Amos 7:5
Og jeg sagde: Herre Herre! lad dog af, hvorledes skal Jakob kunne bestaae? thi han er ringe.
Og jeg sagde: Herre Herre! lad dog af, hvorledes skal Jakob kunne bestaae? thi han er ringe.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Saa lod den Herre Herre mig see, og see, En, som dannede Græshopper, da Høstgrøden begyndte at opkomme, og see, (der var) Høstgrøde, efterat Kongen havde ladet afhugge Græsset.
2 Og det skede, der de havde fuldendt at æde Urterne i Landet, at jeg sagde: Herre Herre, tilgiv dog! hvorledes skal Jakob kunne bestaae? thi han er (jo) ringe.
3 (Da) angrede dette Herren; det skal ikke skee, sagde Herren.
4 Saa lod den Herre Herre mig see, og see, den Herre Herre kaldte, at gaae irette (med dem) ved Ilden; og den fortærede en stor Afgrund, og den fortærede et Stykke Land.
6 Saa angrede dette Herren; ogsaa det, det skal ikke skee, sagde den Herre Herre.
7 Vee! thi dette er en stor Dag, saa (der har) ingen (været) som den, og det er Nødens Tid for Jakob; dog skal han blive frelst deraf.
6 Men jeg sagde: Ak Herre Herre! see, jeg veed ikke at tale, thi jeg er ung.
7 Du, som er kaldet Jakobs Huus, mon Herrens Aand være forkortet? mon disse være hans Idrætter? mon mine Ord ikke skulle gjøre vel imod den, som vandrer oprigtig?
8 Og det skede, der de havde slaget dem, da var jeg overbleven; og jeg faldt paa mit Ansigt og raabte og sagde: Ak, Herre Herre! vil du fordærve alt Overblevet i Israel, idet du udøser din Grumhed over Jerusalem?
1 Og Herrens Ord skede til mig, og han sagde:
8 Hvorledes skulde jeg hengive dig, Ephraim, og overantvorde dig, Israel? hvorledes skulde jeg gjøre ved dig som ved Adma? skulde jeg sætte dig som Zeboim? mit Hjerte haver vendt sig i mig, mine Fortrydelser ere optændte tillige.
1 Hører dette Ord, som jeg optager over eder, et Klagemaal (over eder), Israels Huus!
49 Og jeg sagde: Ak Herre Herre! de sige om mig: Mon han ikke bruger idel Lignelser?
27 Hvorfor vil du da sige, Jakob! og tale, Israel: Min Vei er skjult for Herren, og min Ret gaaer min Gud forbi.
8 See, den Herre Herres Øine (see) paa et syndigt Rige, og jeg vil udslette det fra (at være) paa Jorden; dog vil jeg ikke plat udslette Jakobs Huus, siger Herren.
7 Og det Overblevne af Jakob skal være iblandt Hedningerne, midt iblandt mange Folk, som en Løve iblandt Dyrene i Skoven, som en ung Løve iblandt Faarehjorde, hvilken, naar han gaaer over, da nedtræder og sønderriver han, og der er Ingen, som redder.
13 Og det skede, der jeg spaaede, da døde Pelatja, Benajas Søn; og jeg faldt paa mit Ansigt og raabte med høi Røst og sagde: Ak, Herre Herre! vil du aldeles gjøre en Ende med det Overblevne af Israel?
14 Da skede Herrens Ord til mig, og han sagde:
7 Saa sagde den Herre Herre: Det skal ikke bestaae og ei (saa) være.
30 Og jeg ledte efter en Mand af dem, som vilde gjærde et Gjærde og staae i Gabet for mit Ansigt for Landet, at jeg skulde ikke fordærve det; men jeg fandt ingen.
7 Bæv, (du) Jord, for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt, 8. han, som forvandlede Klippen til en Vandsø, den haarde Steen til en Vandkilde.
