Salmenes bok 31:12
For alle mine Fjender er jeg bleven en Spot, ja en saare (stor Spot) for mine Naboer, og en Forskrækkelse for mine Kyndinger; de, som see mig udenfor, flye fra mig.
For alle mine Fjender er jeg bleven en Spot, ja en saare (stor Spot) for mine Naboer, og en Forskrækkelse for mine Kyndinger; de, som see mig udenfor, flye fra mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
13 Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
13 Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
14 Mine Nærmeste lode af (at komme til mig), og mine Kyndinge glemte mig.
15 De, som boe (hos mig) i mit Huus, og mine Tjenestepiger agte mig som en Fremmed; jeg er (som) en Udlænding for deres Øine.
4 Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.
5 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen; jeg er som en Mand, (der haver) ingen Styrke.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
18 Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
83 Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; (dog) glemte jeg ikke dine Skikke.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
5 Mit Hjerte er slaget og tørret som en Urt, at jeg glemmer at æde mit Brød.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
19 Og jeg var som et Lam, ja en Oxe, der føres hen til at slagtes, og jeg vidste ikke, at de havde betænkt Anslag imod mig (og sagt): Lader os fordærve Træet med dets Føde og udrydde ham af de Levendes Land, at hans Navn skal ikke ydermere ihukommes.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
12 Jeg var rolig, men han sønderrev mig, og tog fat paa min Nakke og sønderslog mig, og opreiste mig sig til et Maal.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
6 Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.
8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
10 Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
13 Og de, som søge efter mit Liv, sætte Snarer, og de, som søge min Ulykke, tale om, (hvorledes de kunne gjøre mig) Skade, og grunde den ganske Dag paa allehaande Svig.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
19 Jeg skulde have været, som jeg ikke havde været til, været ført til Graven af Moders Liv.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
53 De udryddede mit Legeme i en Hule og kastede Stene paa mig.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
10 Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
14 Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
141 Jeg er liden og foragtet, men jeg glemmer ikke dine Befalinger.
9 Men nu er jeg bleven deres Strængeleg, og maa være dem til Snak.