Salmenes bok 115:17
De Døde kunne ikke love Herren, ei heller Nogen af dem, som nedfare i Stilheden.
De Døde kunne ikke love Herren, ei heller Nogen af dem, som nedfare i Stilheden.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18Men vi, vi ville love Herren fra nu og indtil evig (Tid). Halleluja!
18Thi Graven kan ikke takke dig, Døden (kan ikke) love dig; de, som nedfare i Hulen, kunne ei vente paa din Sandhed.
19Den, som lever, (ja) den, som lever, han skal takke dig, som jeg (gjør) idag; en Fader skal undervise Børn om din Sandhed.
5Vend om, Herre! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld.
5thi de Levende vide, at de skulle døe, men de Døde vide ikke Noget, og de have ingen Løn ydermere, men deres Ihukommelse er glemt.
10Mit Øie er bedrøvet for Elendighed; Herre! jeg haver raabt til dig den ganske Dag, jeg haver udbredt mine Hænder til dig.
11Skal du gjøre en underlig Ting for de Døde, (eller) skulle Dødninger opstaae, skulle de takke dig? Sela.
2Da prisede jeg de Døde, som vare allerede døde, mere end de Levende, som endnu ere levende.
14De Døde, de skulle ikke leve (igjen), Dødningerne skulle ikke opstaae, fordi du haver hjemsøgt og ødelagt dem, og fordærvet al deres Ihukommelse.
16De have Mund, men kunne ikke tale, de have Øine, men kunne ikke see.
17De have Øren, men kunne ikke høre, og der er ingen Aande i deres Mund.
12(saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
17Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed bliver stor.
18Thi han skal slet Intet tage (med sig), naar han døer; hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham.
19Enddog han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man lover dig, fordi du gjør dig tilgode,
16Himlene, (ja) Himlene høre Herren til, men Jorden gav han Menneskens Børn.
5De Døde bæve under Vandene, og de, som boe deri.
17Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig ved din Miskundhed.
1Halleluja! Min Sjæl, lov Herren!
2Jeg vil love Herren, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg endnu (er til).
5Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke.
9En Sky forgaaer og farer bort; ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op (igjen).
10Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.
20Men Herren er i sit hellige Tempel; ti stille for hans Ansigt, al Jorden!
1Halleluja! Lover, I Herrens Tjenere, lover Herrens Navn!
5De have Mund, men kunne ikke tale, de have Øine, men kunne ikke see.
6Herren er den, som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede og fører op (igjen).
17Jeg skal ikke døe, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle Herrens Gjerninger.
18Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
7De have Hænder, men kunne ikke føle, de have Fødder, men kunne ikke gaae, de kunne ikke tale igjennem deres Strube.
15Det er kosteligt for Herrens Øine, (naar) hans Hellige døe.
1Halleluja! Lover Herrens Navn, lover (ham), I Herrens Tjenere,
18Men han veed ikke, at Dødninger ere der, at hendes Indbudne ere i Helvedes dybe (Stæder).
9Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede (om Naade).
12Du haver omvendt min Hylen til en Dands for mig, du haver opløst min Sæk og bundet om mig med Glæde,
34Thi Herren hører de Fattige og foragter ikke sine Bundne.
48Kom ihu, hvad mit Livs Tid er; hvorfor skulde du have skabt alle Menneskens Børn forgjæves?
3Fra Solens Opgang indtil dens Nedgang være Herrens Navn lovet!
4Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
1Til Sangmesteren; Davids Psalme. Min Lovsangs Gud! ti ikke.
38Men han er ikke Dødes, men Levendes Gud; thi for ham leve Alle.
1Halleluja! Lover Herren fra Himlene, lover ham i de høie (Stæder)!
3Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
11Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
1Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
4Herre! alle Konger paa Jorden skulle takke dig, naar de have hørt din Munds Ord.