Jobs bok 7:9
En Sky forgaaer og farer bort; ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op (igjen).
En Sky forgaaer og farer bort; ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op (igjen).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.
6 Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
7 Kom ihu, at mit Levnet er et Veir; mit Øie skal ikke komme tilbage til at see Godt.
8 Dens Øie, som (nu) seer mig, skal ikke beskue mig; dine Øine skulle (see) efter mig, men jeg skal ikke (findes).
10 Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
11 (Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
12 (saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14 Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
7 saa skal han dog omkomme i Evighed som hans Skarn; de, som saae ham, skulle sige: Hvor er han?
8 Ligesom en Drøm skal han bortflyve, at man ikke skal finde ham, og han skal forjages som et Syn om Natten.
9 Det Øie, som haver seet ham, skal ikke gjøre det mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.
2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
7 og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
17 Frygt ikke, naar en Mand bliver rig, naar hans Huses Herlighed bliver stor.
5 thi de Levende vide, at de skulle døe, men de Døde vide ikke Noget, og de have ingen Løn ydermere, men deres Ihukommelse er glemt.
19 Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).
19 Enddog han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man lover dig, fordi du gjør dig tilgode,
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
11 Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
32 Dog han, han skal (ogsaa) henføres til Gravene, og blive varagtig ved Høien.
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
5 Vend om, Herre! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld.
20 De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
16 De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
21 for jeg gaaer bort og kommer ikke tilbage, (bort) til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
48 Kom ihu, hvad mit Livs Tid er; hvorfor skulde du have skabt alle Menneskens Børn forgjæves?
10 I skulle ikke græde over en Død og ikke ynkes over ham; græder saare over den, som bortfarer, thi han skal aldrig komme igjen at see sit Fædreneland.
19 Tørhed, ja Hede borttager Sneevand, (men) Helvede dem, som have syndet.
4 Thi det kommer med Forfængelighed og farer i Mørket, og dets Navn bliver skjult i Mørket.
5 Det seer end ikke Solen, kjender den ei heller; dette haver større Rolighed end han.
6 Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?
17 De Døde kunne ikke love Herren, ei heller Nogen af dem, som nedfare i Stilheden.
5 Og Solen gaaer op, og Solen gaaer ned, og den higer til sit Sted, der hvor den gaaer op (igjen).
22 Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
14 Thi vi døe visseligen og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, som ikke monne samles; men Gud skal ikke tage Livet bort, men tænker jo (derpaa), at den Udstødte skal ikke (fremdeles) blive udstødt fra ham.
36 Men man gik forbi, og see, han var ikke (mere), og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke.
15 alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
17 Hans Ihukommelse skal omkomme af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
18 De skulle udstøde ham fra Lys til Mørke, og bortstøde ham fra Jorderige.
9 — thi deres Sjæls Forløsning skal koste meget og maatte holde op evindeligen —
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
5 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke.
13 Thi den, som sælger, skal ikke komme til sit solgte (Gods) igjen, omendskjøndt hans Liv er iblandt de Levende; thi Synet imod al dens Mængde skal ikke vende tilbage, og Ingen skal bestyrke sit Liv ved sin Misgjerning.
6 Herren er den, som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede og fører op (igjen).
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaae, og hvad Saadanne have fuldkommet, skal ikke udbredes i Landet.
30 Han skal ikke bortvige fra Mørket, en Lue skal tørre hans (unge) Qvist, og han skal bortvige ved hans Munds Aand.
16 at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
2 Om de end grove sig ned i Helvede, skal (dog) min Haand hente dem derfra, og om de end opfore i Himmelen, vil jeg dog kaste dem ned derfra.