Job 34:15
alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Thi hvad som hændes Menneskens Børn, det hændes (og) Dyrene, og eens hændes (dem begge); som disse døe, saa døe (og) hine, og de have alle eens Aand, og Mennesket haver ingen Ypperlighed fremfor et (andet) Dyr, thi det er alt Forfængelighed.
20 De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
21 Hvo fornemmer, at Menneskens Børns Aand, den farer høit op, og Dyrs Aand, at den farer ned under Jorden?
7 og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
10 Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
11 (Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
12 (saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
14 Dersom han vilde sætte sit Hjerte dertil, da samlede han sin Aand og sin Aande til sig;
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.
16 Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
24 Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
14 Thi han, han kjender vor Skabning, han kommer ihu, at vi ere Støv.
15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
21 Saa qvaltes alt Kjød, som krøb paa Jorden, af Fugle og af Qvæg og af (vilde) Dyr og af al den Vrimmel, som vrimlede paa Jorden, og hvert Menneske.
22 Alt det, som havde Livs Aands Aande i sin Næse, af alt det, som var paa det Tørre, døde.
26 De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
22 Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?
12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
6 (Der er hans) Røst, som siger: Raab! og han sagde: Hvad skal jeg raabe? Alt Kjød er Hø, og al dets Fromhed er som et Blomster paa Marken.
7 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.
19 I dit Ansigts Sved skal du æde Brødet, indtil du bliver til Jord igjen, thi du er tagen deraf; thi du er Støv, og skal blive til Støv igjen.
2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
39 Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage.
11 og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,
29 Thi Herren hører Riget til, og han hersker iblandt Hedningerne.
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
30 Han skal ikke bortvige fra Mørket, en Lue skal tørre hans (unge) Qvist, og han skal bortvige ved hans Munds Aand.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
9 De skulle omkomme for Guds Aande, og fortæres af hans Vredes Aand.
39 Alt Kjød er ikke det samme Kjød; men eet er Menneskers Kjød, et andet Qvægs, et andet Fiskes, et andet Fugles.
14 Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
11 De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
12 Eders Erindringer ere at ligne ved Aske, eders Høiheder (skulle blive) til Høiheder af Leer.
19 hvor meget mere (paa dem), som boe i Leerhuse, hvis Grundvold er i Støvet? man kan støde dem smaa førend et Møl.
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
15 Derfor er dette ogsaa en ond Syge, at han i alle Maader skal fare, saasom han kom; hvad Fordeel haver han da (deraf), at han haver arbeidet i Veiret,
16 at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
14 Thi vi døe visseligen og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, som ikke monne samles; men Gud skal ikke tage Livet bort, men tænker jo (derpaa), at den Udstødte skal ikke (fremdeles) blive udstødt fra ham.
38 naar Støvet bliver støbt til at vorde fast, og Klimperne hænge (ved hverandre)?
11 Hans Been ere fulde af hans skjulte (Synder), og (hver af dem) skal ligge i Støv med ham.
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
7 saa skal han dog omkomme i Evighed som hans Skarn; de, som saae ham, skulle sige: Hvor er han?
3 Derfor skal Landet sørge, og hver skal vansmægte, som boer deri, med (vilde) Dyr paa Marken og med Fuglene under Himmelen, og selv Fiskene i Havet skulle bortsamles.
33 Jordklimperne ved Bækken smage ham vel, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem, (som vare) for ham, er ikke Tal.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.