Jobs bok 10:12
Du haver beviist Liv og Miskundhed imod mig, og din Besøgelse bevarede min Aand.
Du haver beviist Liv og Miskundhed imod mig, og din Besøgelse bevarede min Aand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
10 Haver du ei udgydt mig som Melk, og ladet mig løbe tilhobe som Ost?
11 Haver du (ikke) klædet mig med Hud og Kjød, og bedækket mig med Been og Sener?
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte; jeg veed, at dette var hos dig.
16 Herre! ved disse Ting maae de leve, og min Aands Liv er ved dem alle; og du skal gjøre mig stærk og holde mig i Live.
4 Guds Aand haver gjort mig, og den Almægtiges Aande skal lade mig leve.
11 Men du, Herre! vær mig naadig og reis mig op; saa vil jeg betale dem.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
28 Du haver kundgjort mig Livets Veie, du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. —
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
11 Skjul dit Ansigt fra mine Synder, og udslet alle mine Misgjerninger.
12 Gud! skab i mig et reent Hjerte, og forny en stadig Aand inden i mig.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
8 Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du haver seet min Elendighed, du haver kjendt min Sjæl i Angester.
7 Min Sjæl! kom igjen til din Rolighed, thi Herren haver gjort vel imod dig.
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
3 alt saa længe min Aande er i mig, og Guds Aand i min Næse,
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og idet du ydmyger mig, gjør du mig stor.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
6 at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
8 Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.
13 Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg paa underfuld (Maade) er underligen bleven til; underlige ere dine Gjerninger, og min Sjæl kjender det saare (vel).
13 Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl af den nederste Grav.
4 han, som igjenløser dit Liv fra Fordærvelse, han, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertigheder,
4 Thi du forekommer ham med Velsignelser af det Gode, du sætter en Krone af (fiint) Guld paa hans Hoved.
11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
11 Herre, hør og vær mig naadig; Herre, vær min Hjælper!
22 Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.
23 Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.
10 i hvis Haand Alles Sjæle ere, som leve, og hver Mands Kjøds Aand.
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
8 At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
50 Denne er min Trøst i min Elendighed, at dit Ord holder mig i Live.
16 Thi den voxer, (og) du jager mig, som en (grum) Løve; og du kommer igjen, du handler underligen imod mig.
17 Du fornyer dine Vidner imod mig, og lader din Fortørnelse være megen imod mig; (der ere) Omskiftelser, ja en Hær imod mig.
4 Herre! kom mig ihu efter din Velbehagelighed til dit Folk, besøg mig med din Salighed,
23 Men jeg (vil) stedse (blive) hos dig, du holder (mig) ved min høire Haand.
5 Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
14 Men (skulde du) ikke, dersom jeg endda lever, ja skulde du ikke gjøre Herrens Miskundhed imod mig, at jeg skal ikke døe?
58 Herre! du haver udført min Sjæls Sager, du haver forløst mit Liv.
20 Du, som haver ladet mig see mange Angester og Ulykker, gjør mig levende igjen, og hent mig op igjen af Jordens Afgrunde.
21 Du gjør mig meget stor, og trøster mig trindt omkring.