Salmenes bok 49:15
De skulle lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem, og de Oprigtige skulle regjere over dem om Morgenen, og Graven skal afslide deres Skikkelse, (Enhver) af sin Bolig.
De skulle lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem, og de Oprigtige skulle regjere over dem om Morgenen, og Graven skal afslide deres Skikkelse, (Enhver) af sin Bolig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
48 Kom ihu, hvad mit Livs Tid er; hvorfor skulde du have skabt alle Menneskens Børn forgjæves?
14 Jeg vil forløse dem af Helvedes Vold, jeg vil gjenløse dem fra Døden; Død! jeg vil være din Pestilentse, Helvede! jeg vil være din Ødelæggelse; Fortrydelse skal skjule sig for mine Øine.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
14 Denne deres Vei er en Daarlighed af dem; dog love deres Efterkommere det med deres Mund. Sela.
9 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kjød skal boe tryggelig.
10 Thi du skal ikke forlade min Sjæl i Helvede, du skal ikke lade din Hellige see Forraadnelse.
28 Han haver forløst min Sjæl, at den ikke farer i Fordærvelsen, og mit Liv skal see paa Lyset.
8 Der kan ingen Mand nogenlunde frelse en Broder, han kan ikke give Gud hans Forsoning;
9 — thi deres Sjæls Forløsning skal koste meget og maatte holde op evindeligen —
27 thi du skal ikke forlade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstede din Hellige at see Forraadnelse.
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener, thi jeg er angest; skynd dig, bønhør mig.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14 Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
13 Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav.
5 Udfør mig af Garnet, som de have skjult for mig, thi du er min Styrke.
20 Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
4 Og min Sjæl er saare forfærdet; og du, Herre! hvor længe? —
5 Vend om, Herre! fri min Sjæl, frels mig for din Miskundheds Skyld.
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
23 Mine Læber skulle synge (med Fryd), naar jeg synger (Psalmer) for dig, og min Sjæl, som du haver forløst.
3 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøi dit Øre til mit Raab.
7 Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
9 Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
4 Gud! hør min Bøn, vend (dine) Øren til min Munds Tale.
9 Min Sjæl hængte efter dig; din høire Haand holdt paa mig.
3 Dødens Reb havde omspændt mig, og Helvedes Angester havde rammet paa mig; jeg fandt Angest og Bedrøvelse (for mig).
4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
18 Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, saa skal han høre min Røst.
58 Herre! du haver udført min Sjæls Sager, du haver forløst mit Liv.
30 for at føre hans Sjæl tilbage fra Fordærvelsen, at han maa oplyses ved de Levendes Lys.
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
3 Jeg vil raabe til den høieste Gud, til den Gud, som gjør Ende paa min (Sag).
3 Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
8 Og han, han skal forløse Israel fra alle dets Misgjerninger.
26 Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,
5 dersom jeg haver vederlagt den Ondt, som holder Fred med mig, — ja, jeg haver friet (den, som var) min Fjende uden Aarsag —
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
9 Til dig, Herre! vil jeg raabe, og til Herren vil jeg bede (om Naade).
10 Mit Øie er bedrøvet for Elendighed; Herre! jeg haver raabt til dig den ganske Dag, jeg haver udbredt mine Hænder til dig.
11 Skal du gjøre en underlig Ting for de Døde, (eller) skulle Dødninger opstaae, skulle de takke dig? Sela.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
5 Dødens Reb omspændte mig, og Belials Bække forfærdede mig;
13 Gud! dine Løfter (ligge) paa mig; med Taksigelser vil jeg betale dig.
18 og spare hans Sjæl fra Fordærvelse, og hans Liv, at det ikke omkommer ved Sværdet.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
13 Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
22 Ondt skal dræbe en Ugudelig, og de, som hade den Retfærdige, skulle dømmes skyldige.
20 I Hunger skal han forløse dig fra Døden, og i Krig fra Sværdets Vold.