Ordspråkene 1:26
da vil jeg, jeg og lee i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for,
da vil jeg, jeg og lee i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27 naar det kommer som en Ødelæggelse, det, som I frygte for, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder.
6 Du elskede alle fordærvelige Ord (og) en svigefuld Tunge.
13 Herren skal lee ad ham; thi han seer, at hans Dag kommer.
8 See, de udgyde (meget) af deres Mund, (der ere) Sværd i deres Læber; thi hvo hører det?
4 (Men) den, som boer i Himmelen, leer (ad dem), Herren bespotter dem.
5 Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Grumhed, (sigende):
25 og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,
21 indtil han opfylder din Mund med Latter, og dine Læber med Frydeskrig.
22 Du skal lee ad Ødelæggelse og Hunger, og ikke frygte for (vilde) Dyr i Landet.
4 Jeg er (som den, der er) til en Latter for sin Ven, som raaber til Gud, og han skal svare ham; en Retfærdig, en Fuldkommen er til Latter.
5 Hvo, som bespotter en Arm, forhaaner den, som gjorde ham; hvo, som glæder sig over Ulykke, skal ikke holdes uskyldig.
6 Thi som Torne sprage under Gryden, saa er Daarens Latter; dette er ogsaa Forfængelighed.
10 Og det skal bespotte Kongerne og lee ad Fyrsterne; det skal lee ad Befæstning, og sanke Jord tilhobe og indtage den.
19 De Retfærdige see det og glæde sig, og den Uskyldige spotter dem (sigende:)
3 Skulde den Løgn komme Folk til at tie, og skulde du bespotte, og Ingen beskjæmme dig?
22 Og nu, spotter ikke, at eders Baand ikke skulle blive haardere; thi jeg haver hørt en (fuld) Fordærvelse, ja (den, som er) bestemt af Herren, den Herre Zebaoth, over al Jorden.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
13 Hjertet skal og, idet det leer, have Smerte, og det Sidste af den Glæde er Bedrøvelse.
24 Loe jeg til dem, (da) troede de (det) ikke, og de gjorde ikke, at mit Ansigts Lys faldt.
3 Fordrager mig, og jeg, jeg vil tale, og naar jeg haver talet, da maa du spotte.
9 (Skal det blive) godt, naar han skal undersøge eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
5 Baade de, som ere nær, og de, som ere langt fra dig, skulle bespotte dig, du, som er besmittet af Navnet, (hos hvem der er) megen Forstyrring.
23 Om han end med Svøbe dræber (Nogen) hasteligen, da spotter han de Uskyldiges Fristelse.
3 Naar en Ugudelig kommer, kommer ogsaa Foragt, og Skam med Forsmædelse.
1 Jeg, jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig ved Glæde, derfor see paa det Gode; men see, det var ogsaa Forfængelighed.
2 Jeg sagde til Latter: Du er galen, og til Glæde: Hvorfor gjør du det?
2 Ere der ikke Spottere hos mig, saa mit Øie maa ligge (vaagent) om Natten, naar de have forbittret (mig)?
14 Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
23 Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.
11 og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,
27 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
5 Jeg vil bøie mit Øre til Ordsprog, jeg vil aabne (Munden) med min mørke Tale, (legende) paa Harpe.
25 Du skal ikke frygte for hastig Forskrækkelse, ei heller for de Ugudeliges Ødelæggelse, naar den kommer.
1 Men nu lee de ad mig, (som ere) yngre af Aar end jeg, hvis Fædre jeg havde foragtet at sætte ved mine Faarehunde.
51 De Hovmodige bespotte mig saa saare; jeg bøiede mig ikke af fra din Lov.
21 Thi nu ere I (som) Intet; I see (min) Rædsel og frygte.
9 Føler eders Elendighed, og sørger og græder; eders Latter omvendes til Sorrig, og Glæden til Bedrøvelse!
7 Herre! du haver overtalet mig, og jeg lod mig overtale, du haver været mig (for) stærk og haver faaet Overhaand; jeg er den ganske Dag til Latter, hver af dem spotter mig.
11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.
19 saa (gjør) en Mand, der besviger sin Næste og siger: Skjæmter jeg ikke?
7 Hører mig, I, som kjende Retfærdighed, du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for et Menneskes Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser.
28 Og jeg veed din Bolig og din Udgang og din Indgang, og at du raser imod mig.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
16 Iblandt Øienskalke, som bespotte for en Kages Skyld, skare de med deres Tænder over mig.
26 Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
30 de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,
17 Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Bespottere eller frydede mig (med dem); jeg sad alene for din Haands Skyld, thi du haver fyldt mig med Harm.
6 Du haver bespiist dem med Taarers Brød, og givet dem et (fuldt) Maal af Taarer at drikke.
27 Thi mon Israel ikke var dig en Latter? mon han var funden iblandt Tyve, siden du, saa tidt du talede imod ham, rystede med Hovedet?
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.