Salmenes bok 139:4
Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.
Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).
2(Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.
3Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.
5Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
6Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.
7Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?
8Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.
9Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,
10saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast.
23Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,
24og see, om der er en Vei, som (gjør) Smerte i mig, og led mig paa en evig Vei.
5Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som mig hade uden Aarsag, mine Fjender, som (søge at) udrydde mig uden Skyld, ere mægtige; jeg maa da igjengive det, jeg ikke haver røvet.
3Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.
12Mørkhed er og ikke mørk hos dig, og Natten maa lyse som Dagen, Mørket er som Lyset.
13Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.
14Jeg vil takke dig, fordi jeg paa underfuld (Maade) er underligen bleven til; underlige ere dine Gjerninger, og min Sjæl kjender det saare (vel).
15Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.
16Dine Øine saae mig, der jeg endnu var uformet, og disse Ting vare allesammen skrevne i din Bog, de Dage, som bleve dannede, da (der endnu) ikke var een af dem.
17Derfor, o Gud! hvor dyrebare ere dine Tanker for mig, hvor mange ere deres Summer!
18Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
3Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig, du fandt Intet; jeg tænkte: min Mund skal ikke overtræde.
4(Anlangende) Menneskets Gjerninger, (da) haver jeg, jeg efter dine Læbers Ord taget mig vare for Røveres Stier.
28Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
4Thi sandelig, mine Taler skulle ikke være Løgn, en Oprigtig i al Kundskab (er her) hos dig.
27Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
16Men nu tæller du mine Gange, du bevarer (mig) ikke, for min Synds Skyld.
3Men du, Herre! du kjendte mig, du saae mig og prøvede mit Hjerte imod dig; bortryk dem som Faar til at slagtes, og bered dem til Mordets Dag.
13Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte; jeg veed, at dette var hos dig.
20Og hvad skal David ydermere blive ved at tale til dig? thi du, du kjender din Tjener, Herre, Herre!
2Jeg kjender, at du formaaer Alting, og at der er ingen Tanke formeent for dig.
3Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
9Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
23Gud forstaaer dens Veie, og han kjender dens Sted.
4Monne han, han ikke see mine Veie, og tælle alle mine Gange?
21Dersom vi havde glemt vor Guds Navn og udbredt vore Hænder til en fremmed Gud,
4Herre! alle Konger paa Jorden skulle takke dig, naar de have hørt din Munds Ord.
19Hold dig nær til min Sjæl, gjenløs den; forløs mig for mine Fjenders Skyld.
168Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd, thi alle mine Veie ere for dig.
169Herre! lad mit Raab komme nær for dit Ansigt; underviis mig efter dit Ord.
8Skulde de undkomme for (deres) Uretfærdighed? Gud! nedstød (disse) Folk i Vrede.
4Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
16Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
7Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
172Min Tunge skal prise din Tale, thi alle dine Bud ere Retfærdighed.
18Og Herren lod mig vide det, at jeg veed det; da lod du mig see deres Idrætter.
27at de kunne kjende, at dette er din Haand, at du, Herre! du gjorde det.
3En Dag udgyder (sin) Tale til den anden, og en Nat kundgjør den anden Vidskab.
3Herre! sæt en Varetægt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør.
4Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
22Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.