Jobs bok 14:5
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal (sat) hos dig, haver du sat hans beskikkede (Tid), som han ikke kan overgaae,
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal (sat) hos dig, haver du sat hans beskikkede (Tid), som han ikke kan overgaae,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 da lad af fra ham, at han maa hvile, indtil han faaer Behagelighed, som en Daglønner til sin Dag.
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
1 Et Menneske, født af en Qvinde, (lever) en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
4 Hvo vil give en Reen af en Ureen? ikke Een.
13 Men er han imod En, hvo vil da vende ham tilbage? hvad hans Sjæl haver Lyst til, det gjør han.
14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og der ere mange saadanne Ting hos ham.
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
1 Er ikke et Menneske i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
20 Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.
10 Han haver cirklet med (en vis) Skik oven over Vandet, indtil Lys med Mørke skal faae Ende.
29 der han satte Havet sit beskikkede (Maal), og at Vandene skulde ikke gaae over hans Befaling, der han beskikkede Jordens Grundvolde,
21 Thi hans Øine ere over hver (Mands) Veie, og han seer alle hans Gange.
10 Om han omskifter og indelukker eller forsamler, hvo vil da vende ham tilbage (derfra)?
22 Og han drager de Mægtige med sin Magt; staaer han op, da er man ikke forsikkret om (sit) Liv.
23 Giver (Gud) ham (at leve) i Tryghed, da forlader han sig fast derpaa; dog ere hans Øine over deres Veie.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14 Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
12 See, (naar) han vil tage, hvo kan komme ham til at give igjen? hvo vil sige til ham: Hvad gjør du?
9 Du satte Grændse (for dem), derover skulle de ikke gaae, de skulle ikke igjen skjule Jorden.
21 Thi hvad Lyst skal han have til sit Huus efter sig, naar hans Maaneders Tal er deelt midt over?
23 Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.
7 Thi han veed ikke, hvad skee skal; thi hvo kan tilkjendegive ham, naar det skal skee?
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
16 Men nu tæller du mine Gange, du bevarer (mig) ikke, for min Synds Skyld.
23 Hvo vil hjemsøge hans Vei over ham, og hvo kan sige: Du haver gjort Uret?
17 Hvad er et Menneske, at du vilde agte ham stort, og at du vilde lægge dig ham paa Hjertet?
13 Hvorfor haver du trættet med ham? efterdi han ikke gjør dig Regnskab for nogen af sine Gjerninger.
2 naar de lægge sig ned i (deres) Boliger (og) blive i Hulen til at lure?
14 See, han nedbryder, og det skal ikke bygges, han lukker til for en Mand, og der skal ikke lukkes op.
21 Vidste du, at du skulde da fødes, og at dine Dages Tal var stort?
12 Mon du ikke var af fordum (Tid), Herre min Gud, min Hellige? vi skulle ikke døe; Herre! du haver sat ham til Dom, og (du, vor) Klippe! haver grundfæstet ham til at straffe (os).
10 Hvad som En er, (saa) er hans Navn allerede tilforn nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske, og han kan ikke trætte med den, som ham er for mægtig.
5 Hvo haver sat dens Maal, efterdi du veed det, eller hvo udstrakte Snoren over den?
14 Thi vi døe visseligen og ere som Vandet, der bortflyder paa Jorden, som ikke monne samles; men Gud skal ikke tage Livet bort, men tænker jo (derpaa), at den Udstødte skal ikke (fremdeles) blive udstødt fra ham.
14 Hvad er et Menneske, at det skulde være reent, eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Qvinde?
4 Thi du forekommer ham med Velsignelser af det Gode, du sætter en Krone af (fiint) Guld paa hans Hoved.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
4 Monne han, han ikke see mine Veie, og tælle alle mine Gange?
22 og hans Sjæl kommer nær til Fordærvelse, og hans Liv til dem, som dræbe.
24 En Mands Gange (komme) fra Herren, og hvorledes kan et Menneske forstaae sin Vei?
14 Men du siger, du beskuer ham ikke; (der er dog) Dom for hans Ansigt, derfor vent (ikkun) paa ham.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
29 Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaae, og hvad Saadanne have fuldkommet, skal ikke udbredes i Landet.
14 Jeg fornam, at alt det, som Gud gjør, det skal blive evindelig, man kan Intet lægge til, og man kan Intet tage derfra, og Gud gjør det saa, for at man skal frygte for hans Ansigt.
1 Hvorfor ere Tiderne ikke skjulte for den Almægtige? og dog de, som ham kjende, de have ikke seet hans Dage.