4 Mosebok 23:10
Hvo kan tælle Jakobs Støv og Tallet paa den fjerde Part af Israel? min Sjæl døe de Oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som hans!
Hvo kan tælle Jakobs Støv og Tallet paa den fjerde Part af Israel? min Sjæl døe de Oprigtiges Død, og mit Endeligt vorde som hans!
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Da tog han til sit Sprog og sagde: Af Syrien haver Balak, Moabiternes Konge, ladet hente mig fra Bjergene mod Østen: Gak hid, forband mig Jakob, og gak hid, vredes paa Israel.
8Hvorledes skal jeg forbande, da Gud ikke forbander? hvorledes skal jeg vredes, da Herren ikke vredes?
9Thi jeg seer ham af Klippernes Top, og af Høiene beskuer jeg ham; see, det Folk skal boe alene, og skal ikke regnes iblandt Hedningerne.
11Da sagde Balak til Bileam: Hvad gjør du (imod) mig? jeg tog dig (hid) til at forbande mine Fjender, og see, du haver aldeles velsignet (dem).
12Og han svarede og sagde: Skal jeg ikke tage vare paa at tale det, som Herren lægger i min Mund?
13Og Balak sagde til ham: Kjære, kom med mig til et andet Sted, fra hvilket du kan see det, (dog) skal du kun see Enden deraf, men du skal ikke see det ganske; og forband mig det derfra.
18Og jeg sagde: Jeg vil opgive Aanden i min Rede, og gjøre Dagene mangfoldige som Sand.
23Og han tog til sit Sprog og sagde: Vee! hvo skal blive ved Live, naar Gud vil beskikke ham (til Ødelæggelse)?
20Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
21for jeg gaaer bort og kommer ikke tilbage, (bort) til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
13Dersom Balak vilde give mig sit Huus fuldt af Sølv og Guld, saa kunde jeg ikke overtræde Herrens Ord, til at gjøre Ondt eller Godt af mit Hjerte; det, som Herren vil tale, det vil jeg tale.
14Og nu see, jeg drager til mit Folk; gak hid, jeg vil raade dig, hvad dette Folk skal gjøre ved dit Folk i de sidste Dage.
15Og han tog til sit Sprog og sagde: Det siger Bileam, Beors Søn, det siger den Mand, som har faaet Øiet oplukket.
6Og nu Kjære, gak hid, forband mig dette Folk, thi det er mig for mægtigt, maaskee jeg kunde slaae det og uddrive det af Landet; thi jeg veed, at hvem du velsigner, er velsignet, og hvem du forbander, skal være forbandet.
4Mit Hjerte blev hedt inden i mig, i min Betænkning optændtes en Ild; jeg talede med min Tunge:
9Han haver bøiet sig, lagt sig som en Løve og som en stor Løve, hvo tør opvække ham? velsignede være de, som dig velsigne, og forbandede være de, som dig forbande!
10Da optændtes Balaks Vrede imod Bileam, og han slog sine Hænder tilsammen; og Balak sagde til Bileam: Jeg kaldte dig til at forbande mine Fjender, og see, du haver disse tre Gange aldeles velsignet (dem).
1Og denne er den Velsignelse, med hvilken Mose, den Guds Mand, velsignede Israels Børn, førend han døde.
11See, (her er) et Folk, som er udgaaet af Ægypten og skjuler Jordens Kreds; gak nu hid, forband mig det, maaskee jeg kunde stride imod det og uddrive det.
22Thi jeg døer i dette Land, jeg gaaer ikke over Jordanen; men I skulle gaae over den, og eie dette gode Land.
27Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
17Jeg skal see ham, dog ikke nu, jeg skal skue ham, men ikke nær hos; der fremgaaer en Stjerne af Jakob, og opstaaer et Spiir af Israel, og det skal saare Moabs Hjørner og ødelægge alle Seths Børn.
30Da sagde Israel til Joseph: Jeg vil nu (gjerne) døe, efterat jeg haver seet dit Ansigt, at du er endnu levende.
16Og jeg vil gjøre din Afkom som Støv paa Jorden; dersom Nogen kan tælle Støv paa Jorden, da skal ogsaa din Afkom tælles.
15Og vil du saa gjøre ved mig, da slaa mig (heller) ihjel, dersom jeg haver fundet Naade for dine Øine, og lad mig ikke see paa min Ulykke.
3Og nu, Herre! tag dog min Sjæl fra mig; thi det er mig bedre at døe end at leve.
5Salig er den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til Herren, hans Gud,
23Denne maae døe i sin fuldkomne Styrke, han var ganske rolig og tryg.
27hvilken jeg, jeg skal beskue for mig, og mine Øine skulle see, og ikke en Fremmed, (endskjøndt) mine Nyrer ere fortærede i mit Skjød.
21Og Israel sagde til Joseph: See, jeg døer; og Gud skal være med eder og, føre eder til eders Fædreland igjen.
13Gid du vilde gjemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; gid du vilde sætte mig en beskikket (Tid) og da komme mig ihu (igjen)!
14Naar en Mand døer, mon han skal leve (igjen)? (da) vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Omskiftelse kom.
6Ruben skal leve og ikke døe; og hans Mænd skulle være en liden Hob.
11Herre! velsign hans Kraft og lad hans Hænders Gjerning behage dig; saargjør deres Lænder, som opreise sig imod ham, og deres, som ham hade, at de ikke opreise sig.
3Og han tog til sit Sprog og sagde: Dette siger Bileam, Beors Søn, og det siger den Mand, som har faaet Øiet oplukket.
23Thi der er ingen Spaadom imod Jakob, og ingen Trolddom imod Israel; i (sin) Tid skal siges om Jakob og om Israel, hvad Gud haver gjort.
11Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden.
12Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
5Og jeg sagde: Herre Herre! lad dog af, hvorledes skal Jakob kunne bestaae? thi han er ringe.
3(Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
4Hvorlænge skal Landet sørge, og Urter paa al Marken tørres? For deres Ondskabs Skyld, som boe derudi, ere (baade) Dyr og Fugle omkomne; thi de sagde: Han kan ikke see det Sidste af os.
22Thi (faa) Aar i Tallet skulle (endnu) komme, saa gaaer jeg bort ad en Sti, ad hvilken jeg ikke kommer tilbage.
23Thi jeg veed, du fører mig til Døden igjen, og til alle Levendes Forsamlings Huus.
2Og han sagde: See nu, jeg er gammel og veed ikke min Dødsdag.
5dersom jeg haver vederlagt den Ondt, som holder Fred med mig, — ja, jeg haver friet (den, som var) min Fjende uden Aarsag —
24Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.