Job 4:13
I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Men Gud taler eengang og anden Gang, men man agter ikke derpaa.
15 I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,
5 Jeg saae en Drøm, og den forfærdede mig, og de Tanker paa mit Leie og de Syner i mit Hoved forfærdede mig.
14 da kom Frygt og Bævelse paa mig, og forskrækkede meget mine Been.
15 Og en Aand gik frem for mit Ansigt, Haarene reiste sig paa mit Legeme.
16 Den stod, og jeg kunde ikke kjende dens Skikkelse, der var et Billede for mine Øine; det var stille, og jeg hørte en Røst, (som sagde:)
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
14 da forskrækker du mig i Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
12 Fremdeles er et Ord mig tilbragt hemmeligen, og mit Øre fattede lidet deraf.
13 Jeg saae i Synerne i mit Hoved paa mit Leie, og see, en Vægter, det er en Hellig, foer ned af Himmelen,
26 Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
24 Naar du lægger dig, da skal du ikke frygte, men du skal ligge, og din Søvn skal være sød.
25 Du skal ikke frygte for hastig Forskrækkelse, ei heller for de Ugudeliges Ødelæggelse, naar den kommer.
4 Det siger den, som hører Guds Taler, den, som seer den Almægtiges Syn, den, der faldt, og paa hvem Øinene bleve aabnede:
16 Thi de sove ikke, naar de ei have gjort ilde, og deres Søvn borttages, dersom de ikke have kommet (Nogen) til at støde sig.
6 Min Sjæl skal mættes som af det Fede og af Fedme, og min Mund skal love (dig) med frydefulde Læber.
4 Mit Hjerte blev forvildet, Gruelse haver forfærdet mig, Tusmørket, som jeg havde Lyst til, haver han sat mig til Forfærdelse.
4 jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,
16 Eftersom jeg gav mit Hjerte til at forstaae Viisdom og til at see den Møie, som skeer paa Jorden, at der er den, som ikke hverken Dag eller Nat seer Søvn i sine Øine,
9 Og jeg hørte hans Ords Røst; og som jeg hørte hans Ords Røst, faldt jeg i en dyb Søvn paa mit Ansigt, og mit Ansigt var (vendt) mod Jorden.
33 (Vil du) sove lidet (endnu), slumre lidet, slaae Hænderne lidet tilsammen for at ligge,
17 Om Natten graver man igjennem mine Been i mig, og mine Aarer hvile ikke.
12 (saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,
4 Vider dog, at Herren haver adskilt en From til sig; Herren skal høre, naar jeg raaber til ham.
4 Tilsted dine Øine ikke at sove, eller dine Øienlaage at slumre.
29 Dine Tanker, o Konge! opstege hos dig paa din Seng, om hvad der skulde skee derefter, og den, som aabenbarer hemmelige Ting, kundgjorde dig, hvad der skal skee.
4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
10 Og (disse ere) de Syner, (som vare) i mit Hoved paa mit Leie: Jeg saae, og see, der var et Træ midt i Landet, og det var meget høit.
12 Og det skede, der Solen vilde gaae ned, da faldt en dyb Søvn paa Abram, og see, der faldt Forfærdelse og stor Mørkhed over ham.
11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
7 Dersom du seer, at en Arm fortrykkes, og at Ret og Retfærdighed bortrives i et Landskab, da forundre dig ikke over den Villie; thi der er en Høi over den Høie, som tager vare (derpaa), ja, den Høieste er over dem.
16 Det siger den, som hører Guds Taler, og som veed den Høiestes Vidskab, den, som seer den Almægtiges Syn, den, der faldt, og paa hvem Øinene bleve aabnede:
20 Ligesom en Drøm, naar En er opvaagnet, skal du, o Herre! naar du vaagner op, foragte deres Billede.
20 Forskrækkelser skulle gribe ham som Vandet, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
10 (Fordi du siger: Jeg maa endnu) lidet sove, lidet slumre, lidet slaae Hænderne tilsammen at ligge,
6 Jeg tænkte paa de Dage fra fordum (Tid), paa de Aar af Evighederne.
3 Hvorlænge skal jeg raadslaae i min Sjæl og have Bedrøvelse i mit Hjerte om Dagen? hvorlænge skal min Fjende ophøie sig over mig?
9 i Tusmørket, om Aftenen paa Dagen, der Natten var sort, og det var mørkt.
7 Thi de, som sove, sove om Natten, og de, som ere drukne, ere drukne om Natten.
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
1 Og Engelen, som talede med mig, kom igjen og opvakte mig som en Mand, der opvækkes af sin Søvn.
20 Du skal (og) ikke hige efter Natten, da Folk borttages paa deres Sted.
17 Der have Ugudelige afladt (at gjøre) Uro, og der hvile de Kraftesløse.
5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
2 Det er forgjæves, at I staae aarle op, (derefter) længe sidde, æde Brød med (megen) Bekymring; thi han giver sin elskelige Ven det (som) i Søvne.
20 Du gjør Mørke, at der bliver Nat; i den udkrybe alle (vilde) Dyr i Skoven,