Klagesangene 3:18
Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
15 Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
19 Kom min Elendighed og min Forfølgelse ihu, (ja) Malurt og Galde.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
7 Visselig, Mennesket gaaer frem (som) i et Billede, visselig, de gjøre sig (megen) Uro forgjæves; man samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte igjen, derfor vil jeg haabe.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
24 Herren er min Deel, sagde min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
6 Mine Dage ere lettere (henfløine) end en Væverskytte, og de ere forgangne, saa der nu er intet Haab.
15 Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
81 Min Sjæl længes efter din Salighed; jeg haaber paa dit Ord.
82 Mine Øine forsmægtede for dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
14 Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.
16 Derfor udgyder nu min Sjæl sig over mig, Elendigheds Dage angribe mig.
5 Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
23 naar Folkene samles tilsammen, og Rigerne til at tjene Herren.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
54 Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
5 Jeg biede efter Herren, min Sjæl biede, og jeg haabede paa hans Ord.
1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
20 Mit Paulun er forstyrret, og alle mine Snorer ere sønderslidte; mine Børn ere udgangne fra mig, og de ere ikke mere til; Ingen udslaaer ydermere mit Paulun eller ophænger mine Gardiner.
4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
9 Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.