Salmenes bok 90:4
Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.
Thi tusinde Aar ere for dine Øine som den Dag igaar, naar den er forbigangen, og (som) en Nattevagt.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Du bortskyllede dem, de ere som en Søvn; om Morgenen ere de som Græs, der omskiftes.
6 Om Morgenen blomstrer det, og det omskiftes; om Aftenen afhugges det og tørres.
7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Grumhed.
8 Du sætter vore Misgjerninger for dig, vor skjulte (Synd) for dit Ansigts Lys.
9 Thi alle vore Dage vende sig i din Vrede; vi fortære vore Aar som en Tanke.
10 (Anlangende) vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og om (Nogen haver) megen Styrke, ere de fiirsindstyve Aar, og det Stolteste af dem er Møie og Uretfærdighed; thi det afskjæres hasteligen, og vi flyve (derfra).
11 Hvo kjender din Vredes Styrke og din Grumhed, saasom Frygten for dig (udkræver)?
12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Viisdom i Hjertet.
13 Vend om, Herre! hvor længe (skal det vare)? og lad det angre dig over dine Tjenere.
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, ja fra Evighed til Evighed er du, Gud.
3 Du forvandler et Menneske, at han bliver knust, og du siger: Kommer igjen, I Menneskens Børn!
8 Men dette Ene bør I ikke være uvidende om, I Elskelige! at een Dag er for Herren som tusinde Aar, og tusinde Aar som een Dag.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
4 Haver du kjødelige Øine, eller seer du, som et Menneske seer?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage? ere dine Aar som en Mands Dage?
9 — thi vi (bleve til) igaar og vide Intet; thi vore Dage ere en Skygge paa Jorden —
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
11 De skulle forgaae, men du bliver ved, og de skulle alle blive gamle som et Klædebon;
12 ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den samme, og dine Aar skulle ikke aflade.
4 En Slægt gaaer, og en (anden) kommer, men Jorden staaer evindelig.
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
25 Jeg sagde: Min Gud, optag mig ikke midt i mine Dage! dine Aar ere fra Slægt til Slægter.
26 Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene ere dine Hænders Gjerning.
27 De, de skulle forgaae, men du, du bestaaer, og de, de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som et Klæde, og de skulle omskiftes.
46 Du forkortede hans Ungdoms Dage, du skjulte ham med Haanhed. Sela.
47 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? skal din Grumhed brænde som Ild?
20 Fra Morgenen indtil Aftenen sønderknuses de; uden at der er Nogen, som lægger (det paa Hjerte), fordærves de evindeligen.
4 Hans Aand udfarer, han bliver til Jord igjen; paa den samme Dag forgaae hans stolte (Anslag).
15 (Anlangende) et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre.
16 Naar Veir farer over det, da er det ikke (mere), og dets Sted kjender det ikke mere.
13 I Tanker af Syner om Natten, naar en dyb Søvn falder paa Folk,
5 Du holdt mine Øine vaagne, jeg var bekymret og talede ikke.
16 Dagen (hører) dig til, Natten (hører) dig ogsaa til; du, du beredte Lyset og Solen.
10 Gud! vort Skjold, see, og sku din Salvedes Ansigt.
2 Fra den Tid er din Throne fast; du er af Evighed.
12 (saa) ligger og et Menneske og opstaaer ikke; indtil Himlene ere ikke (mere), opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
15 Thi vi ere fremmede for dit Ansigt og Gjæster, som alle vore Fædre; vore Dage paa Jorden ere som en Skygge, og (her er) ingen Forhaabning.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
12 De gjøre Nat til Dag, (at jeg kan ikke sove,) og Lyset er nær (ved at vige) for Mørkets Skyld.
12 Mørkhed er og ikke mørk hos dig, og Natten maa lyse som Dagen, Mørket er som Lyset.
49 Hvilken Mand lever, som ikke skal see Døden, som kan frie sin Sjæl fra Gravens Vold? Sela.
5 Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal (sat) hos dig, haver du sat hans beskikkede (Tid), som han ikke kan overgaae,
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
20 Ligesom en Drøm, naar En er opvaagnet, skal du, o Herre! naar du vaagner op, foragte deres Billede.
18 idet vi ikke have de synlige Ting for Øie, men de usynlige; thi de synlige ere timelige, men de usynlige evige.
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.