Jesaia 50:9
See, den Herre Herre skal hjælpe mig; hvo er den, som mig kan fordømme? see, de skulle ældes som et Klædebon, Møl skal æde dem.
See, den Herre Herre skal hjælpe mig; hvo er den, som mig kan fordømme? see, de skulle ældes som et Klædebon, Møl skal æde dem.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Thi den Herre Herre skal hjælpe mig, derfor bliver jeg ikke beskjæmmet; derfor satte jeg mit Ansigt som en haard Steen, thi jeg veed, at jeg bliver ikke tilskamme.
8 (Han er) nær, som mig retfærdiggjør; hvo vil trætte med mig? lader os staae tilhobe; hvo (er den), som haver Ret imod mig? han komme hid til mig.
5 Min Retfærdighed er nær, min Salighed er udgangen, og mine Arme skulle dømme Folk; Øer skulle bie efter mig og vente efter min Arm.
6 Opløfter eders Øine til Himlene, og seer ned til Jorden nedentil; thi Himlene skulle forsvinde som en Røg, og Jorden ældes som et Klædebon, og dens Indbyggere døe som det; men min Salighed skal blive evindelig, og min Retfærdighed skal ikke brydes.
7 Hører mig, I, som kjende Retfærdighed, du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for et Menneskes Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser.
8 Thi Møl skal æde dem ligesom et Klædebon, og en Orm skal æde dem ligesom Uld; men min Retfærdighed skal blive evindeligen, og min Salighed fra Slægt til Slægter.
10 Hvo er iblandt eder, som frygter Herren, som adlyder hans Tjeners Røst? Den, som vandrer i Mørke og haver ikke (Lysets) Skin, han skal forlade sig paa Herrens Navn, ja (fast) forlade sig paa sin Gud.
28 Og han bliver gammel som af Raaddenhed. som et Klæde, det Møl æder.
11 Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
4 Gud! hør min Bøn, vend (dine) Øren til min Munds Tale.
6 Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
7 Herren er med mig iblandt dem, som hjælpe mig, derfor vil jeg, jeg see paa mine Hadere.
24 Derfor siger Herren, den Herre Zebaoth, den Mægtige i Israel: Vee! jeg maa trøste mig paa mine Modstandere og hevne mig paa mine Fjender.
8 Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.
9 Jeg vil bære Herrens Vrede, thi jeg haver syndet imod ham, indtil han udfører min Sag og skaffer mig Ret; han skal udføre mig til Lyset, jeg skal see paa hans Retfærdighed.
10 frygt ikke, thi jeg er med dig, see ikke om (til Andre), thi jeg er din Gud; jeg haver styrket dig, ja hjulpet dig, ja opholdt dig med min Retfærdigheds høire Haand.
11 See, de skulle beskjæmmes og skamme sig, alle de, (som ere) optændte imod dig; de skulle blive som Intet, og de Mænd, som trætte med dig, skulle omkomme.
13 Thi jeg er Herren din Gud, som tager fat paa din høire Haand, som siger til dig: Frygt ikke, jeg, jeg hjælper dig.
14 Frygt ikke, du Orm, Jakob! I (faa) Folk, Israel! jeg, jeg haver hjulpet dig, siger Herren, og din Frelser er den Israels Hellige.
26 Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,
27 hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
19 Om (jeg vilde flye) til Magt, see, da er han stærk, eller og til Ret, hvo vilde bringe mig i Tale (med ham)?
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
5 Og jeg saae (mig) om, og der var ingen Hjælper, og jeg var forskrækket, og der var Ingen, som opholdt mig; men min Arm frelste mig, og min Grumhed, den opholdt mig.
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.
10 Af dens Mund fare Blus, (ja) gloende Gnister udfare.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud?
3 Jeg klæder Himmelen med Sort, og gjør dens Dække (som) en Sæk.
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
10 Alle mine Been skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en Elendig fra den, som er ham for stærk, ja en Elendig og Fattig fra den, som ham røver.
11 De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
2 Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
16 Hvo opstaaer med mig imod de Onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gjøre Uret?
24 Sandelig, i Herren, siger man om mig, ere Retfærdigheder og Styrke; til ham skal man komme, men alle de, som optændes imod ham, skulle beskjæmmes.
12 Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er du da, at du vil frygte for et Menneske, som skal døe, og for et Menneskes Barn, som skal blive som Hø?
15 See, man skal holde sig aldeles fremmed (mod dig, dog) ikke af mig; (men) hvo, der holder sig fremmed hos dig imod dig, skal falde.
6 saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
33 Herren skal ikke forlade ham i hans Haand og ei fordømme ham som en Ugudelig, naar han bliver dømt.
4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
19 Den skal blive ham som et Klædebon, som han ifører sig, og som et Bælte, som han altid skal ombinde.
20 Dette (skee) dem (til deres) Gjernings (Løn) af Herren, dem, som staae imod mig, og dem, som tale Ondt imod min Sjæl!
13 Ogsaa før (det var) Dag, er jeg selv, og der er Ingen, som kan redde af min Haand; jeg vil arbeide, og hvo kan afvende det?
12 Og jeg, jeg var som Møl for Ephraim, og som Raaddenhed (i Benene) for Judæ Huus.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
27 Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
14 Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.