller skal opstaae efter dig (Nogen) som du.
13Og jeg haver endog givet dig det, som du ikke haver begjæret, (nemlig) baade Rigdom og Ære, saa at der haver ikke været Nogen som du iblandt Kongerne i alle dine Dage.
20Men du, min Herre Konge, al Israels Øine (see) paa dig, at du skal give dem tilkjende, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham.
28Og al Israel hørte Dommen, som Kongen havde dømt, og de frygtede for Kongens Ansigt; thi de saae, at Guds Viisdom var inden i ham til at holde Dom.
4og Kongens Styrke, som elsker Ret; du, du haver befæstet Oprigtigheder, du, du haver gjort Ret og Retfærdighed i Jakob.
7Og jeg vil stadfæste hans Rige indtil evig (Tid), dersom han holder fast ved at gjøre mine Bud og mine Rette, som paa denne Dag.
12Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel, og at han havde ophøiet hans Rige for hans Folks Israels Skyld.
1Og Salomo, Davids Søn, bekræftede sig i sit Rige, og Herren, hans Gud, var med ham og gjorde ham overmaade stor.
37Saasom Herren haver været med min Herre Kongen, saa være han med Salomo, og gjøre hans Throne større end min Herres, Kong Davids, Throne!
37Og dig vil jeg antage, og du skal regjere over alt det, din Sjæl begjærer, og du skal være Konge over Israel.
38Og det skal skee, dersom du hører alt det, jeg byder dig, og vandrer i mine Veie og gjør det, som ret er for mine Øine, at holde mine Skikke og mine Bud, saasom David, min Tjener, gjorde, da vil jeg være med dig og bygge dig et bestandigt Huus, saasom jeg byggede David, og give dig Israel.
23Og han sagde: Herre, Israels Gud! der er ingen Gud som du i Himmelen oventil eller paa Jorden nedentil, du, som holder Pagten og Miskundheden med dine Tjenere, som vandre for dit Ansigt i deres ganske Hjerte,
2Og David fornam, at Herren havde stadfæstet ham til Konge over Israel; thi hans Rige blev overmaade ophøiet for hans Folks Israels Skyld.
5da vil jeg stadfæste dit Riges Throne over Israel evindeligen, saasom jeg talede til David, din Fader, og sagde: Dig skal ikke fattes en Mand paa Israels Throne.
14En Konge, som dømmer de Ringe troligen, hans Throne skal stadfæstes evindelig.
21For dit Ords Skyld, og efter dit Hjerte haver du gjort al denne store Ting, at du vilde lade din Tjener vide det.
6Dine Pile ere skjærpede, — Folk skulle falde under dig — (de skulle fare) i Kongens Fjenders Hjerte.
9Saa giv din Tjener et forstandigt Hjerte til at dømme dit Folk og med Forstand at skille imellem Godt og Ondt; thi hvo kan (ellers) dømme dette dit mægtige Folk?
10Og det Ord var godt for Herrens Øine, at Salomo begjærede denne Ting.
10Og David lovede Herren for den ganske Forsamlings Øine, og David sagde: Lovet være du, Herre, Israels, vor Faders, Gud, fra Evighed og til Evighed!
27Lovet være Herren, vore Fædres Gud, som haver givet Saadant i Kongens Hjerte til at pryde Herrens Huus, som er i Jerusalem,
1For Salomo. Gud! giv Kongen dine Domme, og Kongens Søn din Retfærdighed,
27Mon denne Sag skulde være skeet af min Herre Kongen? og du lod din Tjener ikke vide, hvo der skal sidde paa min Herre Kongens Throne efter ham?
9Og hun gav Kongen hundrede og tyve Centner Guld og saare mange Urter og dyrebare Stene; der vare ikke saadanne Urter som de, Dronningen af Seba gav Kong Salomo.
7Og det skede, der Hiram hørte Salomos Ord, da blev han saare glad, og han sagde: Lovet være Herren idag, som har givet David en viis Søn over dette meget Folk!
11Nu, min Søn, Herren skal være med dig, og du skal blive lyksalig og bygge Herren din Gud et Huus, saasom han talede om dig.
2Ogsaa tilforn, (ja) endog der Saul var Konge, haver du ført Israel ud og ført (dem) ind; saa haver og Herren din Gud sagt til dig: Du, du skal føde mit Folk Israel, og du, du skal være en Fyrste over mit Folk Israel.