Salmenes bok 71:5
Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6Jeg haver fast forladt mig paa dig fra (Moders) Liv, du drog mig af min Moders Liv; min Ros er altid om dig.
7Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.
8Alle de, mig see, bespotte mig; de udvide Læben, de ryste Hovedet, (sigende):
9Han haver væltet (sin Omhu) paa Herren, han befrie ham; han redde ham, efterdi han haver Lyst til ham!
10Du er dog den, som drog mig af (Moders) Liv, som gjorde, at jeg forlod mig (paa dig, der jeg laae) ved min Moders Bryst.
14Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
15Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
1Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
7Visselig, Mennesket gaaer frem (som) i et Billede, visselig, de gjøre sig (megen) Uro forgjæves; man samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det.
1Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig.
2Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøi dit Øre til mig og frels mig.
3Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
4Min Gud! udfri mig af en Ugudeligs Haand, af dens Haand, som gjør Uret, og som undertrykker.
17Gud! du haver lært mig fra min Ungdom, og indtil nu kundgjør jeg dine underlige Ting.
114Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord.
8Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
17Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
1Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
5Jeg biede efter Herren, min Sjæl biede, og jeg haabede paa hans Ord.
5Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
18Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
3Bøi dit Øre til mig, red mig hasteligen; vær mig en stærk Klippe, et saare fast Huus til at frelse mig.
4Thi du er min Klippe og min Befæstning, og for dit Navns Skyld skal du lede mig og føre mig.
5Udfør mig af Garnet, som de have skjult for mig, thi du er min Styrke.
2Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
1Davids (Psalme). Til dig, Herre! vil jeg opløfte min Sjæl.
3Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
24Herren er min Deel, sagde min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
14Men jeg, jeg vil altid haabe, og jeg vil forøge al din Priis.
3(Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
29Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gjøre min Mørkhed klar.
49Kom det Ord ihu til din Tjener, paa hvilket du lod mig haabe.
20Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskjæmmes, thi jeg troer paa dig.
6De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
3Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
2Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
81Min Sjæl længes efter din Salighed; jeg haaber paa dit Ord.
20Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
116Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke beskjæmmes over mit Haab.
8Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa dig; kundgjør mig den Vei, som jeg skal gaae paa, thi jeg haver opløftet min Sjæl til dig.
5De raadslaae aleneste om at udstøde (ham) fra hans Høihed, de have Behagelighed til Løgn; de velsigne med deres Mund, og de bande i deres Inderste. Sela.
4Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
5Gjør, at jeg fremgaaer i din Sandhed, og lær mig, thi du er min Saligheds Gud; jeg bier efter dig den ganske Dag.
4Men du er hellig, du, som boer iblandt Israels Lovsange.
3Israel haabe paa Herren fra nu og indtil evig (Tid)!
12Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
2Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
4Skulde du ikke fra nu af kalde mig: Min Fader! du er min Ungdoms Leder.