Salmenes bok 31:5
Udfør mig af Garnet, som de have skjult for mig, thi du er min Styrke.
Udfør mig af Garnet, som de have skjult for mig, thi du er min Styrke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
58 Herre! du haver udført min Sjæls Sager, du haver forløst mit Liv.
6 Jeg vil befale min Aand i din Haand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
4 Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
46 Og Jesus raabte med høi Røst og sagde: Fader! jeg vil befale min Aand i dine Hænder; og der han dette sagde, udgav han Aanden.
1 Davids (Psalme). Til dig, Herre! vil jeg opløfte min Sjæl.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
7 Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
23 Mine Læber skulle synge (med Fryd), naar jeg synger (Psalmer) for dig, og min Sjæl, som du haver forløst.
5 at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
5 Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
26 Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
15 De skulle lægges i Graven som Faar, Døden skal fortære dem, og de Oprigtige skulle regjere over dem om Morgenen, og Graven skal afslide deres Skikkelse, (Enhver) af sin Bolig.
11 Men jeg, jeg vil vandre i min Fuldkommenhed; forløs mig og vær mig naadig.
4 Min Gud! udfri mig af en Ugudeligs Haand, af dens Haand, som gjør Uret, og som undertrykker.
5 Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
2 Du, (min Sjæl,) sagde til Herren: Du er (min) Herre, mit Gode (naaer) ikke til dig;
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
5 Gjør, at jeg fremgaaer i din Sandhed, og lær mig, thi du er min Saligheds Gud; jeg bier efter dig den ganske Dag.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
23 eller redder mig af Fjendens Haand, og forløser mig af Tyranners Haand?
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
12 Gud! skab i mig et reent Hjerte, og forny en stadig Aand inden i mig.
4 Og min Sjæl er saare forfærdet; og du, Herre! hvor længe? —
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
11 Herre! hold mig i Live for dit Navns Skyld, udfør min Sjæl af Nød for din Retfærdigheds Skyld.
1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
7 Naar jeg vandrer midt i Angest, skal du holde mig i Live; du skal udrække din Haand over mine Fjenders Vrede, og din høire Haand skal frelse mig.
13 Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav.
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener, thi jeg er angest; skynd dig, bønhør mig.
8 Alle de, mig see, bespotte mig; de udvide Læben, de ryste Hovedet, (sigende):
22 Gud forløse Israel af al sin Nød!
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøi dit Øre til mig og frels mig.
4 Men jeg paakaldte i Herrens Navn, sigende: Kjære Herre! udfri min Sjæl.
1 Herre! du er min Gud, jeg vil ophøie dig, jeg vil bekjende dit Navn, thi du gjorde en underlig Ting; de Anslag, (som du haver sagt) længe tilforn, ere Trofasthed og Sandhed.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
14 Giv mig igjen din Saligheds Fryd, og en frivillig Aand opholde mig!
3 at han ikke skal slide min Sjæl som en Løve, ja rive (den), medens (der er) Ingen, som redder.