Salmenes bok 139:5
Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
2 (Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.
3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.
4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.
6 Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.
7 Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?
8 Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast.
13 Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg paa underfuld (Maade) er underligen bleven til; underlige ere dine Gjerninger, og min Sjæl kjender det saare (vel).
15 Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.
16 Dine Øine saae mig, der jeg endnu var uformet, og disse Ting vare allesammen skrevne i din Bog, de Dage, som bleve dannede, da (der endnu) ikke var een af dem.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare ere dine Tanker for mig, hvor mange ere deres Summer!
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
23 Men jeg (vil) stedse (blive) hos dig, du holder (mig) ved min høire Haand.
24 Du skal lede mig ved dit Raad og derefter antage mig til Ære.
3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
8 Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.
73 Dine Hænder have gjort mig og beredt mig; underviis mig, saa vil jeg lære dine Bud.
23 Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
3 Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
27 Og du haver lagt mine Fødder i Stokken og tager vare paa alle mine Stier, du indtrykker (Mærke) over mine Fødders Saaler.
8 Thi du haver været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med (Fryd).
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
21 Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
16 Men nu tæller du mine Gange, du bevarer (mig) ikke, for min Synds Skyld.
39 Jeg knuser dem, at de ikke kunne opstaae; de faldt under mine Fødder.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte; jeg veed, at dette var hos dig.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
3 Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
2 Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig (ikke) i din Grumhed.
7 Naar jeg vandrer midt i Angest, skal du holde mig i Live; du skal udrække din Haand over mine Fjenders Vrede, og din høire Haand skal frelse mig.
28 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
13 Du, du skabte Norden og Sønden; Thabor og Hermon skulle fryde sig i dit Navn.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig.
41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, (ja) mine Hadere, og jeg udrydder dem.
27 at de kunne kjende, at dette er din Haand, at du, Herre! du gjorde det.
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som mig hade uden Aarsag, mine Fjender, som (søge at) udrydde mig uden Skyld, ere mægtige; jeg maa da igjengive det, jeg ikke haver røvet.
11 Haver du (ikke) klædet mig med Hud og Kjød, og bedækket mig med Been og Sener?
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
27 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
168 Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd, thi alle mine Veie ere for dig.
17 Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
8 Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du haver seet min Elendighed, du haver kjendt min Sjæl i Angester.
5 Herre! bevar mig fra en Ugudeligs Hænder, bevogt mig fra en fortrædelig Mand, fra dem, som tænke at bortstøde mine Trin.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.