Job 3:13
Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,
Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de øde Stæder,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som opfyldte deres Huse med Sølv;
16 eller jeg havde ikke været til som et skjult utidigt Foster, som de spæde Børn, der ikke have seet Lyset.
17 Der have Ugudelige afladt (at gjøre) Uro, og der hvile de Kraftesløse.
18 Der have de Bundne Ro tillige, de høre ikke Trængerens Røst.
10 fordi den ikke lukkede min (Moders) Livs Døre, og ikke skjulte Møie for mine Øine.
11 Hvorfor døde jeg (ikke) fra Moders Liv af? (hvorfor) udkom jeg af Livet og opgav (ikke strax) Aanden?
12 Hvorfor forekom Knæerne mig, og hvorfor er jeg opfostret med Bryst?
25 Thi det, jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det, jeg gruede for, kom paa mig.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke, og der kom Uro.
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
18 Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!
19 Jeg skulde have været, som jeg ikke havde været til, været ført til Graven af Moders Liv.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
2 Haver jeg ikke sat og stillet min Sjæl (tilfreds) som den, der er afvant hos sin Moder? (ja) som den, der er afvant, er min Sjæl i mig.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
3 saaledes haver jeg faaet Forfængeligheds Maaneder mig til Arv, og de have talt mig møisommelige Nætter til.
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
26 Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
13 I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
24 Naar du lægger dig, da skal du ikke frygte, men du skal ligge, og din Søvn skal være sød.
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
7 Al Jorden hviler og er stille; de raabe med frydefuldt Skrig.
3 Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
3 Jeg vil ikke gaae ind i mit Huses Paulun, jeg vil ikke opstige paa min Sengs Leie,
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
33 (Vil du) sove lidet (endnu), slumre lidet, slaae Hænderne lidet tilsammen for at ligge,
5 Gid I vilde aldeles tie, saa skulde det vorde eder til Viisdom.
3 Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.
15 I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,
28 Han kan sidde alene og tie, naar man lægger (Noget) paa ham.
40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
13 Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
8 Du gav Glæde i mit Hjerte fremfor (den, de havde) den Tid, deres Korn og deres Most vare mangfoldige.
6 Frygt og Bævelse komme paa mig, og Gruelse skjuler mig.
18 Og mit Folk skal boe i Freds Bolig, og i (megen) Trygheds Boliger, og i (meget) stille rolige (Steder).
17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa et Lidet nær boet i det Stille.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
33 dersom jeg haver skjult mine Overtrædelser, saasom Adam, og dulgt min Misgjerning i min Barm,
3 Hvorlænge skal jeg raadslaae i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen? hvorlænge skal min Fjende ophøie sig over mig?
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,