1 Korinterbrev 13:11
Da jeg var et Barn, talede jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; men da jeg blev Mand, aflagde jeg det Barnagtige.
Da jeg var et Barn, talede jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; men da jeg blev Mand, aflagde jeg det Barnagtige.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
9 Thi vi forstaae stykkeviis og prophetere stykkeviis.
10 Men naar det Fuldkomne kommer, da skal det, som er stykkeviis, afskaffes.
19 men i en Menighed vil jeg hellere tale fem Ord forstaaeligen, paa det jeg og kan undervise Andre, end ti tusinde Ord med et (fremmed) Tungemaal.
20 Brødre! vorder ikke Børn i Forstand, men værer Børn i Henseende til Ondskab; i Forstand derimod værer Fuldvoxne.
12 Thi nu see vi ved et Speil, i en mørk Tale, men da (skulle vi see) Ansigt til Ansigt; nu kjender jeg stykkeviis, men da skal jeg erkjende, ligesom jeg og er erkjendt.
13 indtil vi alle naae til Eenhed i Troen og Guds Søns Erkjendelse, til Mands Modenhed, til Christi Fyldes voxne Alder;
14 at vi ikke mere skulle være Børn og lade os tumle som Bølger og omdrive af ethvert Lærdoms Veir ved Menneskens Spil, ved Trædskhed til Forførelsens Kunstgreb;
15 men at vi, Sandheden troe udi Kjærlighed, skulle i alle Maader opvoxe til ham, som er Hovedet, til Christus,
1 Og jeg, Brødre! kunde ikke tale med eder som med Aandelige, men som med Kjødelige, ligesom med spæde Børn i Christo.
2 Jeg gav eder Melk at drikke, og ikke (haard) Mad; thi I kunde endda ikke (fordøie den), ja I kunne endnu ikke;
3 thi I ere endnu kjødelige; thi da der er Nid og Kiv og Tvedragt iblandt eder, ere I da ikke kjødelige og omgaaes efter menneskelig Viis?
12 Thi skjøndt I efter Tiden endog burde være Lærere, have I atter behov, at man skal lære eder, hvilke Begyndelsesgrundene ere i Guds Ord, og I ere blevne saadanne, som have Melk behov og ikke haard Føde.
13 Thi hver, som faaer Melk, er uforfaren i Retfærdigheds Lære; thi han er et Barn.
14 Men for de Fuldkomne er haard Føde, hvilke ved Erfarenhed have øvet Sands til at skjelne mellem Godt og Ondt.
1 Men jeg siger: Saalænge Arvingen er et Barn, er der ingen Forskjel mellem ham og Trællen, enddog han er Herre over alt Godset;
2 men han er under Formyndere og Huusholdere indtil den af Faderen bestemte Tid.
3 Saaledes stode og vi, saalænge vi vare Børn, som Trælle under Verdens Børnelærdom;
14 Som lydige Børn, skikker eder ikke efter de forrige Lyster i eders Vankundighed,
2 Haver jeg ikke sat og stillet min Sjæl (tilfreds) som den, der er afvant hos sin Moder? (ja) som den, der er afvant, er min Sjæl i mig.
10 Saa bortvend Fortørnelse fra dit Hjerte, og lad Ondskab fare fra dit Kjød, thi Barndom og Ungdom er Forfængelighed.
2 Og Jesus kaldte et Barn til sig, og stillede det midt iblandt dem
3 og sagde: Sandelig siger jeg eder: Uden I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.
4 Derfor, hvo, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige.
1 Derfor aflægger al Ondskab og al Svig og Hykleri og Avind og al Bagtalelse,
2 og higer som nyfødte Børn efter den aandelige, uforfalskede Melk, at I kunne voxe ved den;
13 hvilket vi og tale, ikke med Ord, som menneskelig Viisdom lærer, men med (Ord), som den Hellig-Aand lærer, idet vi tolke aandelige Ting med aandelige Ord.
14 Men det naturlige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til; thi de ere ham en Daarlighed, og han kan ikke kjende dem; thi de bedømmes aandeligen.
17 Sandelig siger jeg eder: Hvo, som ikke annammer Guds Rige som et Barn, kommer ingenlunde derind.
15 Sandelig siger jeg eder: Hvo, som ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.
11 Den Unge kjendes og paa sine Idrætter, om han er reen, og om hans Gjerning er ret.
15 Saa Mange af os derfor, som ere fuldkomne, maae have dette Sindelag; og ere I ei ganske saaledes sindede, da skal Gud ogsaa aabenbare eder dette.
6 Men om jeg end er ulærd i Talen, er jeg det dog ikke i Kundskaben: men i Alt og paa alle Maader ere vi blevne fuldkommen kjendte hos eder.
22 at I skulle aflægge det gamle Menneske efter den forrige Omgjængelse, som fordærves ved bedragelige Lyster,
10 og iført det nye, som fornyes til Erkjendelse efter hans Billede, som skabte det;
6 Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
15 og efterdi du fra Barndom af kjender den hellige Skrift, som kan gjøre dig viis til Salighed ved Troen paa Christum Jesum.
9 Hvem skal han lære Kundskab, og hvem skal han komme til at forstaae det, som høres? De Afvante fra Melk, som ere aftagne fra Brysterne.
28 Og nu, (mine) Børn! bliver i ham, at, naar han aabenbares, vi da kunne have Frimodighed og ikke skulle blive beskjæmmede af ham i hans Tilkommelse.
15 Jeg taler som til Forstandige; dømmer I det, jeg siger:
1 Dersom jeg taler med Menneskenes og Englenes Tungemaal, men haver ikke Kjærlighed, da er jeg en lydende Malm eller en klingende Bjelde.
7 blandt hvilke I ogsaa fordum vandrede, da I levede i hine (Laster).
13 Brødre! jeg agter ikke mig selv at have grebet det.
21 (Mine) Børn! vogter eder for Afguderne! Amen.
12 Natten er fremgangen og Dagen er kommen nær. Derfor lader os aflægge Mørkets Gjerninger og iføre Lysets Vaaben.
6 Men dette, Brødre! haver jeg hentydet paa mig selv og Apollos for eders Skyld, at I kunne lære af os ikke at være kloge over det, som skrevet er, paa det at I ikke for Nogens Skyld skulle opblæses, den Ene imod den Anden.
33 Børnlille! jeg er endnu lidet hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: Hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme, saa siger jeg og eder nu.
1 Men om de aandelige (Gaver), Brødre! vil jeg ikke, at I skulle være uvidende.
17 Hvad jeg (nu) taler, taler jeg ikke efter Herren, men som i Daarlighed, idet jeg med saa fast Forvisning roser mig.
2 I Elskelige! nu ere vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde; men vi vide, at naar han aabenbares, vi da skulle vorde ham lige; thi vi skulle see ham, som han er.
2 men dersom Nogen tykkes sig at vide Noget, han haver endnu aldrig vidst Noget saaledes, som det bør sig at vide;