Salmenes bok 31:17
Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig ved din Miskundhed.
Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig ved din Miskundhed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 Herre! lad mig ikke beskjæmmes, thi jeg kaldte paa dig; lad de Ugudelige beskjæmmes, lad dem tie i Graven.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
14 Herre! lad det behage dig at frie mig; Herre! skynd dig at hjælpe mig.
15 Lad dem blues og blive tilskamme tilhobe, som søge efter mit Liv, at omkomme det; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville (mig) Ondt.
16 saaledes skal du forfølge dem med din Storm, og forfærde dem med din Hvirvelvind.
17 Gjør deres Ansigt fuldt af Skam, at de maae søge dit Navn, Herre!
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
25 at de ikke skulle sige i deres Hjerte: Ha! vor Sjæl (maa glæde sig); at de ikke skulle sige: Vi have opslugt ham.
26 Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
20 Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskjæmmes, thi jeg troer paa dig.
2 Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskjæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig.
3 Ja alle de, som bie efter dig, skulle ikke beskjæmmes; de skulle beskjæmmes, som handle fortrædeligen uden Aarsag.
1 Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
78 Lad de Hovmodige beskjæmmes, thi de ville forvende mig med Løgn; (men) jeg, jeg vil tale om dine Befalinger.
21 Lad den Ringe ikke vende beskjæmmet tilbage, lad en Elendig og Fattig love dit Navn.
6 Gud! du, du veed min Daarlighed, og al min Skyld er ikke dulgt for dig.
7 Lad dem ikke beskjæmmes ved mig, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! lad dem ikke blive forhaanede formedelst mig, som søge dig, Israels Gud!
17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
18 De skulle beskjæmmes, som mig forfølge, og jeg, jeg skal ikke beskjæmmes; de, de skulle forskrækkes, og jeg, jeg skal ikke forskrækkes; lad en ond Dag komme paa dem, og forstyr dem med dobbelt Forstyrrelse.
80 Lad mit Hjerte være fuldkomment i dine Skikke, at jeg ikke skal beskjæmmes.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
2 Gud (kom) til at frie mig; Herre! skynd dig til at hjælpe mig.
31 Jeg hængte ved dine Vidnesbyrd; Herre! lad mig ikke beskjæmmes.
7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
4 Lad dem blues og forhaanes, som søge efter mit Liv; lad dem vende tilbage og blive beskjæmmede, som ville mig Ondt.
13 Lad dem beskjæmmes, (ja) fortæres, som staae imod min Sjæl; lad dem iføres med Forhaanelse og Skjændsel, som søge min Ulykke.
28 Lad dem forbande, men velsigne du; lad dem opreise sig, men beskjæmmes, og din Tjener skal glædes.
29 Lad mine Modstandere iføres med Forsmædelse, og klædes med deres Skam som med en Kappe.
1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig.
8 Og nu, Herre! hvad haver jeg biet efter? Min Forventelse er til dig.
15 Fri mig af Dynd, at jeg ikke synker; lad mig fries fra mine Hadere og af det dybe Vand.
116 Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke beskjæmmes over mit Haab.
10 Herren haver hørt min ydmyge Begjæring, Herren vil antage min Bøn.
11 Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
11 Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
3 Skulde den Løgn komme Folk til at tie, og skulde du bespotte, og Ingen beskjæmme dig?
17 De Døde kunne ikke love Herren, ei heller Nogen af dem, som nedfare i Stilheden.
13 Herre! staa op, forekom ham, bøi ham; frels min Sjæl fra en Ugudelig ved dit Sværd,
10 paa det den, som det hører, ikke skal forhaane dig, og dit (onde) Rygte ikke kunne afvendes.
3 Thi der jeg vilde tie, fortæredes mine Been (som af Alderdom) ved min Hylen den ganske Dag.
16 Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som mig forfølge.
15 Du gjør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet (ad os) iblandt Folkene.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
22 Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
18 Thi Graven kan ikke takke dig, Døden (kan ikke) love dig; de, som nedfare i Hulen, kunne ei vente paa din Sandhed.
6 Da skal jeg ikke beskjæmmes, naar jeg seer hen til alle dine Bud.
18 (O du) Jord! skjul ikke mit Blod, at der jo maa være Rum for mit Raab!
22 Dine Hadere skulle klædes med Skam, og de Ugudeliges Paulun skal ikke mere findes.
46 Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger, og ikke beskjæmmes.