Salmene 88:6
(Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
(Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
4 Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.
5 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke.
7 Du lagde mig i en Hule i de nederste Stæder, i mørke, i dybe Stæder.
8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
3 Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
5 Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.
6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
55 Herre! jeg kaldte paa dit Navn nederst af Hulen.
14 Men jeg, jeg raaber til dig, Herre! og min Bøn kommer dig tilforn om Morgenen.
15 Hvorfor forkaster du, Herre! min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).
13 Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav.
7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
2 Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
6 Gud! ophøi dig over Himlene, din Ære over al Jorden.
2 Han førte mig og lod (mig) gaae i Mørke og ikke i Lys.
15 Men du skal nedfare til Helvede, til Hulens Sider.
20 Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
53 De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
5 Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig;
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
10 Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,
3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.
9 Min Sjæl hængte efter dig; din høire Haand holdt paa mig.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
1 Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
11 Skal du gjøre en underlig Ting for de Døde, (eller) skulle Dødninger opstaae, skulle de takke dig? Sela.
12 Skal din Miskundhed fortælles i Graven, din Sandhed i Fordærvelsen?
17 See, udi Fred kom paa mig en Bitterhed, (ja) en Bitterhed; men du, du haver kjærligen annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Hule, thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg.
18 Thi Graven kan ikke takke dig, Døden (kan ikke) love dig; de, som nedfare i Hulen, kunne ei vente paa din Sandhed.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
18 De omkringgave mig som Vand den ganske Dag, de omringede mig tilsammen.
14 Men jeg (flyer med) min Bøn til dig, Herre! (lad det være) en velbehagelig Tid, O Gud! efter din megen Miskundhed; bønhør mig for din, Frelses Sandheds Skyld.
15 Fri mig af Dynd, at jeg ikke synker; lad mig fries fra mine Hadere og af det dybe Vand.
16 Er du kommen til Havets Dybheder, og haver du vandret der, hvor man randsager (efter) Afgrunden?
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
2 Jeg biede taalmodig efter Herren, og han bøiede sig til mig og hørte mit Raab.
18 Sandeligen, du sætter dem paa de slibrige (Stæder), du lader dem falde til at ødelægges.
8 De skulle kaste dig ned i Graven, og du skal døe, (som) de Saarede døe, midt i Havet.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.