Salmenes bok 30:9
Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede (om Naade).
Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede (om Naade).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
18 Thi Graven kan ikke takke dig, Døden (kan ikke) love dig; de, som nedfare i Hulen, kunne ei vente paa din Sandhed.
19 Den, som lever, (ja) den, som lever, han skal takke dig, som jeg (gjør) idag; en Fader skal undervise Børn om din Sandhed.
20 Haver jeg syndet, hvad skal jeg (da) gjøre dig, du Menneskens Vogter? hvorfor haver du sat mig dig til Stød, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
5 Vend om, Herre! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14 Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
17 alligevel er der ingen Fortrædelighed i mine Hænder, og min Bøn er reen.
18 (O du) Jord! skjul ikke mit Blod, at der jo maa være Rum for mit Raab!
10 Mit Øie er bedrøvet for Elendighed; Herre! jeg haver raabt til dig den ganske Dag, jeg haver udbredt mine Hænder til dig.
11 Skal du gjøre en underlig Ting for de Døde, (eller) skulle Dødninger opstaae, skulle de takke dig? Sela.
3 Thi du siger: Hvad gavner det dig? hvad Gavn haver jeg deraf, (om jeg viger) fra min Synd?
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
16 De skulle nedfare til Gravens Porte, eftersom (der skal være) Ro tillige i Støvet.
1 Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
28 Han haver forløst min Sjæl, at den ikke farer i Fordærvelsen, og mit Liv skal see paa Lyset.
48 Kom ihu, hvad mit Livs Tid er; hvorfor skulde du have skabt alle Menneskens Børn forgjæves?
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
29 Jeg, jeg maa være ugudelig; hvorfor vil jeg nu bemøie mig forgjæves?
31 da dypper du mig (dog) ned i Pytten, og mine Klæder skulle have Vederstyggelighed til mig.
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
5 dersom jeg haver vederlagt den Ondt, som holder Fred med mig, — ja, jeg haver friet (den, som var) min Fjende uden Aarsag —
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
18 Men hvorfor udførte du mig af (Moders) Liv? (Gud give,) jeg havde opgivet Aanden, at intet Øie havde seet mig!
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
3 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
4 Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er nær ved Graven.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
6 Vandene omgave mig indtil Sjælen, Afgrunden omringede mig, der var Tang viklet om mit Hoved.
15 De skulle lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem, og de Oprigtige skulle regjere over dem om Morgenen, og Graven skal afslide deres Skikkelse, (Enhver) af sin Bolig.
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
13 Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
23 Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
30 for at føre hans Sjæl tilbage fra Fordærvelsen, at han maa oplyses ved de Levendes Lys.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
7 Herre! skynd dig, bønhør mig, min Aand forgaaer; skjul ikke dit Ansigt for mig, thi jeg maatte blive dem lig, der fare ned i Hulen.
6 (Jeg var) adskilt iblandt de Døde, som de Ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du kommer ikke ydermere ihu, og som ere fraskilte fra din Haand.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
19 Men du, du er bortkastet fra din Grav som en vederstyggelig Qvist, (som) de Ihjelslagnes Klæder, hvilke ere stukne med Sværd, de, som nedfare til Hulens Stene, ligesom en nedtraadt (død) Krop.