4 Mosebok 24:4
Det siger den, som hører Guds Taler, den, som seer den Almægtiges Syn, den, der faldt, og paa hvem Øinene bleve aabnede:
Det siger den, som hører Guds Taler, den, som seer den Almægtiges Syn, den, der faldt, og paa hvem Øinene bleve aabnede:
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, det siger den Mand, som har faaet Øiet oplukket.
16Det siger den, som hører Guds Taler, og som veed den Høiestes Vidskab, den, som seer den Almægtiges Syn, den, der faldt, og paa hvem Øinene bleve aabnede:
2Og Bileam opløftede sine Øine og saae Israel, som boede (i Leiren) efter sine Stammer; og Guds Aand var over ham.
3Og han tog til sit Sprog og sagde: Dette siger Bileam, Beors Søn, og det siger den Mand, som har faaet Øiet oplukket.
31Da oplod Herren Bileams Øine, at han saae Herrens Engel staaende i Veien, og hans dragne Sværd i hans Haand, og han bøiede sig og kastede sig ned paa sit Ansigt.
12Fremdeles er et Ord mig tilbragt hemmeligen, og mit Øre fattede lidet deraf.
13I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
16Den stod, og jeg kunde ikke kjende dens Skikkelse, der var et Billede for mine Øine; det var stille, og jeg hørte en Røst, (som sagde:)
14Men Gud taler eengang og anden Gang, men man agter ikke derpaa.
15I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,
9Og jeg hørte hans Ords Røst; og som jeg hørte hans Ords Røst, faldt jeg i en dyb Søvn paa mit Ansigt, og mit Ansigt var (vendt) mod Jorden.
4Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
3Og deres Øine, som see, skulle ikke see hen (til Andre), og deres Øren, som høre, skulle mærke.
1Og Engelen, som talede med mig, kom igjen og opvakte mig som en Mand, der opvækkes af sin Søvn.
13Jeg saae i Synerne i mit Hoved paa mit Leie, og see, en Vægter, det er en Hellig, foer ned af Himmelen,
14som raabte med Vælde og sagde saa: Hugger Træet om og afhugger dets Grene, afriver dets Blade og bortspreder dets Frugt, at Dyrene, (som ligge) derunder, maae fare bort, og Fuglene fra dets Grene.
10Thi Herren haver udøst over eder en dyb Søvns Aand, og tillukket eders Øine, han haver skjult Propheterne og eders Øverster, Seerne,
11at alt (deres) Syn skal være eder som en beseglet Bogs Ord, hvilken man giver den, som forstaaer sig paa Skrift, og siger: Kjære, læs dette; men han maa sige: Jeg kan ikke, thi den er beseglet;
20Du seer (vel) mange Ting, men du bevarer (dem) ikke; (om) han end oplader Ørene, hører han dog ikke.
5Hvor behagelige ere dine Pauluner, Jakob! (ja) dine Boliger, Israel!
23Giver (Gud) ham (at leve) i Tryghed, da forlader han sig fast derpaa; dog ere hans Øine over deres Veie.
4Og see, der var Israels Guds Herlighed efter den Skikkelse, som jeg havde seet i Dalen.
4Haver du kjødelige Øine, eller seer du, som et Menneske seer?
18Og der han talede med mig, faldt jeg i en dyb Søvn paa mit Ansigt til Jorden; da rørte han ved mig og kom mig til at staae paa mit Sted.
6Og han sagde: Kjære, hører mine Ord: Dersom Nogen er eders Prophet, vil jeg Herren give mig tilkjende for ham i et Syn, i en Drøm vil jeg tale med ham.
6Thi saa sagde Herren til mig: Gak, set en Vægter, lad ham kundgjøre det, han seer.
21Hør dog dette, du vanvittige Folk, og (som haver) ingen Forstand! de have Øine og see ikke, de have Øren og høre ikke.
5Jeg haver hørt dig med hørende Øre, og nu haver mit Øie seet dig.
17Og han kom til ham, og see, han stod ved sit Brændoffer, og Moabiternes Fyrster med ham; og Balak sagde til ham: Hvad sagde Herren?
18Og han tog til sit Sprog og sagde: Staa op, Balak, og hør, bøi dit Øre til mig, Zippors Søn!
8Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
5Jeg saae en Drøm, og den forfærdede mig, og de Tanker paa mit Leie og de Syner i mit Hoved forfærdede mig.
4Og Manden sagde til mig: Du Menneskesøn! see til med dine Øine, og hør med dine Øren, og sæt dit Hjerte til alt det, som jeg vil lade dig see, thi du er derfor hidført, for at (jeg vil) lade dig see det; forkynd Israels Huus alt det, du seer.
3(Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
18I Døve, hører, og seer til, I Blinde, at I kunne see!
12Og han svarede og sagde: Skal jeg ikke tage vare paa at tale det, som Herren lægger i min Mund?
33De sagde til ham: Herre! at vore Øine maatte oplades.
1Derefter saae jeg, og see, der var en Dør opladt i Himmelen, og den første Røst, som jeg havde hørt som en Basunes, der talede med mig, sagde: Stig hid op, og jeg vil vise dig, hvad herefter skal skee.
4jeg vil ikke lade mine Øine sove, (eller) mine Øienlaage slumre,
25Jeg haver hørt, hvad Propheterne have sagt, de, som spaae Løgn i mit Navn, sigende: Jeg drømte, jeg drømte.
18Thi hvo stod i Herrens hemmelige Raad, og haver seet og hørt hans Ord? hvo gav Agt paa hans Ord og hørte det?
2Og Herren svarede mig og sagde: Skriv et Syn, og gjør det klart paa Tavlerne, at han kan læse deri, (som) løber (forbi).
32Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.
18Og det skal skee, om Nogen flyer for Forskrækkelsens Lyd, han skal falde i Hulen, og den, som opstiger midt af Hulen, skal fanges i Snaren; thi Sluserne af det Høie skulle oplades, og Jordens Grundvolde bæve.
28Som Buens Skikkelse, naar den er i Skyen paa den Dag, naar det regner, saa var Glandsens Skikkelse trindt omkring; denne var Herrens Herligheds Lignelses Syn; og jeg saae det og faldt paa mit Ansigt, og hørte en Røst, som talede.
23Og han tog til sit Sprog og sagde: Vee! hvo skal blive ved Live, naar Gud vil beskikke ham (til Ødelæggelse)?
12Og Bileam sagde til Balak: Talede jeg ikke ogsaa til dine Bud, som du sendte til mig, og sagde:
34Og du skal blive galen for dine Øines Syn, som du skal see.
8Og jeg Johannes er den, som saae og hørte disse Ting; og der jeg havde hørt og seet, faldt jeg ned at tilbede for Engelens Fødder, som viste mig disse Ting.