Matteus 18:2
Og Jesus kaldte et Barn til sig, og stillede det midt iblandt dem
Og Jesus kaldte et Barn til sig, og stillede det midt iblandt dem
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
34Men de taug; thi de havde bespurgt sig med hverandre paa Veien, hvilken (der skulde være) den Største.
35Og han satte sig, og kaldte de Tolv og sagde til dem: Dersom Nogen vil være den Første, han skal være den Sidste iblandt Alle, og Alles Tjener.
36Og han tog et lidet Barn og stillede det midt iblandt dem, og tog det i Favn og sagde til dem:
37Hvo, som annammer eet af saadanne smaae Børn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer ikke mig, men den, som mig udsendte.
3og sagde: Sandelig siger jeg eder: Uden I omvende eder og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.
4Derfor, hvo, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige.
5Og hvo, som annammer et saadant Barn i mit Navn, annammer mig.
6Men hvo, som forarger een af disse Smaae, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans Hals, og han var sænket i Havets Dyb.
15Men de bare og smaae Børn til ham, at han skulde røre ved dem; men der Disciplene saae det, truede de dem.
16Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: Lader de smaae Børn komme til mig og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til.
17Sandelig siger jeg eder: Hvo, som ikke annammer Guds Rige som et Barn, kommer ingenlunde derind.
18Og en af de Øverste spurgte ham ad og sagde: Gode Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv?
46Men der kom en Tanke ind i dem om, hvo der vel skulde være den Største af dem.
47Men der Jesus saae deres Hjertes Tanke, tog han et Barn og stillede det hos sig.
48Og han sagde til dem: Hvo, som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo, som er den Mindste iblandt eder alle, han skal være stor.
1Paa den samme Tid gik Disciplene til Jesum og sagde: Hvo er den Største i Himmeriges Rige?
13Da bleve smaae Børn førte til ham, at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede; men Disciplene truede dem.
14Da sagde Jesus: Lader de smaae Børn med Fred, og formener dem ikke at komme til mig, thi Himmeriges Rige hører saadanne til.
15Og han lagde Hænderne paa dem og drog derfra.
13Og de førte smaae Børn til ham, at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem.
14Men der Jesus det saae, blev han vred og sagde til dem: Lader de smaae Børn komme til mig og forhindrer dem ikke, thi Guds Rige hører Saadanne til.
15Sandelig siger jeg eder: Hvo, som ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, han skal ingenlunde komme ind i det.
16Og han tog dem i Favn, og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem.
17Og der han var udgangen paa Veien, løb En til, og faldt paa Knæ for ham og spurgte ham: Gode Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv?
10Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaae; thi jeg siger eder: Deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene.
11Thi Menneskens Søn er kommen for at frelse det, som var fortabt.
15Men der de Ypperstepræster og Skriftkloge saae de Undergjerninger, som han gjorde, og Børnene, som raabte i Templet og sagde: Hosanna den Davids Søn! bleve de vrede og sagde til ham:
16Hører du, hvad disse sige? Men Jesus sagde til dem: Ja! have I aldrig læst: Af de Umyndiges og Diendes Mund skal du berede Lov?
40Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til (ham), spurgte han ham ad og sagde:
16Saaledes skulle de Sidste blive de Første, og de Første de Sidste; thi Mange ere kaldede, men Faa udvalgte.
17Og Jesus drog op til Jerusalem, og tog de tolv Disciple tilside paa Veien og sagde til dem:
16Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er lig de smaae Børn, som sidde paa Torvene, og raabe til deres Staldbrødre og sige:
42Og hvo, som forarger een af de Smaae, som troe paa mig, ham var det bedre, at der blev hængt en Møllesteen om hans Hals, og han blev kastet i Havet.
14Saaledes er det ikke eders Faders Villie, som er i Himlene, at een af disse Smaae skal fortabes.
35Og de førte det til Jesum, og kastede deres Klæder paa Føllet, og satte Jesum derpaa.
2Det er ham nyttigere, om en Møllesteen hænges om hans Hals, og han bliver kastet i Havet, end at han skal forarge een af disse Smaae.
20Thi hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem.
18Og Jesus truede ham, og Djævelen foer ud af ham; og Drengen blev karsk fra den samme Stund.
1Men der han saae Folket, gik han op paa Bjerget; og der han havde sat sig, gik hans Disciple til ham.
1Da talede Jesus til Folket og til sine Disciple, og sagde:
18Men han sagde: Henter mig dem hid.
33Børnlille! jeg er endnu lidet hos eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: Hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme, saa siger jeg og eder nu.
28da tog han ham paa sine Arme, og prisede Gud og sagde:
2Og meget Folk fulgte ham, og han helbredede dem sammesteds.
14Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og faldt paa Knæ for ham og sagde:
2Men aarle om Morgenen kom han igjen i Templet, og alt Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem.
9Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn.
24Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus svarede igjen og sagde til dem: Børn! hvor vanskeligt er det, at de, som forlade sig paa Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige!
21Men han sagde til hende: Hvad vil du? Hun sagde til ham: Siig, at disse mine to Sønner skulle sidde i dit Rige, den ene ved din høire, og den anden ved din venstre Side.
2Og sex Dage derefter tog Jesus Petrus og Jakobus og Johannes til sig, og førte dem alene afsides op paa et høit Bjerg; og han blev forvandlet for deres Øine.