Salmenes bok 20:1
Til Sangmesteren; Davids Psalme.
Til Sangmesteren; Davids Psalme.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Herren bønhøre dig paa Nødens Dag! Jakobs Guds Navn ophøie dig!
8De skulle gaae fra Kraft til Kraft, (hver af dem) skal sees hos Gud i Zion.
9De, de have bøiet sig og ere faldne, men vi, vi staae og ere oprettede.
7Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig, thi du bønhører mig.
15Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfrie dig, og du skal prise mig.
1Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
4Thi de indtoge ikke Landet til Arv ved deres Sværd, og deres Arm frelste dem ikke, men din høire Haand og din Arm, og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem.
1Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
1En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.
10Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
1Til Sangmesteren paa Neginoth; Davids (Psalme), som giver Underviisning;
2der de Siphiter kom og sagde til Saul: Haver David ikke skjult sig hos os?
7Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.
19De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
1Til Sangmesteren paa Strængeleg; Davids (Psalme).
17Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
21Men du, Herre Herre! handle med mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god.
5Du lod dit Folk see en haard Ting, du gav os Viin at drikke, at vi tumlede.
22Gud forløse Israel af al sin Nød!
2Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
1Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der Saul sendte hen, og de toge vare paa Huset at slaae ham ihjel.
1Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
6Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
15Han skal kalde paa mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød; jeg vil frie ham og herliggjøre ham.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme), at lade ihukomme.
6Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
6De saae til ham og løbe til (ham), og deres Ansigter bleve ikke beskjæmmede.
5Salig er den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til Herren, hans Gud,
6De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
2Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
6Ophøi dig, Gud! over Himlene, og din Ære over al Jorden.
2som svoer Herren, som lovede Jakobs Mægtige, (sigende:)
16Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
1Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
5Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
9Og han, han skal dømme Verden med Retfærdighed, han skal afsige Dom over Folkene med Oprigtighed.
2Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
5Han give dig efter dit Hjerte, og opfylde alt dit Anslag!
20Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
1Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
2Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
13Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
2Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
22Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
17Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
11Lader af og vider, at jeg er Gud; jeg vil ophøies iblandt Hedningerne, jeg vil ophøies i Landet.