Jona 2:3

Original Norsk Bibel 1866

Og han sagde: Jeg raabte til Herren af min Angest, og han svarede mig: jeg skreg af Helvedes Bug, du hørte min Røst.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Sal 42:7 : 7 Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.
  • Klag 3:54 : 54 Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
  • Sal 69:1-2 : 1 Til Sangmesteren; paa Schoschannim; Davids (Psalme). 2 Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.
  • Sal 69:14-15 : 14 Men jeg (flyer med) min Bøn til dig, Herre! (lad det være) en velbehagelig Tid, O Gud! efter din megen Miskundhed; bønhør mig for din, Frelses Sandheds Skyld. 15 Fri mig af Dynd, at jeg ikke synker; lad mig fries fra mine Hadere og af det dybe Vand.
  • Sal 88:5-8 : 5 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke. 6 (Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand. 7 Du lagde mig i en Hule i de nederste Stæder, i mørke, i dybe Stæder. 8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
  • Jona 1:12-16 : 12 Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld. 13 Og Mændene roede for at føre (Skibet) tilbage til det Tørre, men de kunde ikke; thi Havet foer frem og stormede over dem. 14 Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! lad os ikke omkomme for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! thi du, Herre! haver gjort, saasom dig behagede. 15 Og de optoge Jonas og kastede ham i Havet; da stod Havet stille fra sin heftige Brusen. 16 Og Mændene frygtede Herren ganske meget, og offrede Herren Slagtoffer og lovede Løfter.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 86%

    4Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.

    5Og jeg, jeg sagde: Jeg er udkastet fra dine Øine; dog vil jeg blive ved at see til dit hellige Tempel.

    6Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.

    7Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.

  • 7Min Gud! min Sjæl nedbøier sig i mig; derfor vil jeg komme dig ihu fra Jordans Land og Hermonim, fra det lille Bjerg.

  • 83%

    1Og Herren beskikkede en stor Fisk at opsluge Jonas, og Jonas var i Fiskens Liv tre Dage og tre Nætter.

    2Og Jonas bad til Herren sin Gud fra Fiskens Liv.

  • 81%

    5Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.

    6Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.

  • 81%

    6(Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.

    7Du lagde mig i en Hule i de nederste Stæder, i mørke, i dybe Stæder.

  • 79%

    53De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.

    54Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.

    55Herre! jeg kaldte paa dit Navn nederst af Hulen.

  • 79%

    1Til Sangmesteren; paa Schoschannim; Davids (Psalme).

    2Gud! frels mig, thi Vandet er kommet indtil Sjælen.

  • 17Han udrakte (sin Haand) fra det Høie, han hentede mig; han drog mig af mange Vande.

  • 76%

    4Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.

    5Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig;

  • 3Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).

  • 16Da saaes Vandets Strømme, og Verdens Grundvolde aabenbaredes, Herre! ved din Trudsel, formedelst din Næses Aands Aande.

  • 12Er jeg et Hav eller en Hvalfisk, at du vil sætte Vagt over mig?

  • 1En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!

  • 75%

    14Men jeg (flyer med) min Bøn til dig, Herre! (lad det være) en velbehagelig Tid, O Gud! efter din megen Miskundhed; bønhør mig for din, Frelses Sandheds Skyld.

    15Fri mig af Dynd, at jeg ikke synker; lad mig fries fra mine Hadere og af det dybe Vand.

  • 12Og han sagde til dem: Optager mig og kaster mig i Havet, saa stilles Havet for eder; thi jeg veed, at den store Storm er over eder for min Skyld.

  • 16Er du kommen til Havets Dybheder, og haver du vandret der, hvor man randsager (efter) Afgrunden?

  • 74%

    4da havde Vandene løbet over os, en Bæk havde gaaet over vor Sjæl;

    5da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.

  • 22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.

  • 3Herre! Strømme opløfte, Strømme opløfte deres Lyd, Strømme opløfte deres sammenstødende (Bølger).

  • 5Afgrundene skjulte dem; de sank ned i de dybe Vande som en Steen.

  • 10Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,

  • 10Du blæste med dit Veir, Havet skjulte dem; de sank som Blyet i de mægtige Vande.

  • 4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.

  • 16Du gjenløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josephs Børn. Sela.

  • 22Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.

  • 34Paa den Tid du er sønderbrudt af Havet i de dybe Vande, er din Handel og al din Forsamling midt i dig falden.

  • 11Og du adskilte Havet for deres Ansigt, at de gik midt igjennem Havet paa det Tørre, og du kastede deres Forfølgere i Dybene, ligesom Steen i mægtige Vande.

  • 16Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).

  • 14De komme som ad et vidt Gab, de vælte sig (ind paa mig) under Ødelæggelse.

  • 26De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl smeltedes ved Ulykke.

  • 8Og ved din Vredes Veir forsamledes Vandene, Floderne stode som en Dynge, Dybene sammendroges midt i Havet.

  • 2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?

  • 20Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.

  • 26Dine Rorsmænd førte dig paa store Vande, (men) Østenvinden sønderbrød dig midt i Havet.

  • 6Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.

  • 3Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.

  • 11eller Mørket, (saa) du kan ikke see, og Vandets Mangfoldighed bedækker dig.

  • 3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.