Jobs bok 19:26
Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,
Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27 hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
25 Thi jeg veed, at min Frelser lever, og den Sidste skal staae paa Støvet.
5 Mit Kjød er klædt med Orme og Skarn af Støv, min Hud er sprukken og er bleven foragtelig.
6 Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
15 See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14 Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
20 Mine Been hænge ved min Hud og ved mit Kjød, og (neppe) er jeg undkommen med mine Tænders Hud.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
22 Hvorfor forfølge I mig, som Gud, og kunne ikke mættes af mit Kjød?
9 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kjød skal boe tryggelig.
14 Jeg siger til Forraadnelsen: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
26 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler; ja ogsaa mit Kjød skal boe tryggelig i Haab;
21 Hans Kjød fortæres, saa man ikke kan see det, og hans Been, som ikke sees, blive sønderknuste;
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
8 Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
11 Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
11 Haver du (ikke) klædet mig med Hud og Kjød, og bedækket mig med Been og Sener?
9 og at Gud vilde støde mig smaa, vilde lade sin Haand løs og afskjære mig!
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
3 alt saa længe min Aande er i mig, og Guds Aand i min Næse,
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
22 Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
25 Da skal hans Kjød blive saftigt, mere end i Barndommen, han skal komme igjen til sin Ungdoms Dage.
23 Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.
15 De skulle lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem, og de Oprigtige skulle regjere over dem om Morgenen, og Graven skal afslide deres Skikkelse, (Enhver) af sin Bolig.
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
28 Han haver forløst min Sjæl, at den ikke farer i Fordærvelsen, og mit Liv skal see paa Lyset.
26 Thi da skal du forlystes ved den Almægtige og opløfte dit Ansigt til Gud.
16 Herre! ved disse Ting maae de leve, og min Aands Liv er ved dem alle; og du skal gjøre mig stærk og holde mig i Live.
15 Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
5 Jeg haver hørt dig med hørende Øre, og nu haver mit Øie seet dig.
6 Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
11 og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,
28 Og han bliver gammel som af Raaddenhed. som et Klæde, det Møl æder.
15 Og en Aand gik frem for mit Ansigt, Haarene reiste sig paa mit Legeme.
9 Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede (om Naade).
9 See, den Herre Herre skal hjælpe mig; hvo er den, som mig kan fordømme? see, de skulle ældes som et Klædebon, Møl skal æde dem.
31 da dypper du mig (dog) ned i Pytten, og mine Klæder skulle have Vederstyggelighed til mig.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
26 De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
9 Det Øie, som haver seet ham, skal ikke gjøre det mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.
6 Og jeg vil gjøre Sener paa eder, og lade Kjød opkomme over eder, og overdrage eder med Hud, og give Aand i eder, og I skulle leve; saa skulle I fornemme, at jeg er Herren.
3 Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.