Salmenes bok 71:1
Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig.
Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2 Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
1 Davids (Psalme). Til dig, Herre! vil jeg opløfte min Sjæl.
2 Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskjæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig.
3 Ja alle de, som bie efter dig, skulle ikke beskjæmmes; de skulle beskjæmmes, som handle fortrædeligen uden Aarsag.
20 Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskjæmmes, thi jeg troer paa dig.
21 Lad Fuldkommenhed og Oprigtighed bevare mig, thi jeg bier efter dig.
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøi dit Øre til mig og frels mig.
3 Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
5 Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
31 Jeg hængte ved dine Vidnesbyrd; Herre! lad mig ikke beskjæmmes.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
7 Visselig, Mennesket gaaer frem (som) i et Billede, visselig, de gjøre sig (megen) Uro forgjæves; man samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det.
15 Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
5 Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig (paa dig), og du befriede dem.
7 Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.
8 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
9 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Fyrsterne.
8 Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa dig; kundgjør mig den Vei, som jeg skal gaae paa, thi jeg haver opløftet min Sjæl til dig.
9 Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
1 Davids (Psalme). Herre! skaf mig Ret, thi jeg, jeg haver vandret i min Fuldkommenhed, og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
114 Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord.
116 Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke beskjæmmes over mit Haab.
17 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig ved din Miskundhed.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme), at lade ihukomme.
17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
6 Gud! du, du veed min Daarlighed, og al min Skyld er ikke dulgt for dig.
5 at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
11 Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
80 Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Skikke, at jeg ikke skal beskjæmmes.
21 Thi i ham skal vort Hjerte glædes, thi vi forlade os paa hans hellige Navn.
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
42 Og jeg vil svare den, som forhaaner mig for nogen Ting, at jeg haver forladt mig paa dit Ord.
43 Og tag ikke Sandheds Ord saa saare fra min Mund, thi jeg venter paa dine Domme.
11 Gud, døm dem skyldige, at de falde fra deres Anslag; udstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere gjenstridige imod dig.
7 Beviis underligen dine Miskundheder, (du, som er) deres Frelser, som troe, fra dem, som opreise sig imod din høire Haand.
6 Jeg vil befale min Aand i din Haand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
7 Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
7 Og jeg, jeg sagde i min Rolighed: Jeg skal ikke rokkes evindelig.
10 Og Herren skal være den Ringe en Ophøielse, ja en Ophøielse i Nødens Tider.