Jobs bok 4:12
Fremdeles er et Ord mig tilbragt hemmeligen, og mit Øre fattede lidet deraf.
Fremdeles er et Ord mig tilbragt hemmeligen, og mit Øre fattede lidet deraf.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
14da kom Frygt og Bævelse paa mig, og forskrækkede meget mine Been.
15Og en Aand gik frem for mit Ansigt, Haarene reiste sig paa mit Legeme.
16Den stod, og jeg kunde ikke kjende dens Skikkelse, der var et Billede for mine Øine; det var stille, og jeg hørte en Røst, (som sagde:)
1See, det haver mit Øie seet altsammen, mit Øre haver hørt og forstaaet sig derpaa.
4Min Mund skal tale idel Viisdom, og mit Hjertes Betenkning (skal være) megen Forstand.
11Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
8Mon du haver hørt paa Guds hemmelige Raad, eller er Viisdom dragen fra (Andre ind) til dig?
8Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
32Der jeg saae det, lagde jeg mig det paa Hjertet; jeg saae til, jeg annammede Tugt.
11Den (stærke) Løve omkommer, fordi der er intet Rov, og den (gamle) Løves Unger adspredes.
10(Som) en Bjørn, der ligger paa Luur, blev han mig, (ja som) en Løve i Skjul.
4ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
3Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
4Hør dog, og jeg, jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
5Jeg haver hørt dig med hørende Øre, og nu haver mit Øie seet dig.
3Og deres Øine, som see, skulle ikke see hen (til Andre), og deres Øren, som høre, skulle mærke.
10Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
14Men Gud taler eengang og anden Gang, men man agter ikke derpaa.
15I Drøm, i Syn om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk, naar de slumre paa Seng,
16da aabenbarer han (det) for Folkenes Øre og besegler (det) ved deres Tugtelse,
11Er Guds megen Trøst ringe for dig, og det Ord, som han haver hemmeligen talet med dig?
2Jeg vil oplade min Mund ved Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordum (Tid),
17Hører flittig min Tale og det, jeg kundgjør for eders Øren.
12Han er lig en Løve, der begjærer at røve, og som en ung Løve, der bliver i Skjul.
16Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
27og haver mit Hjerte ladet sig forlokke i Løndom, at min Mund haver kysset min Haand,
20Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøi dit Øre til mine Taler.
25Thi det, jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det, jeg gruede for, kom paa mig.
21De hørte (mig) og ventede, og taug til mit Raad.
13Og de, som søge efter mit Liv, sætte Snarer, og de, som søge min Ulykke, tale om, (hvorledes de kunne gjøre mig) Skade, og grunde den ganske Dag paa allehaande Svig.
14Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
3Thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.
23Dersom Nogen haver Øren at høre med, han høre!
17Thi der er Intet skjult, som jo skal blive aabenbaret, og Intet er hemmeligt, som man jo skal faae at vide, og som jo skal komme for Lyset.
12(Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.
13Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.
1Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
2Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
17Jeg vil kundgjøre dig det, hør mig; thi jeg haver seet det og vil fortælle det,
11Og Herren sagde til Samuel: See, jeg gjør en Ting i Israel, at hvo den hører, ham skulle begge hans Øren klinge.
4Mit Hjerte blev forvildet, Gruelse haver forfærdet mig, Tusmørket, som jeg havde Lyst til, haver han sat mig til Forfærdelse.
10Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! alle mine Ord, som jeg taler til dig, (dem) annam i dit Hjerte, og hør (dem) med dine Øren.
18Og Herren lod mig vide det, at jeg veed det; da lod du mig see deres Idrætter.
26Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
33Men hvo mig lyder, skal boe tryggeligen og være rolig for Frygt for det Onde.
3Derfor, hvad I sige i Mørket, skal høres i Lyset, og hvad I tale i Øret i Kammerne, skal prædikes paa Husene.
20Skulde det fortælles ham, naar jeg taler? mon Nogen kan tale (til ham)? thi han maatte blive opslugt.
4Det siger den, som hører Guds Taler, den, som seer den Almægtiges Syn, den, der faldt, og paa hvem Øinene bleve aabnede:
7Og dersom En (af dem) kommer at see (mig), taler han Falskhed, hans Hjerte samler sig Uret (tilsammen); gaaer han ud udenfor, da taler han (derom).