Forkynneren 6:12

Original Norsk Bibel 1866

Thi hvo veed, hvad Mennesket er godt i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livs Dages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgjøre et Menneske, hvad der skal skee efter ham under Solen?

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Job 14:2 : 2 Han gaaer op som et Blomster og afskjæres, og han flyer som en Skygge og bestaaer ikke.
  • Fork 3:22 : 22 Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?
  • Klag 3:24-27 : 24 Herren er min Deel, sagde min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham. 25 Herren er god mod dem, som bie efter ham, mod den Sjæl, som spørger efter ham. 26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse. 27 Det er en Mand godt, at han haver baaret Aag i sin Ungdom.
  • Jak 4:14 : 14 I, som ikke vide, hvad imorgen skal skee; thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder!
  • Fork 8:7 : 7 Thi han veed ikke, hvad skee skal; thi hvo kan tilkjendegive ham, naar det skal skee?
  • Fork 8:13 : 13 Men det skal ikke gaae den Ugudelige vel, og han skal ikke leve længe, han skal (gaae bort) ligesom en Skygge, fordi han ikke frygter for Guds Ansigt.
  • Sal 144:4 : 4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
  • Sal 39:5-6 : 5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve). 6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
  • Sal 47:4 : 4 Han tvinger Folkene under os, ja, Folkene under vore Fødder.
  • Sal 89:47 : 47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
  • Sal 90:10-12 : 10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra). 11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)? 12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
  • Sal 102:11 : 11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
  • Sal 109:23 : 23 Jeg gaaer bort som en Skygge, naar den hælder, jeg bliver udstødt som en Græshoppe.
  • Job 14:21 : 21 Ere hans Børn i Ære, da veed han det ikke, eller om de ere ringe, da agter han ikke paa dem.
  • Sal 4:6 : 6 Offrer Retfærdigheds Offere, og forlader eder paa Herren.
  • Sal 16:5 : 5 Herren er min Arvs Deel og min Kalk; du er den, som opholder min Lod.
  • Sal 17:15 : 15 (Men) jeg, jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed, jeg skal mættes, naar jeg opvaagner (efter) din Lignelse.
  • Fork 2:3 : 3 Jeg opsøgte i mit Hjerte at fremdrage mit Kjød med Vinen, dog ledede jeg mit Hjerte til Viisdommen, og at tage fat paa Daarlighed, indtil jeg kunde see, hvad Menneskens Børn bedst (monne være), som de skulle gjøre under Himmelen i deres Livs Dages Tal.
  • 1 Krøn 29:15 : 15 Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gjæster, som alle vore Fædre; vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og (her er) ingen Forhaabning.
  • Job 8:9 : 9 — thi vi (bleve til) igaar og vide Intet; thi vore Dage ere en Skygge paa Jorden —
  • Fork 9:6 : 6 (Ja) baade deres Kjærlighed og deres Had og deres Avind er allerede forgangen, og de have ingen Deel ydermere i Verden i alt det, som skeer under Solen.
  • Fork 12:13 : 13 Enden paa Sagen, naar Alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det (bør) hvert Menneske (at gjøre).
  • Mika 6:8 : 8 Han haver kundgjort dig, o Menneske! hvad godt er; og hvad kræver Herren af dig, uden at gjøre Ret, og at elske Miskundhed, og at ydmyge dig, at vandre med din Gud?

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 86%

    1 Der er en Ulykke, som jeg saae under Solen, og den er stor over Menneskene:

    2 En Mand, som Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og (ham) fattes Intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begjære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand skal æde det: dette er (og) Forfængelighed, og det er en ond Syge.

    3 Dersom en Mand avlede hundrede (Børn), og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl (dog) ikke mættede sig af det Gode, og han heller ingen Begravelse havde, — et utidigt Foster, siger jeg, er bedre end han.

    4 Thi det kommer med Forfængelighed og farer i Mørket, og dets Navn bliver skjult i Mørket.

    5 Det seer end ikke Solen, kjender den ei heller; dette haver større Rolighed end han.

    6 Ja, dersom han (end) levede tusinde Aar to Gange, og haver ikke seet Godt, — farer dog ikke Enhver til eet Sted?

    7 Hvert Menneskes Arbeide er for hans Munds Skyld, men Sjælen kan dog ikke fyldes.

    8 Thi hvad haver en Viis mere end en Daare? hvad haver en Fattig, som veed at vandre for de Levende?

    9 Det er bedre at see med Øinene, end at Sjælen vandrer (i sin Begjærlighed); dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.

    10 Hvad som En er, (saa) er hans Navn allerede tilforn nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske, og han kan ikke trætte med den, som ham er for mægtig.

    11 Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?

  • 83%

    15 Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa hændes det og mig, og hvorfor haver jeg, jeg da villet være viis mere (end Andre)? da sagde jeg i mit Hjerte: Saadant er og Forfængelighed.

    16 Thi hverken den Vises eller en Daares Ihukommelse skal være evindelig, efterdi det, som allerede er, altsammen bliver forglemt i de tilkommende Dage, og hvor maa dog den Vise døe tilligemed Daaren!

    17 Derfor hadede jeg Livet, thi den Gjerning (syntes) ond for mig, som skeer under Solen; thi det er alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.

    18 Og jeg hadede alt mit Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen, at jeg skulde efterlade det til et Menneske, som skulde være efter mig.

    19 Thi hvo veed, om han skal blive Viis eller en Daare? og han skal (dog) herske i alt mit Arbeide, som jeg haver arbeidet, og som jeg haver været viis udi under Solen; dette er og Forfængelighed.

    20 Derfor vendte jeg mig omkring at mistrøste mit Hjerte over alt det Arbeide, som jeg havde arbeidet under Solen.

    21 Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.

