Jobs bok 34:15
alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19Thi hvad som hændes Menneskens Børn, det hændes (og) Dyrene, og eens hændes (dem begge); som disse døe, saa døe (og) hine, og de have alle eens Aand, og Mennesket haver ingen Ypperlighed fremfor et (andet) Dyr, thi det er alt Forfængelighed.
20De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
21Hvo fornemmer, at Menneskens Børns Aand, den farer høit op, og Dyrs Aand, at den farer ned under Jorden?
7og Støvet kommer til Jorden igjen, som det var (før), og Aanden kommer til Gud igjen, som gav den.
8(Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
4Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
10Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
11(Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
12(saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
14Dersom han vilde sætte sit Hjerte dertil, da samlede han sin Aand og sin Aande til sig;
29Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.
16Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
24Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;
4Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
14Thi han, han kjender vor Skabning, han kommer ihu, at vi ere Støv.
15(Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
16Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
21Saa qvaltes alt Kjød, som krøb paa Jorden, af Fugle og af Qvæg og af (vilde) Dyr og af al den Vrimmel, som vrimlede paa Jorden, og hvert Menneske.
22Alt det, som havde Livs Aands Aande i sin Næse, af alt det, som var paa det Tørre, døde.
26De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
3Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
22Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?
12Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
6(Der er hans) Røst, som siger: Raab! og han sagde: Hvad skal jeg raabe? Alt Kjød er Hø, og al dets Fromhed er som et Blomster paa Marken.
7Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.
19I dit Ansigts Sved skal du æde Brødet, indtil du bliver til Jord igjen, thi du er tagen deraf; thi du er Støv, og skal blive til Støv igjen.
2Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
39Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage.
11og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,
29Thi Herren hører Riget til, og han hersker iblandt Hedningerne.
22og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
30Han skal ikke bortvige fra Mørket, en Lue skal tørre hans (unge) Qvist, og han skal bortvige ved hans Munds Aand.
1Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
9De skulle omkomme for Guds Aande, og fortæres af hans Vredes Aand.
39Alt Kjød er ikke det samme Kjød; men eet er Menneskers Kjød, et andet Qvægs, et andet Fiskes, et andet Fugles.
14Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
11De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
12Eders Erindringer ere at ligne ved Aske, eders Høiheder (skulle blive) til Høiheder af Leer.
19hvor meget mere (paa dem), som boe i Leerhuse, hvis Grundvold er i Støvet? man kan støde dem smaa førend et Møl.
20Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
15Derfor er dette ogsaa en ond Syge, at han i alle Maader skal fare, saasom han kom; hvad Fordeel haver han da (deraf), at han haver arbeidet i Veiret,
16at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?
14Thi vi døe visseligen og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, som ikke monne samles; men Gud skal ikke tage Livet bort, men tænker jo (derpaa), at den Udstødte skal ikke (fremdeles) blive udstødt fra ham.
38naar Støvet bliver støbt til at vorde fast, og Klimperne hænge (ved hverandre)?
11Hans Been ere fulde af hans skjulte (Synder), og (hver af dem) skal ligge i Støv med ham.
13at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
7saa skal han dog omkomme i Evighed som hans Skarn; de, som saae ham, skulle sige: Hvor er han?
3Derfor skal Landet sørge, og hver skal vansmægte, som boer deri, med (vilde) Dyr paa Marken og med Fuglene under Himmelen, og selv Fiskene i Havet skulle bortsamles.
33Jordklimperne ved Bækken smage ham vel, og han drager hvert Menneske efter sig, og paa dem, (som vare) for ham, er ikke Tal.
26Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.