Salmenes bok 139:18

Original Norsk Bibel 1866

Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Sal 3:5 : 5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
  • Sal 139:3 : 3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.
  • Jes 26:19 : 19 Dine Døde skulle leve, (tilligemed) min (døde) Krop skulle de opstaae; vaagner op og synger (med Fryd), I, som boe i Støv! thi din Dug er (som) Dug over (grønne) Urter, men du skal fælde Kjæmperne til Jorden.
  • Dan 12:2 : 2 Og Mange af dem, som sove i Jordens Støv, skulle opvaagne, Somme til et evigt Liv, og Somme til Skam (og) til evig Væmmelse.
  • 1 Tess 5:10 : 10 som døde for os, at enten vi vaage eller sove, skulle vi leve tilligemed ham.
  • Sal 16:8-9 : 8 Jeg haver sat Herren stedse for mig; thi (han er) ved min høire Haand, jeg skal ikke rokkes. 9 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kjød skal boe tryggelig. 10 Thi du skal ikke forlade min Sjæl i Helvede, du skal ikke lade din Hellige see Forraadnelse. 11 Du skal kundgjøre mig Livets Sti; for dit Ansigt er Mættelse af megen Glæde, liflige (Værelser) ved din høire Haand evindelig.
  • Sal 17:15 : 15 (Men) jeg, jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed, jeg skal mættes, naar jeg opvaagner (efter) din Lignelse.
  • Sal 40:5 : 5 Salig er den Mand, som sætter sin Tillid til Herren, og vender ikke sit Ansigt til de Hovmodige og til dem, som bøie sig til Løgn.
  • Sal 40:12 : 12 Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
  • Sal 63:6-7 : 6 Min Sjæl skal mættes som af det Fede og af Fedme, og min Mund skal love (dig) med frydefulde Læber. 7 Naar jeg kommer dig ihu paa mit Leie, da vil jeg eftertænke om dig i Nattevagterne.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 86%

    1 Til Sangmesteren; Davids Psalme. Herre! du randsager mig og kjender (mig).

    2 (Hvad enten) jeg sidder eller opstaaer, da veed du det, du forstaaer min Tanke langt fra.

    3 Du omringer min Sti og mit Leie, du kjender grandt alle mine Veie.

    4 Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, see, Herre! du veed det altsammen.

    5 Bag og for haver du dannet mig, og lagt din Haand paa mig.

    6 Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.

    7 Hvor skal jeg gaae fra din Aand, og hvor skal jeg flye fra dit Ansigt?

    8 Dersom jeg farer op til Himmelen, (da er) du der, og reder jeg Seng i Helvede, see, (da er) du der.

    9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,

    10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast.

    11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.

    12 Mørkhed er og ikke mørk hos dig, og Natten maa lyse som Dagen, Mørket er som Lyset.

    13 Thi du, du eiede mine Nyrer, du skjulte mig i min Moders Liv.

    14 Jeg vil takke dig, fordi jeg paa underfuld (Maade) er underligen bleven til; underlige ere dine Gjerninger, og min Sjæl kjender det saare (vel).

    15 Mine Been vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigen virket nede paa Jorden.

    16 Dine Øine saae mig, der jeg endnu var uformet, og disse Ting vare allesammen skrevne i din Bog, de Dage, som bleve dannede, da (der endnu) ikke var een af dem.

    17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare ere dine Tanker for mig, hvor mange ere deres Summer!

  • 5 Salig er den Mand, som sætter sin Tillid til Herren, og vender ikke sit Ansigt til de Hovmodige og til dem, som bøie sig til Løgn.

  • 19 Gud! gid du vilde ihjelslaae en Ugudelig! og I blodgjerrige Mænd, viger fra mig!

  • 72%

    22 Jeg hader dem med et fuldkomment Had; de bleve mine Fjender.

    23 Randsag mig, o Gud! og kjend mit Hjerte; prøv mig og kjend mine Tanker,

    24 og see, om der er en Vei, som (gjør) Smerte i mig, og led mig paa en evig Vei.

  • 6 Min Sjæl skal mættes som af det Fede og af Fedme, og min Mund skal love (dig) med frydefulde Læber.

  • 71%

    11 Jeg skjuler ikke din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg taler om din Trofasthed og din Salighed; jeg dølger ikke din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling.

    12 Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.

  • 23 Men jeg (vil) stedse (blive) hos dig, du holder (mig) ved min høire Haand.

  • 16 Men nu tæller du mine Gange, du bevarer (mig) ikke, for min Synds Skyld.

  • 19 Der jeg havde mange Tanker inden i mig, da forlystede din megen Trøst min Sjæl.

  • 18 Og jeg sagde: Jeg vil opgive Aanden i min Rede, og gjøre Dagene mangfoldige som Sand.

  • 8 Skulde de undkomme for (deres) Uretfærdighed? Gud! nedstød (disse) Folk i Vrede.

  • 30 Men og alle eders Hovedhaar ere talte.

  • 15 (Men) jeg, jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed, jeg skal mættes, naar jeg opvaagner (efter) din Lignelse.

  • 5 Thi, Herre! du glædede mig ved din Gjerning; jeg vil synge med Fryd om dine Hænders Gjerninger.

  • 1 Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.

  • 14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.

  • 3 Af de spæde og diende (Børns) Mund grundfæstede du en Magt for dine Fjenders Skyld, for at komme Fjenden til at høre op, og den, som vil hevne sig.

  • 4 Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.

  • Sal 3:5-6
    2 vers
    68%

    5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.

    6 Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.

  • 4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.

  • 14 Men jeg, jeg vil altid haabe, og jeg vil forøge al din Priis.

  • 19 See til mine Fjender, thi de ere mange og hade mig med fortrædeligt Had.

  • 18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.

  • 148 Mine Øine vare vaagne før Nattevagterne, at tale om dit Ord.

  • 3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød tilkjende for hans Ansigt.

  • 1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.

  • 176 Jeg haver faret vild som et Lam, der omkommer; opsøg din Tjener, thi jeg haver ikke glemt dine Bud.

  • 8 Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa dig; kundgjør mig den Vei, som jeg skal gaae paa, thi jeg haver opløftet min Sjæl til dig.

  • 36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.

  • 3 Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.