Salmenes bok 56:4
Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette veed jeg, at du er min Gud.
11I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
12Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gjøre mig?
3Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
14Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
6Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
1Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
2Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
6Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
3Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
6saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
6Ved dig ville vi stange vore Fjender, i dit Navn ville vi undertræde dem, som staae op imod os.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
1Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
3Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, saa han befæstede mine Gange.
4Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
5I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde Kjød gjøre mig?
4Lover Herren storligen med mig, og lader os ophøie hans Navn tillige.
3(Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
4Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
7Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
1Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig.
2Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
3Herren er min Steenklippe og min Befæstning og min Befrier; min Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse.
1Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
4See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
5at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
42Og jeg vil svare den, som forhaaner mig for nogen Ting, at jeg haver forladt mig paa dit Ord.
2See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
2Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskjæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig.
8Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
120(Haaret paa) mit Kjød reiste sig af Frygt for dig, og jeg frygtede for dine Domme.
7Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
25Thi han haver ikke foragtet og ei havt en Vederstyggelighed til den Elendiges Elendighed, og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.
5Jeg vil bøie mit Øre til Ordsprog, jeg vil aabne (Munden) med min mørke Tale, (legende) paa Harpe.
74De, som frygte dig, skulle see mig og glæde sig, thi jeg haaber paa dit Ord.
4for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
16Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
1Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
2Jeg vil love Herren, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg endnu (er til).
3Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket er ingen Frelse.
2min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
17Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
14Jeg vil takke dig, fordi jeg paa underfuld (Maade) er underligen bleven til; underlige ere dine Gjerninger, og min Sjæl kjender det saare (vel).
16Lad de samme vanke hid og did om Spise, og lad dem knurre, naar de ikke blive mætte.
9Men du, Herre! du skal lee ad dem, du skal bespotte alle Hedningerne.
25At forfærdes for et Menneske fører i Strikke, men den, som forlader sig paa Herren, bliver ophøiet.
1Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.