16 Og nu, hør Herrens Ord: Du siger: Du skal ikke spaae imod Israel, og ikke (lade Ord) dryppe imod Isaks Huus.
6 Søger Herren, saa skulle I leve, at han skal ikke komme heftig over Josephs Huus som en Ild og fortære, og der skal Ingen være, som udslukker i Bethel;
13 Hører og vidner udi Jakobs Huus, siger den Herre Herre, den Zebaoths Gud,
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
11 Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
15 Thi see, jeg vil gjøre dig liden iblandt Hedningerne, foragtet iblandt Menneskene.
5 Dette er alt for Jakobs Overtrædelse og for Israels Huses Synder; hvo er (en Begyndelse) til Jakobs Overtrædelse? mon ikke Samaria? og hvo til Judæ Høie? mon ikke Jerusalem?
7 Thi saa sagde Herren: Fryder eder over Jakob med Glæde, og raaber høit foran iblandt Hedningerne; lader det høre, priser og siger: Herre! frels dit Folk, det Overblevne af Israel!
8 De skulle gaae fra Kraft til Kraft, (hver af dem) skal sees hos Gud i Zion.
5 Da skede Herrens Ord til mig, sigende:
22 Derfor, saa sagde Herren, som forløste Abraham, til Jakobs Huus: Jakob skal nu ikke (mere) beskjæmmes, og hans Ansigt skal nu ikke (mere) blegne.
4 Og du skal sige til dem: Saa sagde Herren: Skulde man falde og ikke opstaae? skulde man afvende sig og ikke omvende sig?
1 Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
11 Derfor, (saa vist som) jeg lever, sagde den Herre Herre, efterdi du haver besmittet min Helligdom med alle dine Slemheder og med alle dine Vederstyggeligheder, da vil jeg, jeg ogsaa formindske (dig), og mit Øie skal ikke spare, og jeg, jeg vil ogsaa ikke skaane.
5 Thi den Herre, Herre Zebaoth, naar han rører ved Jorden, da maa den smelte, og alle Indbyggere derudi skulle sørge, og den skal altsammen fare op som en Strøm, og nedsænkes som (af) Ægypti Strøm.
19 Men dette var endnu lidet agtet for dine Øine, Herre, Herre! saa du talede ogsaa til din Tjeners Huus i det Fjerne; og er dette et Menneskes Skik, Herre, Herre?
5 Og Herren blev endnu ved at tale til mig, sigende:
4 Hører Herrens Ord, Jakobs Huus og alle Israels Huses Slægter!
15 Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
1 Og Herrens Ord skede til mig, sigende:
23 Og han tog til sit Sprog og sagde: Vee! hvo skal blive ved Live, naar Gud vil beskikke ham (til Ødelæggelse)?
9 Og han sagde til dem: Saa sagde Herren, Israels Gud, til hvilken I sendte mig, at lade eders (ydmyge) Begjæring falde for hans Ansigt:
15 See, de, de sige til mig: Hvor er Herrens Ord? Kjære, lad det komme.
22 Den Lille skal blive til Tusinde, og den Ringe til et stærkt Folk; jeg, Herren, jeg vil lade det hasteligen komme i sin Tid.
19 Til dig, Herre! vil jeg raabe; thi en Ild haver fortæret Græsgangene i Ørken, og en Lue haver optændt alle Træerne paa Marken.
3 Thi saa sagde den Herre Herre: I den Stad, af hvilken udgaae Tusinde, skulle Hundrede blive tilovers, og i den, af hvilken Hundrede gaae ud, skulle blive Ti tilovers for Israels Huus.
11 Men jeg sagde: Hvorlænge, Herre? og han sagde: Indtil Stæderne blive øde foruden Indbyggere, og Husene foruden Mennesker, og Landet plat ødelægges.
3 Du sagde: Vee mig nu! thi Herren haver lagt min Sorrig til min Smerte; jeg er træt af mit Suk og finder ingen Rolighed.
20 Herre! see og sku, hvem du haver saa handlet med; mon Qvinder skulde æde deres Frugt, de spæde Børn, (som man bærer) paa Hænderne? mon Præst og Prophet skulde ihjelslaaes i Herrens Helligdom?