Jesaja 38:16
Herre! ved disse Ting maae de leve, og min Aands Liv er ved dem alle; og du skal gjøre mig stærk og holde mig i Live.
Herre! ved disse Ting maae de leve, og min Aands Liv er ved dem alle; og du skal gjøre mig stærk og holde mig i Live.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
17See, udi Fred kom paa mig en Bitterhed, (ja) en Bitterhed; men du, du haver kjærligen annammet min Sjæl fra Fordærvelsens Hule, thi du kastede alle mine Synder bag din Ryg.
12Du haver beviist Liv og Miskundhed imod mig, og din Besøgelse bevarede min Aand.
17Jeg skal ikke døe, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle Herrens Gjerninger.
18Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
2(Saa vist som) Gud lever, som haver borttaget min Ret, og den Almægtige, som haver beskeligen bedrøvet min Sjæl,
3alt saa længe min Aande er i mig, og Guds Aand i min Næse,
10Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
11Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
30for at føre hans Sjæl tilbage fra Fordærvelsen, at han maa oplyses ved de Levendes Lys.
14Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
2Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
3Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
11Herre! hold mig i Live for dit Navns Skyld, udfør min Sjæl af Nød for din Retfærdigheds Skyld.
8Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
9Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de Levendes Lande.
4Guds Aand haver gjort mig, og den Almægtiges Aande skal lade mig leve.
58Herre! du haver udført min Sjæls Sager, du haver forløst mit Liv.
3Og nu, Herre! tag dog min Sjæl fra mig; thi det er mig bedre at døe end at leve.
13Herre! hør min Bøn, og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en Fremmed hos dig, en Gjæst som alle mine Fædre.
14Herre! læg mig, saa læges jeg, frels mig, saa frelses jeg; thi du er min Roes.
5Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
28Han haver forløst min Sjæl, at den ikke farer i Fordærvelsen, og mit Liv skal see paa Lyset.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
6Vil du evindeligen være vred paa os? vil du drage din Vrede fra Slægt til Slægt?
50Denne er min Trøst i min Elendighed, at dit Ord holder mig i Live.
39Hvorfor murrer et Menneske, som lever? Enhver (murre) for sine Synder.
25Min Sjæl hænger ved Støv; hold mig i Live efter dit Ord.
19Den, som lever, (ja) den, som lever, han skal takke dig, som jeg (gjør) idag; en Fader skal undervise Børn om din Sandhed.
20Herre! (kom) at frelse mig, saa ville vi lege paa min Strængeleg i Herrens Huus alle de Dage, vi leve.
5Saa sagde den Herre Herre til disse Been: See, jeg vil lade komme Aand i eder, og I skulle leve.
175Lad min Sjæl leve og love dig, og lad dine Rette hjælpe mig.
12Gud! skab i mig et reent Hjerte, og forny en stadig Aand inden i mig.
1Halleluja! Min Sjæl, lov Herren!
2Jeg vil love Herren, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg endnu (er til).
3Thi Fjenden forfulgte min Sjæl, han sønderstødte mit Liv til Jorden, han gjorde, at jeg maa sidde i de mørke (Stæder), ligesom de Døde i Verden.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
20Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
48Kom ihu, hvad mit Livs Tid er; hvorfor skulde du have skabt alle Menneskens Børn forgjæves?
15Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
14Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
1Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
4Og min Sjæl er saare forfærdet; og du, Herre! hvor længe? —
6Herren er den, som døder og gjør levende, som nedfører til Helvede og fører op (igjen).
18og spare hans Sjæl fra Fordærvelse, og hans Liv, at det ikke omkommer ved Sværdet.
16Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
2O Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig ikke i din Hastighed.
23Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.
26Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,