    22 Thi hvad haver dog Mennesket af alt sit Arbeide og af sit Hjertes Fortærelse, som han arbeider med under Solen?

    23 Thi alle hans Dage ere (idel) Smerte, og hans Møie er Græmmelse, ogsaa om Natten haver hans Hjerte ikke Rolighed; dette samme er ogsaa Forfængelighed.

    24 (Er det da) ikke et Menneske godt, at han æder og drikker, og lader sin Sjæl see og (nyde) det Gode i sit Arbeide? (men) dette saae jeg ogsaa, at det er af Guds Haand.

    25 Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere (til at nyde det), end jeg?

    26 Thi det (Menneske), som er godt for hans Ansigt, giver han Viisdom og Kundskab og Glæde, men Synderen giver han den Møie at sanke og samle, for at give til den, som er god for Guds Ansigt; dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.

  • 82%

    2 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.

    3 Hvad Fordeel haver Mennesket i al sin Møie, som det bemøier sig med under Solen?

  • 81%

    6 Thi alt (det, man haver) Lyst til, haver Tid og Ret, efterdi Menneskets Ulykke er megen over ham.

    7 Thi han veed ikke, hvad skee skal; thi hvo kan tilkjendegive ham, naar det skal skee?

  • 80%

    21 Hvo fornemmer, at Menneskens Børns Aand, den farer høit op, og Dyrs Aand, at den farer ned under Jorden?

    22 Og jeg saae, at der er intet Bedre, end at et Menneske er glad i sine Gjerninger, thi det er hans Deel; thi hvo vil lade ham komme at see paa det, som skal blive efter ham?

  • 17 da saae jeg al Guds Gjerning, at et Menneske ikke kan udfinde den Gjerning, som skeer under Solen, som Mennesket arbeider paa at opsøge, men kan ikke finde den, ja og, om den Vise vilde sige sig at forstaae den, kan han dog ikke finde den.

  • 12 Jeg fornam, at der er intet Bedre for dem, end at være glade og gjøre (det, som) godt er, i deres Liv.

  • 8 Men enddog et Menneske lever mange Aar (og) glæder sig i dem alle, kommer han dog de mørke Dage ihu, thi de ere mange, (og) alt det, der vederfares, er Forfængelighed.

  • 4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.

  • 6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.

  • 77%

    11 Da saae jeg om til alle mine Gjerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbeide, som jeg arbeidende havde gjort, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordeel under Solen.

    12 Derefter vendte jeg mig for at see Viisdom og Galenskab og Daarlighed; thi hvad (skal) det Menneske (gjøre), som skal komme efter Kongen? det, som hine allerede have gjort.

  • 8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.

  • 16 Der var ikke Ende paa alt det Folk, paa alt det, som var for dem, og Efterkommerne skulle dog ikke glædes i ham; visseligen, dette er ogsaa Forfængelighed og Aandsfortærelse.

  • 19 Thi hvad som hændes Menneskens Børn, det hændes (og) Dyrene, og eens hændes (dem begge); som disse døe, saa døe (og) hine, og de have alle eens Aand, og Mennesket haver ingen Ypperlighed fremfor et (andet) Dyr, thi det er alt Forfængelighed.

  • 16 at han og maatte æde i Mørke alle sine Dage, baade med megen Græmmelse og sin Sygdom og Fortørnelse?

  • 15 Derfor prisede jeg Glæden, efterdi et Menneske haver intet Bedre under Solen end at æde og at drikke og at være glad; thi Saadant skal tilføies ham af hans Arbeide hans Livs Dage, som Gud haver givet ham under Solen.

  • 14 Jeg saae alle de Gjerninger, som ere gjorte under Solen, og see, det var alt Forfængelighed og Aandsfortærelse.

  • 75%

    9 See til, du lever med en Hustru, som du elsker, alle din Forfængeligheds Livsdage, som (Gud) haver givet dig under Solen alle din Forfængeligheds Dage; thi det er din Deel i Livet og i dit Arbeide, som du arbeider under Solen.

    10 Alt det, som kommer for din Haand at gjøre, det gjør med din Styrke; thi der er hverken Gjerning eller Fornuftighed eller Kundskab eller Viisdom i Graven, hvor du farer hen.

  • 18 Og hvilket Menneske, som Gud haver givet Rigdom og Gods, og giver ham Magt at æde deraf, og at optage sin Deel, og at glæde sig i sit Arbeide, dette er en Guds Gave.

  • 3 Ja, (den haver) bedre end de begge, som endnu ikke haver været til, som ikke saae den onde Gjerning, der gjøres under Solen.

  • 3 Dette er ondt iblandt alt det, som skeer under Solen, at det hændes dem alle eens, og at Menneskens Børns Hjerte er ogsaa fuldt af Ondskab, og at Galenskaber ere i deres Hjerte, (saalænge) de leve, og derefter (maae de fare) til de Døde.

  • 8 Der er En eenlig og ikke selv anden, og haver hverken Søn eller Broder, dog er der ingen Ende paa alt hans Arbeide, og hans Øine mættes ikke af Rigdom, og (han siger ikke): Hvem arbeider jeg til og lader min Sjæl fattes det Gode? dette er ogsaa Forfængelighed, og det er en ond Møie.

  • 1 Sandelig, alt dette haver jeg lagt paa mit Hjerte, paa det (jeg maatte) klarligen vide dette altsammen, at de Retfærdige og de Vise og deres Gjerninger ere i Guds Haand; (dog) kjender intet Menneske hverken Kjærlighed eller Had af alt det, som er for deres Ansigt.

  • 14 I, som ikke vide, hvad imorgen skal skee; thi hvad er eders Liv? Det er jo en Damp, som er tilsyne en liden Tid, men derefter forsvinder!