Jobs bok 29:18
Og jeg sagde: Jeg vil opgive Aanden i min Rede, og gjøre Dagene mangfoldige som Sand.
Og jeg sagde: Jeg vil opgive Aanden i min Rede, og gjøre Dagene mangfoldige som Sand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Min Rod var udbredt ved Vand, og Duggen blev om Natten paa min Høst.
10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar.
11 Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
13 Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
19 Jeg skulde have været, som jeg ikke havde været til, været ført til Graven af Moders Liv.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
17 Og jeg sønderbrød den Uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte kaste Rovet af sine Tænder.
23 Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.
22 Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
14 Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
15 See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
13 Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14 Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
1 Min Aand er fordærvet, mine Dage ere udslukte, Gravene ere for mig.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
10 Hvo kan tælle Jakobs Støv og Tallet paa den fjerde Part af Israel? min Sjæl døe de Oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som hans!
14 Og min Haand haver fundet Folkenes Gods som en Rede, og jeg, jeg haver sanket alt Landet, som man sanker Æg, der ere forladte, og der var Ingen, som rørte en Vinge, og som oplod Næb, og som qviddrede.
13 Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,
13 Om jeg end forventer, (skal dog) Graven (vorde) mit Huus; jeg reder mit Leie i Mørket.
15 saa min Sjæl udvælger at være qvalt, (ja) Døden heller end mine Beens (Pine).
16 Jeg er kjed, jeg skal (dog) ikke leve evindeligen; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad er min Ende, at jeg skulde forlænge mit Liv?
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leie skal lette (noget) af min Klage,
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staae op, og (naar) faaer Aftenen naaet sit Maal? og jeg blev mæt af Uroligheder indtil Tusmørket.
11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du opløftede mig og kastede mig ned.
6 Frygt og Bævelse komme paa mig, og Gruelse skjuler mig.
24 Han ydmygede min Kraft paa Veien, han forkortede mine Dage.
11 Mine Dage ere forbigangne, oprykkede ere mine Tanker, som besad mit Hjerte.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
8 da maa jeg saae, men en Anden æde det, og min Afkom maa oprykkes med Rod.
23 Denne maae døe i sin fuldkomne Styrke, han var ganske rolig og tryg.
3 Thi den skulde nu blive svarere end Sand i Havet; derfor ere mine Ord opslugte.
4 ligesom da jeg var i min Ungdoms Dage, der Guds Løndom var over mit Paulun;
15 Jeg er udøst som Vand, og alle mine Been adskille sig; mit Hjerte er som Vox, der smeltes midt i mit Liv.
6 Thi et Øieblik (varer) hans Vrede, (men) Livet er i hans Velbehagelighed; om Aftenen, (ja) Natten igjennem skeer Graad, men om Morgenen Frydeskrig.
26 Jeg haver sagt: Jeg vilde adsprede dem i (alle) Hjørner, jeg vilde lade ophøre deres Ihukommelse iblandt Menneskene,
40 Naar jeg var om Dagen (paa Marken), fortærede Heden mig, og Kulde om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øine
26 De skulle ligge tilsammen i Støvet, og Ormene skulle skjule dem.
9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg boe ved det yderste Hav,
4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
12 Og du haver sagt: Jeg vil gjøre meget vel imod dig, og gjøre din Sæd som Sand ved Havet, hvilket ikke kan tælles for Mangfoldighed.
26 Og (naar) de efter min Hud have afsledet dette (mit Kjød), da skal jeg (dog) beskue Gud af mit Kjød,
27 hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
29 Jeg er Dragernes Broder, og de unge Strudsers Staldbroder.
26 Derfor vaagnede jeg op og saae, endskjøndt min Søvn var mig sød.
17 Jeg skal ikke døe, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle Herrens Gjerninger.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.