Salmenes bok 88:5
Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke.
Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
4Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.
6(Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
19Men du, du er bortkastet fra din Grav som en vederstyggelig Qvist, (som) de Ihjelslagnes Klæder, hvilke ere stukne med Sværd, de, som nedfare til Hulens Stene, ligesom en nedtraadt (død) Krop.
20Du skal ikke forenes med dem ved Begravelse, thi du haver fordærvet dit Land, ihjelslaget dit Folk; de Ondes Sæd skal ikke nævnes evindeligen.
5Vend om, Herre! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld.
6Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
14De Døde, de skulle ikke leve (igjen), Dødningerne skulle ikke opstaae, fordi du haver hjemsøgt og ødelagt dem, og fordærvet al deres Ihukommelse.
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
18Thi Graven kan ikke takke dig, Døden (kan ikke) love dig; de, som nedfare i Hulen, kunne ei vente paa din Sandhed.
10Mit Øie er bedrøvet for Elendighed; Herre! jeg haver raabt til dig den ganske Dag, jeg haver udbredt mine Hænder til dig.
11Skal du gjøre en underlig Ting for de Døde, (eller) skulle Dødninger opstaae, skulle de takke dig? Sela.
12Skal din Miskundhed fortælles i Graven, din Sandhed i Fordærvelsen?
12For alle mine Fjender er jeg bleven en Spot, ja en saare (stor Spot) for mine Naboer, og en Forskrækkelse for mine Kyndinger; de, som see mig udenfor, flye fra mig.
8Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
3Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
12(saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
10Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
5thi de Levende vide, at de skulle døe, men de Døde vide ikke Noget, og de have ingen Løn ydermere, men deres Ihukommelse er glemt.
53De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
54Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
15Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
14Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
15Hvorfor forkaster du, Herre! min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
16Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).
5Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig;
5Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
6Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
8De skulle kaste dig ned i Graven, og du skal døe, (som) de Saarede døe, midt i Havet.
7Som naar En sønderskjærer og sønderslider (Noget) paa Jorden, saa ere vore Been adspredte til Gravens Hul.
17Ogsaa de nedfore med ham i Graven til dem, som vare ihjelslagne med Sværd, og dem, (som havde været) hans Arm, som havde siddet i hans Skygge midt iblandt Hedningerne.
20da vil jeg nedkaste dig med dem, som nedfare i Hulen, til det gamle Folk, og lade dig blive i de nederste (Steder i) Jorden, i de øde (Steder, som have været) fra gammel (Tid), med dem, som nedfare i Hulen, paa det du skal ikke beboes, og jeg vil give Deilighed i de Levendes Land.
21Og alle de Stærke iblandt de Veldige skulle tale til ham midt af Graven med hans Hjælpere; de ere nedfarne, de ligge med dem, som have Forhud, som ere ihjelslagne med Sværd.
5De Døde bæve under Vandene, og de, som boe deri.
23Dens Grave ere gjorte ved Siderne i Hulen, og dens Forsamling var trindt omkring dens Grav; de ere alle ihjelslagne (og) faldne ved Sværd, som gjorde Forskrækkelse i de Levendes Land.
16De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
17De Døde kunne ikke love Herren, ei heller Nogen af dem, som nedfare i Stilheden.
48Kom ihu, hvad mit Livs Tid er; hvorfor skulde du have skabt alle Menneskens Børn forgjæves?
14Den, som gaaer (herfra) til fremmed Sted, skal hastig lades løs og skal ikke døe i Graven, og hans Brød skal ikke fattes.
9Helvede nedenunder bævede for dig, for (at tage) imod dit Komme; det opvækker Dødninger for din Skyld, alle Jordens (modige) Bukke, det kommer alle Hedningers Konger til at staae op af deres Throner.
10De alle, de svare og sige til dig: Du er og bleven svag som vi, du er bleven os lig.
6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
19Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
15Men du skal nedfare til Helvede, til Hulens Sider.
14Denne deres Vei er en Daarlighed af dem; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. Sela.
9En Sky forgaaer og farer bort; ligesaa den, der farer ned til Graven, skal ikke komme op (igjen).
17Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
9Min Sjæl hængte efter dig; din høire Haand holdt paa mig.
12Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.