Jobs bok 14:6
da lad af fra ham, at han maa hvile, indtil han faaer Behagelighed, som en Daglønner til sin Dag.
da lad af fra ham, at han maa hvile, indtil han faaer Behagelighed, som en Daglønner til sin Dag.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal (sat) hos dig, haver du sat hans beskikkede (Tid), som han ikke kan overgaae,
1Er ikke et Menneske i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2Som en Træl higer efter Skyggen, og som en Daglønner forventer (Løn for) sin Gjerning,
2Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
3(Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
23Giver (Gud) ham (at leve) i Tryghed, da forlader han sig fast derpaa; dog ere hans Øine over deres Veie.
5Det seer end ikke Solen, kjender den ei heller; dette haver større Rolighed end han.
7Thi et Træ haver Haab, naar det er afhugget, og det kan endnu omskiftes, og dets (unge) Qvist skal ikke lade af.
15Du skal give ham sin Løn paa sin Dag, og Solen skal ikke gaae ned derover, thi han er nødtørftig, og dermed opholder han sit Liv; at han ikke skal raabe over dig til Herren, og det skal være dig til Synd.
13at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav til den Ugudelige.
12(saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
20Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
29Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaae, og hvad Saadanne have fuldkommet, skal ikke udbredes i Landet.
30Han skal ikke bortvige fra Mørket, en Lue skal tørre hans (unge) Qvist, og han skal bortvige ved hans Munds Aand.
8Ligesom en Drøm skal han bortflyve, at man ikke skal finde ham, og han skal forjages som et Syn om Natten.
9Det Øie, som haver seet ham, skal ikke gjøre det mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.
10Han skal ikke komme igjen ydermere til sit Huus, og hans Sted skal ikke kjende ham ydermere.
9Dens Nysen gjør (hver Gang), at der skinner et Lys, og dens Øine ere som Morgenrødens Øienlaage.
22Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
17Der have Ugudelige afladt (at gjøre) Uro, og der hvile de Kraftesløse.
4Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
32Før hans Dag (kommer), skal den opfyldes, og hans Green skal ikke grønnes.
25Da skal hans Kjød blive saftigt, mere end i Barndommen, han skal komme igjen til sin Ungdoms Dage.
26Han skal bede til Gud, og han skal have Behagelighed til ham, og han skal see hans Ansigt med Frydeskrig, og han skal igjengive et Menneske (efter) sin Retfærdighed.
7Ti for Herren og forvent ham; lad (din Vrede) ikke optændes over den (Mand), hvis Vei lykkes, over den Mand, som udfører (skalkagtige) Anslag.
13Men du, (Daniel!) gak til Enden; og du skal hvile og staae i din Lod ved Dagenes Ende.
13Men er han imod En, hvo vil da vende ham tilbage? hvad hans Sjæl haver Lyst til, det gjør han.
14Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og der ere mange saadanne Ting hos ham.
23Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.
11Thi han skal betale et Menneske efter dets Gjerning, og lade hver finde efter sin Vei.
32Dog han, han skal (ogsaa) henføres til Gravene, og blive varagtig ved Høien.
10Thi hvo, som er indgaaet til hans Hvile, ogsaa han hviler fra sine Gjerninger, ligesom Gud fra sine.
11Hans Been ere fulde af hans skjulte (Synder), og (hver af dem) skal ligge i Støv med ham.
20Du overvælder ham i Evighed, og han farer hen, du forvender hans Ansigt og lader ham fare.
16Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Green afskjæres.
17Hans Ihukommelse skal omkomme af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
18De skulle udstøde ham fra Lys til Mørke, og bortstøde ham fra Jorderige.
41Da skal han udgaae fra at være hos dig, han og hans Børn med ham; og han skal vende tilbage til sin Slægt, og vende tilbage til sine Fædres Eiendom.
22Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?
23Da gaaer Mennesket ud til sin Gjerning og til sin Tjeneste indtil Aftenen.
17at Mennesket skal borttage sin Gjerning, og at han maa skjule Hovmodighed for en Mand,
18og spare hans Sjæl fra Fordærvelse, og hans Liv, at det ikke omkommer ved Sværdet.
18(Men) naar (Gud) opsluger ham fra hans Sted, da skal det negte ham, (sigende:) Jeg saae dig ikke.
19See, det er hans Veis Glæde, og der skulle Andre opvoxe af Støvet.
21Sex Dage skal du arbeide, og paa den syvende Dag skal du hvile; med Pløiningen og med Høsten skal du hvile.
4Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
6Lyset skal blive mørkt i hans Paulun, og hans Lygte skal udslukkes over ham.
23Han vanker hid og did efter Brød, hvor det er; han veed, at Mørkheds Dag er tilrede hos ham.