Job 30:21
Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.
22 Du løfter mig op i Veiret, du lader mig fare, og smelter mig (og al min) Kraft.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
5 Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
16 Thi den voxer, (og) du jager mig, som en (grum) Løve; og du kommer igjen, du handler underligen imod mig.
17 Du fornyer dine Vidner imod mig, og lader din Fortørnelse være megen imod mig; (der ere) Omskiftelser, ja en Hær imod mig.
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
8 At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
10 Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,
21 Lad din Haand være langt fra mig, og lad din Redsel ikke forfærde mig.
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
2 Herre! straf mig ikke i din Vrede, og tugt mig (ikke) i din Grumhed.
11 Thi han haver løst min Sele og plaget mig, derfor have de kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
5 Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.
11 Gud overantvordede mig til en Uretfærdig, og lod mig komme i de Ugudeliges Hænder.
39 Jeg knuser dem, at de ikke kunne opstaae; de faldt under mine Fødder.
17 Men du skulde fuldkommeligen (seet) den Ugudeliges Dom; Dom og Ret skulde holdt (dig) fast.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
8 Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.
43 Men du skjulte (os) med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke.
26 Thi du skriver Bitterheder op mod mig, og lader mig faae min Ungdoms Synder til Arv.
7 Du lagde mig i en Hule i de nederste Stæder, i mørke, i dybe Stæder.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
22 Hvorfor forfølge I mig, som Gud, og kunne ikke mættes af mit Kjød?
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
6 Forstaaer nu, at Gud har forvendt mig, og haver ladet sit Garn omringe mig.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig.
41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, (ja) mine Hadere, og jeg udrydder dem.
16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).
4 Min Gud! udfri mig af en Ugudeligs Haand, af dens Haand, som gjør Uret, og som undertrykker.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
8 Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.
11 Og han optændte sin Vrede imod mig, og agtede mig for sig som sine Fjender.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
10 Ogsaa den Mand, (som havde) Fred med mig, som jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
14 Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.
23 Men jeg (vil) stedse (blive) hos dig, du holder (mig) ved min høire Haand.
5 Men nu det kommer til dig, da kjedes du (derved); det haver rammet paa dig, og du er forfærdet.
9 Ved (Volds) Mangfoldighed komme de (Ugudelige) dem, som lide Vold, til at raabe; de skrige for de Stores Arm.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
22 Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?