Salmenes bok 103:15
(Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
(Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
24 Thi alt Kjød er som Græs, og al Menneskets Herlighed som Græssets Blomster; Græsset visner og Blomsteret derpaa falder af;
3 Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
6 (Der er hans) Røst, som siger: Raab! og han sagde: Hvad skal jeg raabe? Alt Kjød er Hø, og al dets Fromhed er som et Blomster paa Marken.
7 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, naar Herrens Aand blæser derpaa, (ja) Folket er visselig Hø.
8 Høet bliver tørt, Blomstret falder af, (men) vor Guds Ord bestaaer evindeligen.
1 Et Menneske, født af en Qvinde, (lever) en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
14 Thi han, han kjender vor Skabning, han kommer ihu, at vi ere Støv.
10 men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.
11 Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomsteret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse, som var at see derpaa, blev fordærvet. Saaledes skal og den Rige visne i sine Veie.
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
4 Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.
5 Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.
6 Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
12 (Naar) det endnu (staaer) i sin Grøde, (enddog) det ikke oprykkes, skal det dog borttørres førend alt Græs.
9 (saa) grønnes det (dog igjen) af Vandets Lugt og skyder Grene som en Plante.
10 Men en Mand døer og svækkes, og et Menneske opgiver Aanden; hvor er han da?
11 (Som) Vand bortløber af Havet, og (som) en Flod tørres bort og bliver tør,
15 alt Kjød maatte opgive Aanden tillige, og Mennesket blive til Støv igjen.
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
2 Thi de skulle hasteligen afhugges som Græs, og affalde som det grønne Græs.
14 I, som ikke vide, hvad imorgen skal skee; thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder!
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
14 Han lader Græs groe for Fæ, og Urter til Menneskets Tjeneste, for at fremføre Brød af Jorden.
19 Thi hvad som hændes Menneskens Børn, det hændes (og) Dyrene, og eens hændes (dem begge); som disse døe, saa døe (og) hine, og de have alle eens Aand, og Mennesket haver ingen Ypperlighed fremfor et (andet) Dyr, thi det er alt Forfængelighed.
20 De fare alle til eet Sted, de bleve alle af Støv, og de komme alle til Støv igjen.
39 Og han kom ihu, at de vare Kjød, et Veir, som bortfarer og kommer ikke tilbage.
6 De skulle blive som Græs paa Tagene, som tørres, førend (Nogen) oprykker det,
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
7 En ufornuftig Mand kjender det ikke, og en Daare forstaaer det ikke,
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
15 Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gjæster, som alle vore Fædre; vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og (her er) ingen Forhaabning.
3 Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest, bøi dit Øre til mig paa den Dag, jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig.
4 Thi mine Dage ere forgangne som Røg, og mine Been ere brændte som et Brandsted.
22 Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?
27 Og de, som boede deri, bleve afmægtige, vare knuste og beskjæmmede; de bleve som Græs paa Marken og (som) de grønne Urter, (som) Hø paa Tagene og en (forbrændt) Ager, før (Kornet) staaer (i Ax).
9 — thi vi (bleve til) igaar og vide Intet; thi vore Dage ere en Skygge paa Jorden —
1 Er ikke et Menneske i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de, samler du deres Aand fra dem, da opgive de Aanden, og de komme til deres Støv igjen.
4 Og hans deilige Prydelse skal være (som) et affaldet Blomster, som er ovenover den (meget) fede Dal; det (skal blive) som den første Frugt, før Sommeren (kommer), hvilken, naar Nogen, som seer til, faaer at see, (da) skal han opsluge (den), saasnart (han faaer) den i sin Haand.
12 Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?
24 De ere en liden (Tid) ophøiede, og (siden findes) Ingen af dem, og de blive nedtrykkede, de indelukkes som alle (Andre i Graven), og de afhugges som Toppen paa et Ax.
23 Da gaaer Mennesket ud til sin Gjerning og til sin Tjeneste indtil Aftenen.
28 Klæder da Gud Græsset saa, som idag staaer paa Marken og imorgen kastes i Ovnen, hvormeget mere eder, I lidet troende!
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal (sat) hos dig, haver du sat hans beskikkede (Tid), som han ikke kan overgaae,