Job 10:5
Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Mon (det synes) dig godt, at du gjør Vold, at du forkaster dine Hænders Arbeide og skinner over de Ugudeliges Raad?
4 Haver du kjødelige Øine, eller seer du, som et Menneske seer?
6 at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
1 Er ikke et Menneske i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
17 Hvad er et Menneske, at du vilde agte ham stort, og at du vilde lægge dig ham paa Hjertet?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen, at prøve ham (alle) Øieblikke?
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal (sat) hos dig, haver du sat hans beskikkede (Tid), som han ikke kan overgaae,
3 Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
5 Du holdt mine Øine vaagne, jeg var bekymret og talede ikke.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
4 Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.
10 Der ere baade Graae og Udlevede iblandt os, som have levet længere end din Fader.
11 Er Guds megen Trøst ringe for dig, og det Ord, som han haver hemmeligen talet med dig?
12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øine?
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
14 Hvad er et Menneske, at det skulde være reent, eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Qvinde?
21 Vidste du, at du skulde da fødes, og at dine Dages Tal var stort?
9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
7 Mon du være født (som) det første Menneske, og er du avlet førend Høiene?
9 — thi vi (bleve til) igaar og vide Intet; thi vore Dage ere en Skygge paa Jorden —
15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
5 Er ikke din Ondskab megen, og ingen Ende paa dine Misgjerninger?
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
5 Sku Himmelen og see, og besku (de øverste) Skyer, de ere dig for høie.
4 Naar jeg seer din Himmel, dine Fingres Gjerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte,
17 Mon et (usselt) Menneske kan holdes retfærdigere end Gud? monne en Mand være renere end den, ham gjorde?
14 Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
7 Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgjøre Viisdom.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
12 Mon min Kraft er Kraft af Steen? mon mit Kjød er af Kobber?
11 Thi dine Dage skulle blive mange ved mig, og Livs Aar skulle tillægges dig.
2 Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Tranghed udbredte du (Rummet) for mig; vær mig naadig og hør min Bøn.
8 Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
1 Et Menneske, født af en Qvinde, (lever) en stakket Tid og mættes af Uro.
17 Og (din) Livstid skal opgaae (klarere) end Middagen, du skal flyve op, du skal vorde som Morgenen.
8 Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.