Salmenes bok 8:4
Naar jeg seer din Himmel, dine Fingres Gjerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte,
Naar jeg seer din Himmel, dine Fingres Gjerning, Maanen og Stjernerne, som du beredte,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Men En haver vidnet etsteds, sigende: Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu? eller et Menneskes Søn, at du agter paa ham?
7 Et Lidet gjorde du ham ringere end Englene; med Ære og Hæder kronede du ham og satte ham over dine Hænders Gjerninger;
17 Hvad er et Menneske, at du vilde agte ham stort, og at du vilde lægge dig ham paa Hjertet?
18 og at du vil besøge ham hver Morgen, at prøve ham (alle) Øieblikke?
3 Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
5 (da maa jeg sige:) Hvad er et Menneske, at du kommer ham ihu, og et Menneskes Barn, at du besøger ham?
6 Og du haver ladet ham lidet blive ringere end Englene, men du skal krone ham med Ære og Hæder.
3 Af de spæde og diende (Børns) Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld, for at komme Fjenden til at høre op, og den, som vil hevne sig.
6 Hvormeget mindre et Menneske, (som er) en Orm, og et Menneskes Barn, (som er) en Maddik!
3 Mon (det synes) dig godt, at du gjør Vold, at du forkaster dine Hænders Arbeide og skinner over de Ugudeliges Raad?
4 Haver du kjødelige Øine, eller seer du, som et Menneske seer?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
6 at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
14 Hvad er et Menneske, at det skulde være reent, eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Qvinde?
6 han, som fornedrer sig til at see i Himlene og paa Jorden,
17 Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
24 Kom ihu, at du ophøier hans Gjerning, hvilken Folk have beskuet,
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
14 Thi han, han kjender vor Skabning, han kommer ihu, at vi ere Støv.
17 Mon et (usselt) Menneske kan holdes retfærdigere end Gud? monne en Mand være renere end den, ham gjorde?
4 Hvor var du, der jeg grundfæstede Jorden? forkynd det, om du kjender Forstand!
14 hvad vilde jeg da gjøre, naar Gud vilde opstaae? og naar han vilde hjemsøge, hvad vilde jeg svare ham?
22 Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?
1 Til Sangmesteren paa Githith; Davids Psalme.
11 Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
19 Men dette var endnu lidet agtet for dine Øine, Herre, Herre! saa du talede ogsaa til din Tjeners Huus i det Fjerne; og er dette et Menneskes Skik, Herre, Herre?
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
2 Herren saae ned af Himmelen paa Menneskens Børn, at see, om der var (nogen) Forstandig, som søgte Gud.
2 En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; de fordærve og gjøre (deres) uretfærdige (Gjerning) vederstyggelig; der er Ingen, som gjør Godt.
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
8 Dine Hænder gjøre mig Smerte, endskjøndt de have skabt mig; (de have gjort mig) trindt om, dog vil du opsluge mig.
9 Kjære, kom ihu, at du gjorde mig som Leer, og at du vil gjøre mig til Støv igjen.
2 Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Tranghed udbredte du (Rummet) for mig; vær mig naadig og hør min Bøn.
17 Men dette var endnu lidet agtet for dine Øine, O Gud! derfor talede du (ogsaa) til din Tjeners Huus i det Fjerne; og du haver anseet mig ligesom i et Menneskes Skikkelse, (som er) i det Høie, Gud Herre.
18 Hvad skal David ydermere (tale) til dig om den Ære, (som du haver beviist) mod din Tjener? thi du, du kjender din Tjener.
14 Og (hvi) skulde du gjøre Menneskene som Fiske i Havet, som Orme, der have ingen Regenter?
25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
12 Er ikke Gud i den høie Himmel? og see det Øverste af Stjernerne, hvor høie de ere.
21 Hvo fornemmer, at Menneskens Børns Aand, den farer høit op, og Dyrs Aand, at den farer ned under Jorden?
20 Haver jeg syndet, hvad skal jeg (da) gjøre dig, du Menneskens Vogter? hvorfor haver du sat mig dig til Stød, at jeg er mig selv til en Byrde?
12 Du haver beviist Liv og Miskundhed imod mig, og din Besøgelse bevarede min Aand.
17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare ere dine Tanker for mig, hvor mange ere deres Summer!
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg paa underfuld (Maade) er underligen bleven til; underlige ere dine Gjerninger, og min Sjæl kjender det saare (vel).
15 Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.