Jobs bok 42:5
Jeg haver hørt dig med hørende Øre, og nu haver mit Øie seet dig.
Jeg haver hørt dig med hørende Øre, og nu haver mit Øie seet dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
4 Hør dog, og jeg, jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
1 See, det haver mit Øie seet altsammen, mit Øre haver hørt og forstaaet sig derpaa.
2 Ligesom I vide, veed jeg, (ja) jeg ogsaa; jeg feiler ikke mere end I.
3 Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
6 Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
26 Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,
27 hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
8 Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
17 Jeg vil kundgjøre dig det, hør mig; thi jeg haver seet det og vil fortælle det,
32 Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
16 Den stod, og jeg kunde ikke kjende dens Skikkelse, der var et Billede for mine Øine; det var stille, og jeg hørte en Røst, (som sagde:)
4 Haver du kjødelige Øine, eller seer du, som et Menneske seer?
4 Thi du sagde: Min Lærdom er reen, og jeg er (heel) reen for dine Øine.
5 Men sandelig, gid Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig,
18 I Døve, hører, og seer til, I Blinde, at I kunne see!
6 Og jeg vilde ikke troe deres Ord, førend jeg kom, og mine Øine havde seet det, og see, ikke Halvdelen er mig forkyndt af din megen Viisdom; du haver mere, end Rygtet er, som jeg haver hørt.
20 Du seer (vel) mange Ting, men du bevarer (dem) ikke; (om) han end oplader Ørene, hører han dog ikke.
1 Da svarede Job Herren og sagde:
30 thi mine Øine have seet din Frelse,
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
25 Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Reenhed for hans Øine.
8 Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
12 Et hørende Øre og et seende Øie, dem haver ogsaa Herren begge gjort.
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
11 See, han gaaer over for mig, og jeg seer (ham) ikke, og han gaaer frem, og jeg forstaaer mig ikke paa ham.
6 (Dette) haver du hørt, see det (dog) altsammen, og I, skulde I ikke kundgjøre det? jeg haver fra den (Tid) ladet dig høre nye Ting og de (lønligen) bevarede, men du forstod dem ikke.
3 Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
3 Og deres Øine, som see, skulle ikke see hen (til Andre), og deres Øren, som høre, skulle mærke.
11 Men du skal ophøie mit Horn som en Eenhjørnings; jeg er overgydet med fersk Olie.
2 Gud! du er min Gud, jeg vil søg aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kjød længes efter dig udi et tørt og træt Land, hvor intet Vand er.
1 Og Job, hør dog nu min Tale, og vend (dine) Øren til alle mine Ord.
15 (Da) skulde du kalde, og jeg, jeg skulde svare dig; du skulde have Lyst til dine Hænders Gjerning.
4 Du møder den, som er glad, og den, som gjør Retfærdighed, dem, som komme dig ihu paa dine Veie; see, du, du var vred, da vi syndede; (vare vi) evindelig (blevne) paa hine, da vare vi blevne frelste.
14 Men du siger, du beskuer ham ikke; (der er dog) Dom for hans Ansigt, derfor vent (ikkun) paa ham.
21 Disse Ting haver du gjort, og jeg haver tiet; du haver tænkt, at jeg skulde aldeles være ligesom du; (men) jeg vil straffe dig og stille (det) ordentligen frem for dine Øine.
28 Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og (lader det komme) for eders Ansigt, om jeg lyver.
7 Og jeg troede ikke Ordene, førend jeg kom, og mine Øine saae det, og see, ikke Halvdelen er mig forkyndt; du har mere Viisdom og Godt, end Rygtet er, som jeg hørte.
25 den alle Mennesker see, den et Menneske skuer langt fra.
22 Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
4 To mig meget af min Misgjerning, og rens mig af min Synd.
4 Haver du da en Arm som Gud, og kan du tordne med Lyd som han?
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
2 Lad min Ret komme ud fra dit Ansigt, lad dine Øine beskue Oprigtighed.